Zombiemesteren over dem alle - George A. Romero - er tilbage med Diary of the Dead, der giver os masser af levende døde. George A. Romero er en garvet zombierotte, der med sin nye film beviser, at der endnu er liv i den genre, han for alvor brillerede med tilbage i 1968, da han instruerede Night of the Living Dead - zombieklassikeren over dem alle!
Det er i år 30 år siden, at Romero debuterede som instruktør med kultklassikeren Night of the Living Dead. Dette fejres med en ny zombieflick, der skriver sig ind blandt genrens bedre udspil. I Diary of the Dead følger man en gruppe filmstuderende, der flygter fra den eskalerende zombieplage, der hurtigere end nogensinde før forvandler døde mennesker til stift vandrende og målrettede dødsmaskiner.
Romero er samfundskritiker, og i Diary of the Dead er det medierne, der må stå for skud - samt forbrugerne af medierne, der er snart lige så zombieagtige som de reelle zombier.
Filmen opleves blandt andet gennem en filmstuderendes kamera, der i sin iver efter at dokumentere plagen antager en umenneskelighed, der mimer zombiernes. Devisen lyder, hvis det ikke filmes, så er det aldrig sket. Alt imens dødens svøbe opleves gennem kameraets linse som et distanceret fænomen, giver også fotografen køb på sin egen menneskelighed. Han hengiver sig til skabelsen af dokumentaren, der skal vække folk fra den zombieagtige medieafhængighed, de er døset hen i. Dilemmaet er dog, at han selv (for)bliver en del af denne afhængighed.
Interessant er det, at imens de døde genopstår og slår ihjel på må og få, så har folk mere travlt med at uploade film til YouTube, end de har med at overleve. Deres liv er blevet integreret med medierne, de er blevet omvandrende mediefetichister, omvandrende mediezombier, der ikke kan leve uden deres YouTube, Ipods, Internet, Tv og around the clock news updates.
Problemet er, at vi ikke længere lever for hinanden, vi lever for medierne. Konsekvensen af dette bliver på sigt, at vi bliver så fremmedgjorte over for hinanden, at vi bliver levende billeder på zombier, der zapper sig gennem livet og tilværelsen. Vi søger i stigende grad at blive konvergeret med medierne, at skabe en mediemenneskelig harmoni, hvor interaktionen mennesker imellem minimeres mest muligt. Debra – en af filmens hovedroller – siger blandt andet, at:
It's funny. You spend so much time resenting your parents, separating yourself, building your own life. But as soon as the shit hits the fan, the only place you want to go is home.
