Film

16. juni 2013

20 fantastiske filmfavoritter fra 80’erne: Del 1

20 filmfavoritter fra 80'erne

80′erne klinger af ren, uforfalsket filmmagi i mine ører. Et ikke ubetydeligt antal af mine favoritter blev til i dette pastel-årti, hvor jeg hver weekend havde min faste gang hos den lokale videopusher. Det var i VHS-æraens båndsalattid, hvor moviebox og lørdagshygge gik hånd i hånd. Nu er VHS en saga blot, men 80′ernes vidunderlige film kan – som aldrig før – nydes i høj kvalitet på dvd og Blu-ray. Her kommer – i tilfældig rækkefølge – 20 af de film, der ikke blot prægede min barn- og ungdom, men som jeg fortsat har stor glæde af at gense med jævne mellemrum. Og endnu en omgang med favoritter fra 80’erne er i støbeskeen … så stay tuned!

 

1) Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back (Irvin Kershner, 1980)

J

eg var allerede solgt, da jeg så George Lucas’ første film i Star Wars-sagaen fra 1977. Som så mange andre drenge i 70′erne og 80′erne, samlede jeg på ALT Star Wars-relateret merchandise, og min forkælighed faldt hurtigt på Yoda. Kærligheden til universet har holdt ved, og jeg får altid kuldegys, når John Williams’ fanfare markerer starten på et uforligneligt rumeventyr. Det skal blive spændende at se, hvad J.J. Abrams har i posen, når den syvende film i sagaen får premiere i 2015.

Star Wars - Episode V - 1

2) Enemy Mine (Wolfgang Petersen, 1985)

D

en tyske instruktør Wolfgang Petersen Hollywood-debuterede i 1985 med det i dag mindre kendte, men absolut minde- og seværdige, science fiction-drama Enemy Mine. Filmen, der har Dennis Quaid og Louis Gossett Jr. i rollerne som henholdsvis militærpiloten Willis Davidge og Drac-rumvæsnet Jeriba Shigan, er et velspillet og medrivende drama om venskab og fjendskab forskellige racer imellem. Det er en science fiction-klassiker af den glemte slags, der gør krav på at blive støvet af. Se den … og nyd blandt andet også Maurice Jarres vidunderlige musik.

Enemy Mine

3) Escape From New York (John Carpenter, 1981)

E

t ikke ubetydeligt antal af John Carpenters tidlige film har en fast plads i mit hjerte. Én af dem, jeg har set fleste gange, er Escape From New York, hvor Kurt Russell giver den som den hårde hund Snake Plissken, der skal redde den amerikanske præsident (spillet af Donald Pleasence) væk fra Manhattan, der fungerer som fængselsø. Filmen fik en alt andet end god efterfølger – også instrueret af Carpenter – i 1996, der bærer titlen Escape From L.A. John Carpenter arbejder pt. på et remake af Escape From New York – ikke at et sådant er nødvendigt!

Escape From New York

4) Howard the Duck (Willard Huyck, 1986)

D

et er ikke en hvilken som helst and, der satte præg på min ungdom. Det er ikke en hvilken som helst and, der i 1986 landede på jorden og skabte furore. Det er alien-anden Howard, det er dén and. I dag er Howard the Duck gledet i glemsel. Ingen husker – ingen kender? – længere den lettere obskure and, der både ryger, drikker og kender til eros. Filmen kom (pudsigt nok) samme år som en anden alien gjorde sin entré på jorden: ALF! NBC-serien om den lodne og katteelskende (læs spisende) alien kørte over fire sæsoner fra 1986 til 1990, og den var noget mere populær end Willard Huycks filmatisering af Steve Gerbers tegneserie om den sarkastiske and Howard.

Howard the duck

5) Poltergeist (Tobe Hooper, 1982)

H

vert eneste år har jeg – til Halloween – én fast rutine. Jeg SKAL (sammen med Carpenters Halloween & Spielbergs Jaws) se Tobe Hoopers suveræne Poltergeist. Det er min årligt tilbagevendende filmtriatlon, som jeg altid ser frem til med glæde … og gru. Poltergeist har en udefinerbar stemning, der i sit filmiske udtryk opsumerer 80′erne i komprimeret form … og så er det bare knaldgod spøgelsesunderholdning. Filmen er pt. ved at blive genindspillet.

Poltergeist

6) Labyrinth (Jim Henson, 1986)

I

1986 spillede David Bowie over for en ung Jennifer Connelly i Jim Hensons britisk-amerikanske eventyrklassiker Labyrinth. Det er en herlig fortælling om teenageren Sarah (Connelly), der er så guddommeligt træt af sin baby-lillebror, at hun ønsker, at Jared the Goblin King (Bowie) kommer og henter ham. Hun fortryder dog bitterligt, da ønsket går i opfyldelse, og hun har nu 13 timer til at gennemføre Goblin-kongens labyrint, hvis hun vil have broderen igen. Det er ægte filmmagi med en velspillende Bowie.

Labyrinth - 7

7) Star Wars: Episode VI – Return of the Jedi (Richard Marquand, 1983)

R

ichard Marquands Return of Jedi har nogle helt specielle væsner, som ikke alle bryder sig om. Selv hører jeg til gruppen, som synes, at de er fantastiske. Det er naturligvis Ewok’erne, der er tale om. De små, nuttede Gizmo-agtige bjørnevæsner fra Endor, der er med til at give film nummer 6 en helt særlig aura. Og så er Jabba jo også med i en film, der er krydret med mindeværdige scener.

Star Wars - Episode VI - 1

8) Legend (Ridley Scott, 1985)

F

ør Tom Cruise satte sig til rette i cockpittet i Top Gun, før han jonglerede med sprutflasker i Cocktail og før han spillede invalid Vietnamveteran i Born on the Fourth of July, da spillede han over for Mia Sara i Ridley Scotts exceptionelt stemningsfulde fantasyfilm Legend fra 1985, der har ditto exceptionel musik af Jerry Goldsmith. Jeg kan kun anbefale, at man anskaffer sig film såvel som soundtrack! Filmens billedside er ligeledes eventyrlig smuk og er skabt af Alex Thomson, der meget apropos også var fotograf på Hensons Labyrinth fra 1986.

lEGEND

9) Gremlins (Joe Dante, 1984)

G

remlins er produktet af Joe Dantes og Chris Columbus’ kreative filmhjerner. Jeg husker stadigvæk ganske tydeligt, da jeg første gang så filmen – det var julen 1987, hvor jeg en tidlig lørdag morgen så den på VHS. Nu – hvor jeg netop har fået den på Blu-ray – står det klart, at jeg ALDRIG bliver træt af Gizmo & Co. Filmen affødte i 1990 efterfølgeren Gremlins 2: The New Batch. Den når ikke den første til sokkerholderne. Og så er Gremlins i øvrigt – sammen med Fars Fede Juleferie og Lethal Weapon mine favorit-julefilm.

Gremlins

10) Raiders of the Lost Ark (Steven Spielberg, 1981)

R

aiders of the Lost Ark behøver ingen nærmere introduktion. Den er gået over i folks filmbevidsthed som en – og det med rette – ægte klassiker. Trioen Spielberg, Kasdann og Lucas skabte et mesterværk inden for genren, og selvom Indys seneste eventyr fra 2008 var underholdende, så er der ingen af de tre efterfølgende film, der kan måle sig med denne første i serien. Det bliver spændende at se, om den planlagte femte film i serien – der er under udvikling – vil kunne matche Raiders of the Lost Ark.

Raiders of the Lost Ark

11) Out of Africa (Sydney Pollack, 1985)

J

eg elsker Karen Blixens roman Den afrikanske farm. Jeg elsker også Sydney Pollacks Oscar-vindende filmatisering Out of Africa fra 1985 med Meryl Streep (Hollywoods bedste kvindelige skuespiller, så er det sagt!) i rollen som den danske baronesse. Filmen er et billedorgie, der med musik af John Barry bjergtager fra start til slut … et mesterværk!

Out of Africa

12) 48 Hrs. (Walter Hill, 1982)

F

ør gavflaben Eddie Murphy mistede evnen til at vælge sine projekter med omhu, før tiden løb fra ham, medvirkede han blandt andet i Walter Hills suveræne actionkomedie 48 Hrs. fra 1982. I 48 Hrs. spiller Murphy den kriminelle Reggie Hammond, der sammen med en veloplagt Nick Nolte (der spiller den knotne politibetjent Jack Carter) skal fange en skydegal politimorder af den hidsige slags. 80’erne var i det hele taget Eddie Murphys årti, og en lang række af de film, han medvirkede i, er da også blandt undertegnedes favoritter.

48hrs

13) Aliens (James Cameron, 1986)

D

en måske bedste action-science-fiction-gyser, der er indspillet, er James Camerons adrenalinpumpede to’er i Alien-sagaen, Aliens fra 1986. Her manifesterer Ripley sig – spillet suverænt af Sigouney Weaver – som en bad motherfucker, man ikke skal bide skeer med. Filmen er et adrenalinrus, der går under huden, og som leverer action og gys nonstop i en efterfølger, der er mindst lige så god som Ridley Scotts første.

Aliens

14) A Nightmare on Elm street (Wes Craven 1984)

W

es Craven introducerede et af horrorfilmhistoriens mest ikoniske og sejlivede monstre. Et monster, der stadig underholder, bjergtager og ikke mindst hjemsøger én. Robert Englund er fænomenal som monsteret med knives for fingers! Hvis man i øvrigt vil se en ung Johnny Depp debutere som skuespiller på en yderst blodig facon, så må man anskaffe sig filmen. Den anbefales på det blodigste!

A Nightmare on Elm Street

15) Lethal Weapon (Richard Donner, 1987)

R

ichard Donners quadrologi om Murtaughs og Riggs’ liv som betjente i overhalingsbanen har placeret sig solidt i filmhistorien – man finder ikke et sjovere og mere energisk makkerpar end tilfældet Gibson og Glover. Den ene er et dødbringende våben og den anden er blot  to old for this shit! Filmen bliver dog aldrig for gammel, og selvom Gibsons bundesligafrisure er lettere morsom, så er filmen stadig én af de bedste action-komedier, der er kommet ud af Hollywood nogensinde.

Lethal Weapon

16) Back to the Future (Robert Zemeckis, 1985)

R

obert Zemeckis instruerede i 1985 én af 80’ernes største kassesucceser: Back to the Future med Michael “Marty McFly” J. Fox. Den økonomiske succes betød, at der uvægerligt skulle produceres efterfølgere. Det blev der – hele to stk. – der dog ikke formåede at leve op til den førstes charmerende uskyldighed. Om end de to efterfølgere – fra henholdsvis 1989 & 1990 – er habile og gode, så er det stadig det første eventyr, der troner som det bedste.

Back to the Future

17) Die Hard (John McTiernan, 1988)

J

ohn McTiernans første opus i den pt. fem film lange serie om John McClanes altid blodige kamp mod terrorister er en veritabel actionballet. Bruce Willis’ ikoniske karakter har for længst skrevet sig ind i filmhistorien, og man skal ikke være særligt velbevandret i actiongenrens historie, førend man kan placere Yippee ki-yay Motherfucker!

Die Hard

18) Beverly Hills Cop (Martin Best, 1984)

O

gså succesen med Martin Bests Beverly Hills Cop fra 1985 betød, at idéen skulle afprøves med efterefølgere. Det blev derfor en trilogi, hvor især den tredje film fra 1990 skiller sig mærkbart ud som noget notorisk juks. Det sjoveste ved denne er George Lucas’ cameo-optræden. Det siger det hele. Her kan man virkelig mærke, at Murphy er ved at komme på karrieremæssig glatis. Men inden denne deroute skete, gav han os heldigvis en af de sjoveste cop-movies nogensinde … og tak for det! Og så gør han det jo – trods alt – fortrinligt som Donkey!

Beverly Hills Cop 1

19) Batman (Tim Burton, 1989)

F

ør Christopher Nolan kastede sig over Batmans dystre univers – i øvrigt med tre gennemført suveræne film som resultat – tog filmgotikkens mester (Tim Burton) fat i den kappeklædte hævner i 1989. Det resulterede i en vidunderlig og sort-humoristisk film, hvor Michael Keatons præstation som den maskeklædte helt sidder lige i skabet. Burton fulgte i 1992 op med den ditto suveræne Batman Returns. Desværre valgte man efterfølgende  at satse på Joel Schumacher til de næste to i serien, hvilket resulterede i pangfarvede MTV-mareridt, hvor henholdsvis Val Kilmer og George Clooney gav den som Batman i fadæserne Batman Forever (1995) og Batman & Robin (1997).

Batman

20) The Karate Kid (John G. Avildsen, 1984)

J

eg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har set John G. Avildsens The Karate Kid fra 1984 med Ralph Macchio, Elisabeth Shue og salig Pat Morita, men det er mange gange … rigtig mange. Det er filmen, der for mit vedkommende banede vejen for film med de tunge drenge i 80’ernes og 90’erns martial arts-bølge. Film med Steven Seagal, Dolph Lundgren, Oliver Gruner, Michael Dudikoff og Jean-Claude van Damme.

The Karate Kid



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.





  1. Peter Madsen

    Ganske habil liste! Dog ville jeg nok pille gyserne ud, og i stedet placere “Platoon”, “Full Metal Jacket”, “The Elephant Man” og “E.T.” på listen.


  2. Tak! Og de fire titler, du nævner, er skam planlagt til at gøre deres entré i et af de kommende indlæg. Indtil videre kommer der yderligere otte indlæg i serien, og “Platoon” og “E.T.” dukker nok allerede op i tredje del, der er klar sidst på ugen. Så don’t worry, bangebuks. ;-)


  3. Peter Madsen

    C’est moi! Og så vil Tom C. nok også blive sløjfet sammen med “Howard the Duck” til fordel for “A Fish Called Wanda” og måske sågar også “Coming to America”.


  4. Come on, der skal da være plads til Tom C.! Han er et Hollywood-produkt, man ikke kan komme udenom, han er en essentiel del af den velmiksede 80’er-cocktail! Og “Howard the Duck” … don’t get me started! Alene John Barrys soundtrack er jo hele filmen værd! Og dejlige Lea Thompson, og de fine cadeaus til periodens film og, og, og … det er kitsch, I know. Og så vil det glæde dig, at både “A Fish Called Wanda” og “Coming to America” naturligvis også er på min favoritliste. Ligesom “Cocktail” og “Top Gun” også er det, i øvrigt. ;-)



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>