Sjov & Leg

27. juli 2015

A Gift. A Curse. A Destiny: Spider-Man fra Funko er COOL!

His greatest battle begins!

Superhelteuniversene har kronede dage i disse år, og de mange helte fra Marvel og DC får nyt liv på film og i tv-serier, hvor den ene produktion efter den anden overgår hinanden i spektakulære, visuelle effekter. Det er guf for eventyr- og actionglade filmfans, der kan svælge i det ene superhelteepos efter det andet samt – hvilket er nok så vigtigt – supplere samlingen med figurer af favoritheltene!

10

En af Marvels mest populære superhelte er Spider-Man aka Peter Parker, der siden 1962 har svunget sig i sine edderkoppespindslianer. Han blev opfundet af Marvel-ikonet Stan Lee og Steve Ditko, og de senere år har man kunnet opleve ham i fem store produktioner: Sam Raimis Spider-Man-trilogi (2002, 2004 og 2007), hvor han spilles af Tobey Maguire, samt i Marc Webbs to The Amazing Spider-Man-film (2012 og 2014), hvor det er Andrew Garfield, der spiller superhelten med tingling spider senses.

9

Det er den pt. sidste film i rækken, som Funko har bygget denne Spider-Man-figur fra 2014 op omkring: Han er såkaldt bobble head, der med knyttede næver er klar til at tage kampen op imod den fæle Electro, der er én af skurkene i Webbs anden film. Med brystet skudt godt frem, samt et bistert blik rettet mod misdæderen, vil han give ham kamp til stregen – og hvis Spidey er én af favoritheltene fra de herligt kulørte og eventyrlige superhelteuniverser, så er denne lille og 10 centimeter høje udgave af den 53 år gamle helt en fin figur at supplere sin samling med.

Så imens vi venter på, at Spider-Man-franchisen bliver rebootet for anden gang i 2017, hvor Jon Watts er blevet placeret i instruktørstolen, og Tom Holland skal spille Spider-Man / Peter Parker, kan man glæde sig over denne lille, fine og actionparate Funko-figur, der tager sig smuk ud ved siden af ens film og tv-serier med spindler-helten.

Funko Pop - Spider-Man

PRODUKTINFORMATION

Navn/type: POP! Marvel #45 / Spider-Man (Bobble-Head)
Producent: Funko
Materiale: Hårdt plast
Størrelse: 10 cm høj
Alder: Anbefales af producenten fra 3 år
Link: Funko.com / Gucca.dk / Funko Scandinavia Newz
Sponseret af: Wendros.se

Gucca-logo



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *