Nogle gange stiller man sig selv følgende spørgsmål: Hvorfor har man ikke tidligere fået set denne film? Præcis dette spørgsmål stillede jeg mig selv i går aftes, da jeg så Lasse Hallströms What’s Eating Gilbert Grape? Ja, hvorfor ikke? Når man tager følgende tre nedenstående punkter i betragtning, så kan det undre én, at jeg først seksten år efter filmens tilblivelse har taget mig sammen til at få den set – og det endog til trods for, at jeg i to år har haft filmen stående på hylden!
1) Jeg har altid nydt et godt Hallström-opus.
2) Jeg er en stor beundrer af Johnny Depp.
3) Jeg er en ditto stor beundrer af Leonardo DiCaprio.
Men selvom What’s Eating Gilbert Grape? netop er et Hallström-opus, hvor både Johnny Depp og Leonardo DiCaprio medvirker, så har jeg altså først nu fået set filmen. Og filmen er, må jeg med glæde konstatere, en lille solstråle, hvor især DiCaprio brillerer. Han blev da også ved Oscar-uddelingen i 1994 indstillet til den gyldne statuette i kategorien Bedste Mandlige Birolle. Oscaren gik dog i stedet til Tommy Lee Jones for dennes præstation i action-thrilleren The Fugitive, der heller ikke er dårlig – hverken filmen eller Jones’ præstation.
Vi befinder os i den lille udørk Endora, hvor familien Grape lever et relativt stillestående og knapt så indholdsrigt liv. Årets store tilbagevendende begivenhed for Gilbert (Depp), og dennes mentalt underudviklede lillebror Arnie (DiCaprio), består i at byde de campister velkommen, der alligevel blot kører igennem den lille flække uden at sagtne farten en tøddel. Ingen gider bruge tid i byen, der da også bliver mindre og mindre. Blandt andet takket være det store nye indkøbscenter Foodland, der presser Endoras lille købmand (hvor Gilbert arbejder) økonomisk til det yderste. Gilberts liv cirkler om tre ting: 1) At tage sig af familien 2) At varetage sit arbejde hos købmanden og 3) At være gigolo for Betty (Mary Steenburgen), der altid skal have bragt varer ud, når hendes mand er på arbejde. Så er der nemlig tid til – og mulighed for – lidt hurtig hygge henover køkkenbordet.
Familien Grape består, udover de to brødre, af søstrene Ellen og Amy samt den (mildt sagt) lettere korpulente mor Bonnie, der for stedse er strandet i familiens sofa med fjernbetjening i den ene hånd, mad i den anden og en tændt smøg dinglende i munden. Familiens patriark har taget sig selv af dage, han hængte sig i kælderen, og befordrede dermed den ellers smukke Bonnie ind i et limbo af trøstespisning, der forvandlede hende til (som Gilbert selv siger) en hval.
Filmen centrerer sig primært omkring brødrenes forhold. Gilbert er den beskyttende fadersubstitut, der tager Arnie under sine vinger – også selvom det er et krævende arbejde, der tærer på ham. Gilbert føler en udlængsel, han vil væk fra Endoras snævre rammer, men føler sig også bundet til byen pga. familien. Gilberts verden ændrer sig radikalt, da én af de mange campingturister ufrivilligt må gøre holdt i byen, da deres bil bryder sammen.
Ind på scenen træder Becky (Juliet Lewis), der tager Gilbert med storm. Hun er berejst, hun er også (trods sin unge alder) livsklog og hun får Gilbert til at se på verden og livet på en ny måde. Der er muligheder overalt, blot man griber dem. Hun ser familien Grape som mennesker og ikke (som resten af byen) som en flok særlinge, der har forskanset sig langt ude på landet. Becky bebuder forandring for Gilbert og forandringen, ja den udebliver da heller ikke.
What’s Eating Gilbert Grape? er en hjertevarm film, der indleder en lang række af lignende Hallström-film, der er smukke, rørende og dramatiske. Tænk blot på sådanne perler som The Cider House Rules (1999), Chocolat (2000), The Shipping News (2001) og An Unfinished Life (2005). Præstationerne fra Depp og DiCaprio er suveræne, og det er altid dejligt at opleve John C. Reilly – denne gang som Gilberts godmodige ven Tucker Van Dyke. Se filmen og bliv bekræftet i, at Hallström laver smukke film, at både Depp og DiCaprio allerede tidligt i deres karrierer var talentfulde skuespillere og at det blot er et spørgsmål om (kort) tid, førend begge bliver beriget med en Oscar-statuette.
En lille sjov slutbemærkning er, at jeg i formiddags så et afsnit af animations-satireserien American Dad!, der netop parafraserer What’s Eating Gilbert Grape?. Det er da et pudsigt sammentræf.
