Julen er krydret med mord og kriminalgåder, og i december sætter vi fokus på 24 klassiske Agatha Christie-romaner, der alle er (gen)udgivet af Rosenkilde & Bahnhof. En julekalender, der står i Agatha Christies tegn – og en julekalender, som forhåbentligt kan øge læseinteressen for én af genrens største forfattere!
I Den åbne grav (Murder on the Links), som Christie skrev i 1965, er Poirot på jagt efter en morder i Frankrig. En filmatisering af denne roman finder man i tv-serien Agatha Christie’s Poirot. Her er det i episode 3 i sæson 6 fra 1996, at Poirot skal opklare mordet på en forretningsmand, der findes knivdræbt på en golfbane.
Klik på Hercule Poirot i højre hjørne og download en komplet oversigt over Rosenkilde & Bahnhofs Agatha Christie-romaner!
Om romanen skriver forlaget:
Hercule Poirot er sammen med sin ven Arthur Hastings på jagt efter en morder i Frankrig. Sagerne, de efterforsker, er meget indviklede og peger flere år tilbage til en gammel forbrydelse.
Det franske politi overser et påfaldende bevis, og Poirot må straks træde til. Snart bliver Hastings forelsket i en af de mistænkte. Den franske betjent Giraud mener først, at Poirot er en sand amatør, men må dog til sidst erkende, at den lille belgiske detektiv absolut er ham overlegen.