Anderledes antikonform bukdahlsk bogstavsjonglering … et (mit!) pro-Bukdahl-læserbrev i dagens udgave af Weekendavisen.

Ang. det svadaagtige (og gammelkendte!) udfald mod Lars Bukdahl i WA nr. 22.

Vabler er ubehagelige. De svier, brænder og ætser hul i huden. Hvis man har haft dem længe nok, så bliver man knotten. Vabler kommer ofte, når man går i sko, der er for små. Hvis man vil undgå vabler, kan man – og det tilrådes – forsøge at hoppe i sko, der er større. Det er ikke sundt at gå i sko, der er for små.

At man ikke forstår, hvad der står, at ordene danser rumba og sætningerne tango, betyder jo ikke, at de ikke betyder noget. Det betyder blot, det må man forstå, at man åbenbart ikke forstår, hvad der står. Men at forstå, hvad der står (det forstås!) kræver, at man har et ønske om at forstå.

Anderledes antikonform bukdahlsk bogstavsjonglering, cykleenergiske cancan-sætninger, d(sk)rives dampende – elegant enigmatisk (fandenivoldsk fornemt, graciøst givende) – hjertebankende hidsigt, ildsjælsagtigt inspirerende. Jamrende jeremiader – kritikeren konfuskritiseres – lader læseren (maksimalt måbende) nedstirre neandertalerens opportunistiske ordamøberis perfidpædagogiske patinabetragtninger – qua quiltede ramasjangsprogsrytmers rædderlighed (!) – som sommerdelirium. Tossegod trivialkritik (undfanget uinspireret) varsler væmmelig wc- og wienerbrødslitteratur: XL xanthippe-holdninger yngler yppigt, zombieagtigt zepperlinerstort. Ækvilibristiske æstetiskeksperimenter ønskes øjeblikkeligt, åndsfortærende åreknudelitteratur/kritik…!?