Roland Emmerichs Hollywood-debut kom i 1992 med Universal Soldier, hvor martial arts ikonerne Dolph Lundgren og Jean Claude van Damme satte hinanden stævne. Filmen er langt fra et mindeværdigt mesterværk, men besidder dog tilstrækkelig selvironi og tidlig 90’er nostalgi til ikke at kollapse over sig selv.
Senere kom Stargate (1994) og Independence Day (1996), hvor sidstnævnte skulle markere starten på de udstyrstunge film, instruktøren med forkærlighed begyndte at kaste sig over. Begge film – både Stargate og Independence Day – er skabt med solide skuespilpræstationer og gode historier. Det samme kan desværre ikke siges om 10.000 B.C., der er instruktørens seneste kreation.
Hollywood har altid været synonym med stort anlagte film. Tænk blot på Victor Flemings Gone With the Wind (1939), William Wylers Ben-Hur (1959), Stanley Kubricks Spartacus (1960) og Joseph L. Mankiewiczs Cleopatra (1963). Det er film, der om nogle indfanger essensen af Hollywood.
Og da Steven Spielbergs mesterlige hajgyser Jawsi 1975 fik folk i biografen (og ditto væk fra stranden) blev der samtidig indledt en ny æra af gigantiske storfilm med movie-brats-instruktørerne i front – blockbusteren var skabt for stedse. Det er netop blockbusteren, som Roland Emmerich har taget til sig som sin foretrukne måde at fortælle historier på.
De stort anlagte blockbusters modsvarer ditto store budgetter, hvilket dog langt fra altid er ensbetydende med store filmoplevelser. Desværre er 10.000 B.C. blot endnu et tanketomt hylster, der bruger mere energi på at skabe flotte billeder end på at skabe en interessant historie.
Roland Emmerichs tre seneste film før 10.000 B.C. – Godzilla (1998), The Patriot (2000) og The Day After Tommorow (2004) – har alle befundet sig på et svagt, narrativt fundament. Ja, The Patriot er endog så svag, at man rent fotografisk har ladet sig inspirere lige lovligt meget af Michael Manns The Last of the Mohicans (1992) og Mel Gibsons Braveheart (1995).
Men lad os se nærmere på Emmerichs lettere anløbne sommerblockbuster, der svælger i flot cinematografi (de mange flotte panorama-indstillinger), imponerende CGI samt en lettere debil historie.
Historien i 10.000 B.C. beretter om den blåøjede skønhed Evolet (Camilla Belle fra remaket af When a Stranger Calls), der bortføres af en gruppe krigere fra en fjern stamme. Hun skal efterfølgende befries af sin hjertenskær D’Leh (Steven Strait), der vil gå igennem ild og vand for igen at kunne holde hende i sine arme. For at redde den nødstedte skønhed, der ikke har meget at sige i filmen, må D’Leh trodse kolde snelandskaber, uvejsom jungle og hedeplaget ørken – men frem kommer han, naturligvis.
Evolet – den fåmælte og før omtalte skønhed – føres som slave til et gigantisk pyramidebyggeri, der kunne minde om pyramiderne ved Giza. Sagen er blot den, at filmen – som titlen indikerer – foregår 10.000 år f.kr., men at den ældste af Giza-pyramiderne (Keopspyramiden) blev bygget omkring 2560 f.kr – der er altså tale om en historisk disproportion, der i øvrigt også kommer til udtryk via anvendelsen af istids-mammutterne og de såkaldte “terror birds”.
10.000 B.C. er – med andre ord – en film, hvor begrebet suspension of disbelief er en bydende nødvendighed, hvis man ikke allerede fra start skal stå af mammut-ræset.
