Sjov & Leg

19. december 2016

ANBEFALING: Leg og lær, syng og tegn … tre fantastiske Shufflebooks!

shufflebooks

Det er december, og julen har længe stået for døren. Så hvorfor ikke byde den ind i varmen til hygge med sang, tegn og bogstavleg? Her skal vi se nærmere på tre fine SHUFFLEbooks, der nok skal aktivere børn og forældres fantasi og legeglæde! Og jeg kan lige så godt skrive det allerede her: Disse SHUFFLEbooks burde være at finde på alle børneværelser!

shufflebooks-fiktion-kultur-1 shufflebooks-fiktion-kultur-6

SHUFFLEbook: Kom og syng med os – Til de store er en nyttig og behjælpelig sag at have ved hånden, når man skal have genopfrisket mange af de børnesange, der muligvis er gledet i glemsel. Boksen byder på 29 sangklassikere til børn i aldersgruppen 4 til 7 år, og de er – vanen tro – trykt på lækre og tykke papkort, der egner sig fortrinligt til ivrige børnefingre.

For denne udgaves vedkommende med illustrationer af Phillip Bjørvig, der på smukkeste vis ledsager de 29 sange, som nok skal kunne give timevis af fornøjeligt samvær! Og hvis man har små børn, så findes der naturligvis også en udgave til dem!

shufflebooks-fiktion-kultur-3 shufflebooks-fiktion-kultur-2

Med Kom og stav med os – ABC har man den perfekte SHUFFLEbook til bogstavlege, og man lærer alfabetet på en sjov og underholdende måde. De enkelte bogstaver er trykt på begge sider i deres store og små udgaver, og der er både fine illustrationer ved Line Rom Lange og små rim og remser, der er skrevet af Iben Harboe.

Disse rim og remser er bygget op omkring det bogstav, der er det pågældende korts fokusbogstav – en god måde for børnene at se bogstaverne anvendt på. Det kunne være fint, hvis man også kunne købe en SHUFFLEbook, der havde fokus på tal.

Der er timevis af underholdning gemt i disse fantastiske SHUFFLEbooks, der på fornem vis involverer børnene aktivt i sang- og aktivitetslegene, og som stimulerer dem visuelt med de meget fine illustrationer, der er blevet udfærdiget til kortene.

shufflebooks-fiktion-kultur-4 shufflebooks-fiktion-kultur-5

Hvis man som jeg har en kreativ tegneåre, der ikke træder helt så tydeligt frem, som man gerne ville have, at den skulle, så er Tegn med tal – Dyr en fantastisk SHUFFLEbook at investere i. Her tegner man dyr ved hjælp af tal, der er afbilledet på hvert enkelt af de 29 kort, boksen består af.

Som voksen er det herligt at sidde sammen med børnene og tegne, og det styrker fantasien på en måde, så man anspores til kreere det ene dyr efter det andet! Boksen henvender sig til børn i alderen 5 til 10 år og den kan, når man har styr på dyrene, opgraderes til Tegn med tal – Ansigter, der har de 6 til 12-årige i fokus. Tegningerne til begge udgaver er i øvrigt leveret af Peter Frank.

De fine SHUFFLEbooks kan lige sluses ind i reolen blandt de øvrige og mere traditionelle børnebøger, og samlet henvender de sig til en yderst elastisk aldersgruppe, der angives fra 0 til 100 år. Og det giver skam god mening. For hygge og sang er noget, man aldrig bliver for gammel til.

Hvis man vil købe et eller flere af disse bokssæt, hvilket jeg kun kan anbefale, at  man gør, så kan man besøge SHUFFLEbooks hjemmeside ved at følge linkene i dette indlæg. Her kan man også  se de mange andre SHUFFLEbooks, der findes, og man kan læse nærmere om, hvilke sange boksene indeholder samt finde vejledning og information.

 

shufflebook



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>