|
I TMNT gør de muterede ninjapadder for første gang siden 1993 igen fællesfront mod ondskab og uretfærdighed i en spillefilm. Filmen er flot animeret, men er desværre både kold og charmeforladt!
Skildpaddernes indtog
Jeg var ti år gammel, da jeg blev venner med Leonardo, Donatello, Michelangelo og Raphael - de fire padder, der opkaldt efter Italiens store renæssancekunstnere giver den gas som veltrænede ninjamestre i kampen mod ondskab og uretfærdighed. Jeg fulgte trofast med i deres animerede eventyr, købte legetøjet og læste tegneserierne - jeg var en besat turtle-maniac! I år er det tyve år siden, at de antropomorfe teenageskildpadder første gang optrådte i animationsserien Teenage Mutant Ninja Turtles, der kørte over ti sæsoner fra 1987 til 1996. I 1990 så den første af i alt tre film biografens mørke, og i 2003 fik skildpadderne liv i en ny animationsserie, der pt. kører på sit fjerde år. Nu gør de muterede ninjapadder så deres entré i et computeranimeret eventyr, der for første gang siden 1993 igen forener de fire brødre i en spillefilm. En film, der er flot animeret, men som desværre både er kold og charmeforladt!
Fra centralamerikansk militærjunta til New Yorks monsterplagede gader
Med Laurence Fishburnes karakteristiske stemme føres vi ind i den handling, der tager sit udgangspunkt i Centralamerika. Master Splinter har sendt Leonardo til Centralamerika, hvor han skal opbygge evnerne som leder for de fire ninja turtles. Han lever en asketisk Robin Hood/Zorro-agtig tilværelse, hvor han hjælper indbyggerne i en landsby mod en hærgende og plyndrende militærjunta. Hjemme i New York er Leonardo savnet af sine brødre, der hver især har kastet sig over nye udfordringer. Michelangelo engagerer sig som optrædende skildpadde ved børnefødselsdage (han klæder sig endog ud som skildpadde), Donatello har sin egen hotline, hvor han hjælper folk med computerproblemer og Raphael giver den gas som nattens hævner, hvor han iført maske jager lovbrydere efter mørkets frembrud.
Det er en splittet og disharmonisk skildpaddegruppe, vi møder. Raphael føler sig svigtet og ladt i stikken af Leonardo, der i en ikke nærmere defineret periode har levet en selvransagende tilværelse i den centralamerikanske jungle, og problemerne bliver da heller ikke mindre, da Leonardo vender tilbage til kloakkerne i New York. Selvom Shredder - skildpaddernes ærkefjende - ikke længere er blandt de levende (eller er han mon alligevel?), så er Fodklanen stadig aktive som håndlangere for de onde og korrupte - denne gang mangemilliardæren Winters (Patrick Stewart), der måske er knapt så ond, som man skal forledes til at tro. Sammen med April O'Neil (Sarah Michelle Gellar) og den ishockeymaskebærende Casey, kaster de fire selvtægtsskildpadder sig ud i kampen mod monstre fra en hinsides dimension og Fodklanens ninjakæmpere - der er masser af power, men intet cowabunga!
TMNT: Teenage Mutant Ninja Turtles er en lunken omgang forloren skildpadde, der muligvis nok kan få nostalgien til at bølge gennem kroppen, men som ikke formår at generere indlevelse og interesse - desværre! Charmen er blevet barberet ned til et absolut minimum, og de rappe replikker imellem de fire skjoldbærere (som vi kender dem fra filmene) er sørgeligt fraværende. Man havde måske i sit stille sind håbet på, at folkene bag filmen havde taget universet seriøst, hvilket det fortjener, men man må i stedet konstatere, at filmen er et hult skildpaddeskjold, der runger af nonsens og hurtigt animerede kampscener uden den rette ninjasjæl.
Filmens force - foruden nostalgien - er klart de flot animerede scener, der forlener filmen med en hektisk dynamik. Dog vil jeg stadig mene, at den solide latex/gummidragt - som definerede de fire skildpadder i henholdsvis Teenage Mutant Ninja Turtles (1990), Teenage Mutant Ninja Turtles II: The Secret of the Ooze (1991) og Teenage Mutant Ninja Turtles III - var langt mere charmerende og personlighedsskabende - but that's just me!
Så selvom gensynet med de fire teenageskildpadder var herligt, så er filmens præmis (plottets overfladiskhed) desværre så ligegyldig, at man efterlades med følelsen af, at man netop har set et 84 minutter langt computerspil blive afviklet. Handlingen er tam, dialogen uden bid og skildpadderne er - som tidligere skrevet - uden charme! Vi må håbe på, at efterfølgeren, som der lægges kraftigt op til, vil have mere bid og turtlepower!
Det eneste "ekstramateriale" - der findes på DVD'en - er nogle få trailers samt muligheden for at vælge danske stemmer frem for engelske, men hvem vil det? For som DVD-coveret skriver, så er der "dansk for de små og engelsk for de rå". Det danske stemmecast består bl.a. af Sofie Lassen-Kahlke, Robert Hansen, Lars Mikkelsen og Ulf Pilgaard.
|
Ekstramateriale på denne DVD-udgave: |
|
![]() |
|
