Film

7. juli 2013

10 fantastiske filmfavoritter fra 60’erne: Del 1

Nendunder finder du 10 favoritter fra 60’erne, der byder på science fiction, drama, animation, krigsfilm, komedie og thriller. Det er en broget landhandel, det er personlige favoritter … og endog kun ti af slagsen, så der er mange, der er blevet udeladt i denne omgang! For indlægget her er – som også 70’er- og 80’er-indæggene – blot det første blandt mange kommende. Så der skal nok dukke flere forrygende, formidable, fantastiske, fabelagtige, fantasmagoriske filmfavoritter fra 60’erne op. Næste gang er det dog igen 80’erne, der må stå for skud.

 

1) Fantastic Voyage (Richard Fleischer, 1966)

R

ichard Fleischer (1916-2006) har instrueret en lang række af mine favoritfilm, og science fiction-perlen Fantastic Voyage (1966) hører til i toppen af disse. Oprindeligt var filmen tænkt som et Jules Verne-inspireret eventyr, men blev af manusforfatteren Henry Kleiner udviklet til at tage udgangspunkt i en koldkrigstematik. Videnskabsfolk har gjort det muligt at skrumpe mennesker til atomstørrelse, hvilket kommer en komatøs forsker til gode, der har fået en blodprop i hjernen. En gruppe videnskabsfolk skrumpes – sammen med en ubåd, i øvrigt – og sendes af sted ind i forskeren, så de kan fjerne blodproppen og redde hans liv. Mesterligt udtænkt! Filmen affødte i øvrigt en kortlivet animationsserie, der kørte over én sæson og fik 17 episoder.

Fantastic Voyage

2) Hell in the Pacific (John Boorman, 1968)

H

ell in the Pacific, der på dansk blev udstyret med den irriterende titel Duel i Stillehavet, hører til blandt John Boormans bedste film. Man kan sige, at Wolfgang Petersens Enemy Mine, som jeg omtaler her, er en sci fi-pastiche over Boormans WWII-film: Her ender to fjender, en amerikaner (Lee Marvin) og en japaner (Toshirô Mifune), der i øvrigt er de eneste skuespillere i filmen, på en ubeboet stillehavsø, hvor de for at overleve må lære at respektere hinanden og komme overens. En intens film, der gerne snart må finde vej til den HD-opgradering, som den fortjener. I øvrigt er den 81-årige Boorman næste år aktuel med dramaet Queen and Country, så oldtimeren er skam produktiv endnu.

Hell in the Pacific

3) The Jungle Book (Wolfgang Reitherman, 1967)

J

eg elsker Disneys tegnefilm, og jeg har især en svaghed for Wolfgang Reitherman-æraen. The AristoCats har allerede gjort sin entré på én af favoritlisterne, man kan læse om den her, og nu er turen kommet til den herlige Rudyard Kipling-filmatisering, der så biografens mørke i 1967. The Jungle Book, der var den sidste film, Walt Disney producerede, han døde under produktionen, fulgte oprindeligt den mørke og dystre tone, som man genfinder i Kiplings historier. Men da Disney ønskede en mere munter og familievenlig udgave, blev den oprindelige manusforfatter udskiftet. Og hvis man skal være i godt humør, så skal man bare lytte til et af de mange fantastiske numre på soundtracket, hvor særligt Terry Gilkysons The Bare Necessities udmærker sig.

The Jungle Book

4) Casino Royale (Val Guest m.fl., 1967)

D

en er god nok! Denne udgave er ikke Martin Campbells, og det er ikke Daniel Craig, der giver den i rollen som Bond, James Bond. Denne Casino Royale-udgave er tværtimod den småcampede kitsch- og kultklassiker fra 1967, hvor herlige David Niven spiller den pensionerede agent … og hvor Woody Allen – ja dén Woody – spille Bonds nevø, Jimmy Bond. Filmen blev modtaget exceptionelt køligt af kritikerne, da den fik premiere, men jeg genser den løbende med store glæde. Og så kan castet, der er ret fantastisk, blandt andet mønstre Orson Welles i den rolle, som Mads Mikkelsen havde i Martin Campbells reboot.

Casino Royale

5) Repulsion (Roman Polanski, 1965)

R

epulsion er psykologisk horror i topklasse! En ung kvinde (Catherine Deneuve) terroriseres og hjemsøges af syner i sin lejlighed, da hun er alene hjemme. Synerne tager til, og pludselig begynder der at komme arme ud af væggene, der vil gribe fat i hende. Repulsion, der er Roman Polanskis første engelsksprogede film, er surreal terror, der kunne have været undfanget af Luis Buñuel. Ikke mindst scenen med den rådnende kanin og brugen af en ragekniv får tankerne hen på Den andalusiske hund fra 1929.

Repulsion

6) A Taste of Honey (Tony Richardson, 1961)

T

ony Richardson (1928-1991) er instruktøren, der står bag flere fine filmatiseringer: blandt andet Shakespeares Hamlet (1969) og de to Henry Fielding-romaner Tom Jones (1963) og Joseph Andrews (1977). I denne omgang er det dog filmatiseringen af Shelagh Delaneys teaterstykke A Taste of Honey, der skal omtales. Filmen, der hører til i genren kitchen sink realism, er et socialrealistisk drama om den 17-årige pige Jo, der går imod tidens dogmer ved at blive venner med en homoseksuel og gravid med en sort sømand. Filmen vandt fire BAFTAS ved uddelingen i 1962 og sætter på fornem vis køn, seksualitet, race og klasseskel til debat.

A Taste of Honey

7) The Miracle Worker (Arthur Penn, 1962)

A

rthur Penns (1922-2010) biografiske drama om Helen Keller, The Miracle Worker, blev belønnet med Oscars til Anne Bancroft (Annie Sullivan) og Patty Duke (Helen Keller) ved uddelingen i 1963. Begge leverer fantastiske præstationer i deres respektive roller, og Penn fortæller historien om den blinde og døve Keller på medrivende vis. Oprindeligt ønskede United Artists et større navn i hovedrollen, nemlig Elizabeth Taylor, og ville, hvis Penn skiftede Bancroft ud med Taylor, løfte filmens budget fra 500.000,- dollar til 5 millioner dollar. Det skete dog ikke, filmen fik stor succes og Bancroft vandt sin i øvrigt eneste Oscar ud af karrierens fem nomineringer for rollen som Kellers lærer.

The Miracle Worker

8) Cape Fear (J. Lee Thompson, 1962)

I

1991 fik Cape Fear premiere for anden gang. Der var naturligvis tale om Martin Scorseses genindspilning af J. Lee Thompsons originale udgave fra 1962. Begge er mesterlige, begge er favoritter. I Thompsons udgave spiller Robert Mitchum forbryderen Max Cady, der terroriserer en advokat (Gregory Peck) og dennes familie, der i sin tid fik ham bag tremmer.  Og terror er her det passende ord, hvilket også den danske titel slog fast, da filmen fik biografpremiere herhjemme i 1963: Frygtens terror, kom den til at hedde. I øvrigt gjorde både Gregory Peck og Robert Mitchum deres entré i Scorseses udgave, hvor Pecks rolle spilles af Nick Nolte og Mitchums af Robert De Niro.

Cape Fear

9) Barbarella (Roger Vadim, 1968)

R

oger Vadims (1928-2000) fransk-italienske science fiction-film Barbarella, der bygger på Jean-Claude Forests tegneserier, er en film af den slags, der med stolthed bærer de tre k’er: kult, kitsch og klassiker. Den sexede Barbarella (Jane Fonda) er af Jordens præsident, vi er langt – LANGT! – ude i fremtiden, blevet bedt om at opstøve videnskabsmanden Durand Durand. Undervejs på sit eventyr møder hun en lang række usædvanlige karakterer, blandt andre professor Ping, der spilles af den legendariske minekunstner, Marcel Marceau. Barbarella er et herligt, kulørt og frigjort 60’er-eventyr … og ja, det britiske popband Duran Duran har taget navn efter ovennævnte karakter.

Barbarella

10) They Shoot Horses, Don’t They? (Sydney Pollack, 1969)

S

trictly Ballroom, siger du? Luhrmans mesterlige debut fra 1992 om de forbudte trin er – når sammenholdt med Sydney Pollacks samfundskritiske dansedrama They Shoot Horses, Don’t They – ren komedie. Og ja, Jane “Barbarella” Fonda er igen at finde på rollelisten. A true babe of the sixties! I Pollacks film spiller hun den kronisk kyniske kværulant Gloria, der vil gøre alt for at vinde en dansekonkurrence. Rollen indbragte hende en Oscarnominering for Bedste Kvindelige Hovedrolle ved uddelingen i 1970. Oscaren gik dog til Maggie Smith for hendes præstation i Ronald Neames The Prime of Miss Jean Brodie.

They Shoot Horses, Don't They



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *