1961 var året, hvor Truman Capotes roman – Breakfast at Tiffany’s – blev taget under kærlig og kyndig behandling af Blake Edwards. Hans filmatisering er ikke blot en af mine absolutte favoritter, men er også en af filmhistoriens mest vidunderlige kærlighedshistorier, der ikke kan andet end varme om hjertet. Og jeg indrømmer allerede nu, at der er flere scener, hvor jeg uvilkårligt kniber en tåre eller to, men det vender jeg tilbage til.
Playgirlen Holly Golightly – spillet af underskønne Audrey Hepburn – lever en tilværelse i New York, hvor mænd er rotter, ja endog superrotter, og hvor lykken er at blive gift med en millionær, der kan sikre hende et liv i sus og dus. Denne tilværelse vendes der dog op og ned på, da forfatteren Paul Varjak – spillet sublimt af George Peppard, der desværre senere blev fanget i rollen som John "Hannibal" Smith fra The A-Team – gør sin entre i lejlighedskomplekset på Manhattan.
Som den navnløse kat, Holly deler lejlighed med, (den hedder blot kat) føler hun sig også rod- og identitetsløs. Den evige festen natten igennem, de evindelige bejlere og natlige besøg af fremmede mænd, der har fået en tår over tørsten, er en tilværelse, Holly drømmer sig bort fra. Hun har styr på Amerikas rigeste mænd, og udser sig med kyndig mine en sådan af slagsen, hun håber, der vil gifte sig med hende. Dog ender det ikke sådan, og da hun senere erfarer, at han er gået bankerot, ja så er det trods alt ikke så slemt alligevel.
Alt imens Holly forsøger at støve en giftefærdig millionær op, bemærker hun ikke, at hendes nye forfatteroverbo er faldet pladask for hende. Hun har i stedet travlt med at lære portugisisk, da den brasilianske mangemillionær José Luis da Villalonga pludselig har udvist en udpræget interesse for hendes skønne figur. Dette ændrer sig dog ganske hurtigt, da Holly arresteres for at have forbindelser til mafiaen og være involveret i narkohandel, fordi hun besøger mafiabossen Sally Tomato i Sing Sing. Villalonga ønsker ikke sit navn og gode rygte forbundet med smuds, så han bryder forbindelsen med Holly, der igen må se sig foruden en giftelysten millionær.
Men alt ender naturligvis i fryd og gammen – intet Romeo og Julie over denne film – og Paul får da også sin Holly i en af Hollywoods skønneste slutninger, hvor begge står gennemblødt i en silende New Yorker regn, der aldrig er set magen til. Så hvis man ikke hører til gruppen af de specielt hårdhudede gutter, der lider af kronisk tilstoppede tårekanaler, så er dette en scene, hvor tårerne ganske snildt kan forlade ens øjne og efterlade sindige sneglespor på ens kinder – blot for at bruge en malende beskrivelse!
Men hvad er det, udover det fine skuespil og den dygtige instruktion, der gør denne film så ekstrem seværdig igen og igen og igen og igen? Hele filmen emmer af kærlighed, ikke i konkret genremæssig betydning, men i filmisk og håndværksmæssig. Man kan mærke, hvordan Blake Edwards elsker sit metier og ikke søger den letteste udvej, når han fortæller. Han giver os lange scener, hvilket ikke just er noget, der præger moderne film, og man dvæler uvilkårligt ved hver scene, hvert billede og suger atmosfæren til sig, der går lige i hjertekulen på enhver håbløs romantiker. Specielt åbningsscenen, hvor Holly en tidlig morgen står udenfor Tiffany’s i sin elegante kjole, og ingen anden på Manhattan endnu er oppe, er en scene, der brænder sig fast – vidunderlig, det er, hvad den er!
Og hvis dette ikke er nok, så er der også Henry Mancinis gennemførte score, der i øvrigt vandt en Oscar, hvilket sangen Moon River – som Mancini skrev med Johnny Mercer – også gjorde. En vidunderlig sang, der fremføres af Hepburn herself i en scene, man snildt kan gense et par gange.
Truman Capote forestillede sig i øvrigt Marilyn Monroe i rollen som Holly Golightly, men det er i dag svært at forstille sig en anden end Audrey Hepburn som den skønne festpige.
