Film

15. september 2010

5 meget hurtige (og meget korte) minianmeldelser med påklistret trailer

Solomon Kane (2009): Se den kun, hvis du har brug for at konstatere, at talent ikke er ækvivalent med genbrug. Filmen tager – som det er en betændt trend i tiden – afsæt i et tegneserieforlæg. Et tegneserieforlæg, som jeg (det indrømmer jeg gladelig) ikke er bekendt med. I filmen finder man Van Helsing, Pirates of the Caribbean, Robin Hood og The Lord of the Rings. Og så er det tydeligt, at man gerne ville have haft Hugh Jackman, men har måttet nøjes med dennes klon. Det er ikke en god film. Det er dog er heller ikke en decideret dårlig. Det er middelmådig metervare.

 

Remember Me (2010): En sød tuder af en film, der tvister handlingen i en – i hvert fald for undertegnedes vedkommende – uventet retning. Hjerteknuseren Robert Pattinson viser, at han mestrer andet end sin flegmatiske vampyrrolle i “Twilight” … han mestrer også at spille flegmatisk weltschmertz-plaget ung mand i “Remember Me”. Filmen har absolut sine momenter, og det er altid rart at se Pierce Brosnan i en rolle, hvor han ikke spiller op med sin sleske charme. Et andet plus er Chris Coopers tilstedeværelse. Han er dét ekstra krydderi, der altid gør en film interssant.

  

Parterapi (2010): Det værste ved “Parterapi” – udover dens fantastiske længde af 1 time og 42 minutter – er, at det er dansk komedie, når det er værst. Jeg spekulerede over, om instruktøren (Kenneth Kainz) mon havde glemt at være et smut forbi redigeringsrummet, men blot har smidt hele det tumultagtige filmvirvar i biografen og efterfølgende ud på dvd og Blu-ray. Den er syndigt lang og på ingen måder morsom … og det er individuelt, hvad man finder sjovt, I know. Denne slatne cocktail formåede blot at generere ét grin … og dette grin var i øvrigt større, da jeg så selvsamme sammenklippede sekvens i filmens trailer. Filmen er en fladpandet sovepille.

 

The Crazies (2010): Dette er en genindspilning, der rent faktisk fungerer. Indbyggerne i et søvnigt lillebysamfund bliver (grundet en forurening af deres vandforsyning) forvandlet til hjerteløse zombier, der slår ihjel for et godt ord. Smitten spreder sig som influenza på et plejehjem, og snart bliver militæret sat ind for at dæmme op for den uheldige udvikling. Timothy Olyphant – lillebyens sherif – finder sig ikke i denne autoritære magtanvendelse og går (for at redde konen) i clinch med tropperne. Lastbilen, der til sidst i filmen rider på bølgen af en atomsprængning, kunne de dog godt have sparet væk.

The Lovely Bones (2009): Peter Jackson bør måske holde sig for øje, at længde ikke modsvarer kvalitet. “The Lovely Bones” – der på mange måder er en interessant og helt sikkert smuk film – er også alt for lang … og langhåret. Der bliver proppet for meget New Age-filosofi ned over den stakkels film, som ellers i lange passager opbyder en intens og nervepirrende følelse af suspense. Desværre kvæles filmen af de handlingsforløb, der foregår i det hinsides, der er hovedpersonens nye sfære. Der skabes smukke billeder igen og igen, men de hindrer desværre ikke, at hovedet på et tidspunkt blev venner med brystet.



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.





  1. Måske lidt synd for James Purefoy at kalde ham Hugh Jackmans klon – jeg vil mene, han er en langt bedre skuespiller end Jackman. Purefoys portræt af Marc Anthony i Rome rangerer virkelig højt på min “bedste-HBO-perfomance-liste”, nok lige under Ian Mc Shane i Deadwood … Men indrømmet, Solomon Kane var ikke en videre interessant film.


  2. Det er heller ikke så meget Purefoys skuespil, som det var måden, hvorpå hans karakter blev iscenesat, der irriterede mig. Det mindede så meget om Jackmans præstation i “Van Helsing”, at det blot blev et yderligere irritationsmoment ved filmen. Men ja: Purefoy er en bedre skuepiller end Jackman, enig!


  3. Okay, du er tilgivet … hvis du giver mig en Star Wars kage.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *