Og der lå de så! Side om side, lettere brugte. Gulnede sider, æselører og knækkede rygge … men stadig i live og med en herligt patineret glød, som man aldrig får med en kronisk personligheds-klinisk e-bog. 2x Cormac McCarthy til 5 kroner stykket lå lige der foran mig i kassen med kasserede biblioteksbøger. 2x Cormac McCarthy, der nu – inden længe – ville finde et nyt og kærligt hjem på mine boghylder. 2x Cormac McCarthy, der med det på ryggen tatoverede biblioteksnummer 83.8 fortalte, at det er the real deal. Ikke oversættelserne, men originalerne på engelsk. Herligt … og så til blot 5 kroner stykket, sweet!
Det har redet mig som en hæslig mare, at jeg ikke har fået læst The Road og No Country for Old Men, så det skal der rådes bod på nu. Og som billedet, der indleder indlægget indikerer, så stævner jeg ud med The Road, der modtog Pulitzer-prisen i 2007. Jeg vil læse romanerne back to back og samtidig gense Ethan og Joel Coens filmatisering af No Country for Old Men fra 2007 (anmeldt her) og John Hillcoats filmatisering af The Road fra 2009. To gensyn, jeg ser frem til.
Om skribenten
Jeg så The Road samme dag, jeg blev færdig med bogen. Det var en kæmpe fejltagelse. Filmen kunne slet ikke bære stemningen og de indre billeder, jeg gik til den med. Jeg har ikke set den siden og kommer aldrig til det igen. To runde tommelfingre nedad herfra:(
Bugger da også!
Dog synes jeg selv, at jeg er rigtig god til at skille læseoplevelsen fra filmoplevelsen. Jeg holder aldrig det ene op imod det andet. Nu er jeg halvt inde i McCarthys blændende roman, der jo læser sig gesvindt, og Hillcoats film står fortsat for mig som en meget stærk oplevelse. Ikke mindst pga. det fantastiske OST ved Nick Cave og Warren Ellis, men også grundet Javier Aguirresarobes dystopiske fotografering, der i den grad tryller et postapokalyptiske billede frem af et (følelses)koldt og gråt samfund.