ANBEFALING: “Vickys vilde verden”

“Vickys vilde verden” er én af de bedste bøger til naturinteresserede børn, der er udkommet i mange år. Den – og Anders Kofoeds “Store bog om naturen” – viser, at den danske natur i sin helt egen ret er et fantastisk sted med fantastiske væsner. Naturen er andet end savanner, jungler, regnskove og eksotiske dyr, der har det med at blive overeksponeret. Den nære natur er fyldt med eventyr og mirakler, og at se en hugorm eller et egern eller et skovfirben er en kæmpe oplevelse, der kan give et sug i maven af glæde og spænding.

Det vrimler med liv i vores haver, parker og skove. Ved stranden og engen, i søerne, åerne og gadekærene. Der er liv overalt, og bogen præsenterer den danske naturs vilde, smukke, dramatiske, særegne, utrolige, fantastiske og forunderlige dyr og planter på en sådan måde, at man fortaber sig i tekst, tegninger og fotos.

Selv bruger jeg bogen til højtlæsning, hvor mine piger hver morgen skiftes til at vælge et dyr eller en plante, de gerne vil høre om: I morges valgte den yngste eksempelvis at høre om den syvplettede mariehøne, der – som de fleste ved – kan udskille et gulligt sekret, når man tager den op. De fleste siger, at mariehønen tisser, men i virkeligheden er det ikke tis, men blod … dér blev vi alle klogere, og en myte blev slagtet. Og den ældste har i øvrigt valgt, at vi i morgen skal læse om den spættede sæl (for den er nemlig nuttet!).

Vicky Knudsen er en formidabel formidler af fauna og flora, og hun præsenterer med vid og bid (med lidenskab og humor) 123 forskellige plante- og dyrearter, man kan møde i den danske natur … hvis man ellers løfter øjnene fra mobiltelefonen! Hun er uddannet biolog, så der er fin dækning på kontoen, når vi taler faglighed. Hun er også naturformidler, foredragsholder, dyreekspert, turleder, nørd, ornitolog og – ikke mindst – en fortræffelig naturfotograf!

Vicky Knudsen er også værd at følge på de sociale medier, og Facebook-siden Vicky Knudsen – fuglemandssnak burde stå som et lysende eksempel på, hvorledes man i disse postfaktuelle tider kan formidle lidenskabeligt såvel som fagligt.

Lad følgende fem ord efter kolonet være mine sidste: Køb bogen til dine børn.

Vickys vilde verden kan købes hos SAXO: KLIK