Lars Saabye Christensen får sit litterære gennembrud med Beatles i 1984. Kim Karlsen er generationsromanens fortæller, der skriver sig igennem sit livs første halvdel med Liverpool gruppen som soundtrack. Der indledes med kapitlet I feel fine, men der er opbrud og omskiftelighed at spore i 60ernes samfund, i drengekroppe og drengesind. I Kim Karlsen, og i hans tre bedste venner. Efter en natlig svømmetur i brusende og stormende bølger lader Kim raseriet og forandringen få frit løb i et skrig: ”Efter kort tid var jeg helt pumpet. Jeg sank træt og lykkelig ned mod de våde sten. Jeg var helt tømt for lyd. Jeg havde skreget den ud, for første gang, nu var mit skrig, min sang på vej ud i verdensrummet, som en sputnik i kredsløb om jorden.”
Bly (1990) er opfølger til Beatles. 70erne er kommet, men opbrud og forandring hersker stadigvæk. Både i samfundet og i venskabet mellem John, Paul, George og Ringo – også kaldet Gunnar, Kim, Seb og Ola. Drengedrømmene om eget band og store lyse fremtider er udskiftet med realistiske muligheder og sorte udsigter. Den er et vemodigt omkvæd i mol, til den smukke og lovende sang, der begyndte i dur i Beatles.
Bisættelsen er Kim og de andre drenges svanesang. Det er livets efterår, det er rejsen gennem helvedes kredse, rejsen tilbage i tiden, tilbage i ukendte og endnu ikke udforskede områder af barndom, ungdom og voksenliv. Den er et eksperimenterende og formeksploderende da capo til de to første romaner. Et da capo som begynder med et hukommelsestab. Hvem er Kim Karlsen? Har han nogensinde kendt sig selv? Og har læseren nogensinde kendt denne eventyrer, denne spejlvendtsskrivende drømmer, som ville så meget, men nåede så lidt.
Det ubeskrevne blad fyldes nu på ny i trilogiens sidste bind. Fra verdensrummet tager Lunar Orbiter 3 billeder af verdens gang, af Kim Karlsen, som vi ikke kendte ham. Lydbølger farer frem og tilbage, de forsvinder aldrig helt, og skriget fra ungdommens svømmetur blandes med suk fra nutiden. En djævelsk fortæller fører os gennem disse helvedes kredse af ufortalte oplevelser – gennem ”alt det, der er slettet, skjult, forbigået, tilsidesat, redigeret, disse beskedne skyggespor…”, som vi ikke kender til. Og som man først ikke ønsker at kende til.
Det kræver tilvænning at læse om Kim gennem andre end hans egne ord, og det kræver tilvænning at læse sig igennem Saabyes nye og psykedeliske universer, hvor døde, levende og fantasifostre eksisterer side om side. Det er stadig Beatles, der spøger i baggrunden, når Kim tager på en mental `magical mystery tour´ med hvalrosser, tankeeksperimenter og tågede omgivelser. Og det er mordet på John Lennon, der som en magnet trækker de fire drenge, nu mænd, i samme retning, efter de i flere år har levet adskilt. Men det er bisættelsen af en af vennerne, der samler resten af gruppen til denne sidste optræden.
Gensynet med John, Paul, George og Ringo er bittersødt. Romanen oser af melankoli og til tider af klicheer i sprog og handling. Men det er Saabye, og det er SÅ godt. Enten følger man med i hele forløbet og accepterer, at Magical mystery tour er lige så god som I feel fine, ellers er man ikke en fan. I Beatles kan Kim, Gunnar, Ola og Seb ikke genkende `the fab four´, da Rubber soul udkommer. Noget er forandret. Deres lange hår skygger for øjnene, hvem er de?
Samme knugende fornemmelse sidder dybt i maven, når man indledningsvis læser Bisættelsen. Men følelsen forvandles til en klump i halsen, når man ser, at der bag de surrealistiske og psykedeliske toner stadig spiller den gamle melodi om opvækst, identitet og venskab. Efter et flyvsk eventyr lander Bisættelsen sikkert i den sorte norske litterære muld. Det er stadig Saabye, det er stadig Beatles, det er stadig Kim.
