Der er løbet meget vand i Clive Owens å, hans karriere har taget syvmileskridt, siden han spillede hovedrollen som journalisten Michael Deacon i Minette Walters-filmatiseringen Ekkoet – en krimi-miniserie i to dele fra 1998, der nu er udkommet på DVD fra Midget Entertainment.

Billy Blake – en hjemløs alkoholiker med hang til britisk lyrik fra William Blakes hånd – findes død i den velhavende Amanda Powells (Joely Richardson) garage. Hun påtager sig uden diskussion omkostningerne for kremeringen af Blake, der efter sigende døde af sult. Men hvorfor betale for kremeringen af en hjemløs, og rablende gal, alkoholiker, som hun ikke kendte? Dette spørgsmål sætter journalisten Michael Deacon (Clive Owen) sig for at finde svaret på, og åbner derved uforvarende for en gammel sag, der omhandler embedsmisbrug og mord.

Ekkoet er en BBC-produceret miniserie, der baserer sig på Minette Walters krimiroman af samme navn, og dens stil er (skrevet uden tilsigtet ondskab) typisk britisk. Lad os tage det mest irriterende først: Joely Richardson. Hendes præstation som medynksværdig femme fatale falder til jorden med et rungende brag. Hun emmer hverken af sex eller sensualitet, og hendes måde at spille psykisk svagelig bliver i længden trættende. Derimod leverer Clive Owen en habil indsats som den trenchcoat-bærende, cigaretrygende og detektivagtige journalist, der vækker mindelser om Sam Spade og deslige – dog uden at nå disse til sokkeholderne.

Der er en distinkt aura af noir-krimi over Ekkoet. Filmen, der foregår i London, er hyldet i en grå humørnedtryggende dis og Amanda Powell, der bor med udsigt til Themsens grumsede vande (og en fælt udført matte painting af Tower Bridge) får kaskader af ildelugt fra floden (???) sendt ind i hendes stuer. Årsagen til denne fæle stank, der forsøges kamufleret med friske roser og duftpinde, finder man ud af til sidst, hvis man da ikke allerede fra start lurer årsagen til, at hun altid har dørene på vid gab. Byen er i øvrigt konstant kold, våd og regnfuld som i en ægte film noir-krimi fra genrens velmagtsdage.

Men selvom disse klassiske krimi-elementer er til stede (og forlener Ekkoet med en hvis aura og krimi-charme) så er det også selvsamme elementer, der er med til at gøre den lettere uinteressant. Ekkoet er mestendels bygget op omkring genre-klicheer og stereotyper, som man nok vil have luret efter at have læst ovenstående præsentation – og disse benyttes ingenlunde på en fornyende eller forfriskende facon. Så selvom Owen har sin trenchcoat – og tænder den ene cigaret med den anden – så er der dog langt til Humphrey Bogarts kølige Sam Spade.

Til en søndag aften kan Ekkoet være ganske underholdende, men et hvilket som helst afsnit af Kriminalkommissær Barnaby eller Inspector Frost vil også kunne stille ens hunger efter britisk krimi – og det måske endog noget bedre! Ekkoet er med andre ord ikke stor krimikunst, men britisk metervare af den middelmådige slags.