Julen er krydret med mord og kriminalgåder, og i december sætter vi fokus på 24 klassiske Agatha Christie-romaner, der alle er (gen)udgivet af Rosenkilde & Bahnhof. En julekalender, der står i Agatha Christies tegn – og en julekalender, som forhåbentligt kan øge læseinteressen for én af genrens største forfattere!
I Døden kommer med posten (The Moving Finger), udgivet første gang i 1942, florerer en række ondsindede breve i landsbyen – breve, der er afsendt anonymt og som retter alvorlige beskyldningerne mod modtagerne. Politiet og Miss Marple får travlt med at optrevle mysteriet og finde frem til den anonyme brevskriver. Ikke mindst fordi, at dødsfaldene stiger og stiger!
Klik på Miss Marple i højre hjørne og download en komplet oversigt over Rosenkilde & Bahnhofs Agatha Christie-romaner!
Om romanen skriver forlaget:
Døden kommer med lydløse skridt…
Søskendeparret Jerry og Joanna Burton har slået sig ned i den fredelige landsby Lymstock, så Jerry kan komme sig efter et dramatisk flystyrt. Det første anonyme brev bliver leveret til dem, mens de sidder ved morgenbordet – et brev, der er stemplet lokalt, og som med bogstaver klippet ud af en avis retter en anonym beskyldning mod de to om at være et elskende par og slet ikke søskende.
Snart viser det sig, at mange flere i landsbyen har modtaget lignende ondsindede breve. Brevenes beskyldninger får katastrofale og dødelige følger, og politiet sætter alt ind i jagten på den anonyme brevskriver, men dødsfaldene griber om sig.
Miss Marple må atter en gang kaste sig ud i mysteriets løsning.