Film

20. november 2009

10 maskebærende psykopater

Det vrimler med maskebærende psykopater i nogle af filmhistoriens mest uhyggelige horrorflicks. De ifører sig alt fra ishockeymasker til menneskehud, og fremprovokerer med deres umenneskelige, bizarre, makabre og dyriske adfærd  gåsehud og myrepatter hos os, der frivilligt indlader sig på at se de modbydeligheder, de begår på film. Her følger 10 modbydeligt psykopatiske maskebærere , der kan fremprovokere mareridt hos  såvel svage sjæle som hårde hunde …

 

1: “Scream” (Wes Craven, 1996).

Ghostface skrev sig hurtigt ind blandt horrorgenrens maskerede monsterikoner, da Wes Craven sprøjtede nyt liv i den hendøende subgenre i 1996. Første film i serien – der pt. tæller tre stk – er et adrenalinrus af en gyser, der virkelig får gåsehuden frem på armene.

 

2: “My Bloody Valentine” (George Mihalka, 1981).

Den canadiske slasher “My Bloody Valentine” er en klassiker i genren, der introducerer en galsindet minearbejder, der er maskeret til ukendelighed med sin iltmaske og som går amok med sin hakke. Filmen blev i øvrigt genindspillet – som det jo er på mode – af Patrick Lussier i 2009.

 

3: “Halloween” (John Carpenter, 1978).

Min favorit, når talen falder på maskebærende psykopater, er uden tvivl Michael Myers, der blev vakt til live af John Carpenter i 1978. Filmen er et perfekt orkestreret stykke horror, der fortsat dagen i dag kan få det til at rykke i kroppen, når jeg ser den. Filmen blev genindspillet af Rob Zombie i 2007, og en efterfølger til denne er på vej.

 

4: “The Hills Run Red” (Dave Parker, 2009).

Filmen er det så som så med, men dens maskemonster – Babyface – er en modbydelig bodybuilder-agtig psykopat, der ikke blot hamrer livet ud af sine ofrer med en rå og brutal urkraft, men som også hænger ligene op i sit helt eget røgeri, så de bliver konserveret.

 

5: “Saw” (James Wan, 2004).

En ny horrorbølge  så biografens mørke, da James Wans “Saw” fik premiere i 2004. Her er det den udspekulerede Jigsaw, der udtænker dødsfælder så modbydelige, at man ofte må kigge væk fra skærmen. Det er ikke uden grund, at “Saw” bliver placeret i subgenren torture porn.

 

6: “Hostel” (Eli Roth, 2005).

Torture porn-bølgen nåede i 2005 nye højder, da Eli Roth gav os “Hostel”. Her finder man flere typer masker, der alle sammen er led i det sadistiske tortur-univers, hvor uheldige turister faldbydes til lemlæstelse. Man skal virkelig have hård hud på nethinden, hvis man skal kunne se denne type film.

 

7: “The Strangers” (Bryan Bertino, 2008).

Bryan Bertinos myrekrybende “The Strangers” er en home invasion-film i stil med David Moreaus og Xavier Paluds franske “Ils” (“Them”) fra 2006. Her bliver et ungt par – en mørk nat, et øde sted – hjemsøgt af en gruppe maskerede psykopater, der vil det uheldige par alt andet end godt.

 

8: “I Know What You Did Last Summer” (Jim Gillespie, 1997).

Efter Wes Cravens succes med “Scream”, fik teen kill-genren en renæssance. I “I Know What You Did Last Summer” er det en utilsiget påkørsel, der efterfølgende resulterer i en række mord blandt dem, der var indblandet i påkørslen. The Fisherman blev født med bulder og brag, med sydvest og fiskekrog…

 

9: “The Texas Chain Saw Massacre” (Tobe Hooper, 1974).

Et af horrorgenrens største ikoner er uden tvivl Leatherface, der første gang gjorde livet svært for letsindige teenagere (og andre uheldige skabninger) i Tobe Hoopers “The Texas Chain Saw Massacre” fra 1974. Filmserien har vist sig at være sejlivet, og i 2003 geninspillede tyskeren Marcus Nispel filmen.

 

10: “Friday th 13th” (Sean S. Cunningham, 1980).

Vi kender ham alle. Ischockeymasken afslører ham. Han er udødelig, han er stærk som en okse og han mæler ikke et ord, når han pløjer sig gennem sine ofre med sin machete. Det er naturligvis Jason Vorhees, der er tale om. Filmen blev i 2009 udsat for en tam, teen-pleasende genindspilning af Marcus Nispel.



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *