Anders And & Co. nr. 4 – 2015

Monstre, boksende kænguruer, samlermani og en yderst genstridig (og kradsende!) kat er noget af det, du kan læse om i det nye nummer af Anders And & Co. Så glæd dig!

I Red den lille kænguru stiller Anders op i en boksekamp mod en kænguru. Han taber med et brag og må hjem i sengen og ligge. I mellemtiden finder Rip, Rap og Rup ud af, at arrangøren af kænguruboksekampene, Sonny Snydstrup, er en fæl stodder, der har fanget og bortført den stakkels kænguru fra sine venner og familie i Australien. Nu påtager de tre gæve nevøer sig den opgave, at få kænguruen ud af kløerne på Snydstrup, så den igen kan blive genforenet med sin familie i landet down under.

I Du gådeste-historien Tyv på galleriet forsøger Mickey og Snus at finde ud af, hvem der har stjålet to ringe til en værdi af tusindvis af kroner. Og vanen tro, så lurer Mickey hurtigt, hvem der er tyven.

I Katteliv kradser Andersines kat i alt, hvilket hun er godt træt af. Men da Anders forsøger at tugte den med en sammenrullet avis, råber hun alligevel stop. Der må være andre metoder. Men selvom hun sætter sin lid til en kattepsykolog, så bliver det Kylle, Pylle og Rylle, der finder en fornuftig løsning på problemet.

En uge med snerydning byder på masser af det, vi ikke har haft særligt meget af denne vinter, nemlig sne. Faktisk så meget, at Anders er godt træt af at skulle ud og skovle hver eneste dag. Det er altid herligt at genlæse Al Taliaferos klassiske Anders And-historier.

Hvem skulle have troet, at altid fornuftige og rationelle bedstemor And led af samlermani? Men jo, det gør hun! Og i Samleren finder vi ud af, at hendes hestestald bugner med gamle ting, tingeltangel og ragelse. Men kan hun mon skille sig af med det på loppemarkedet? Nej, for de gamle ting er IKKE ragelse, men minder.

I Fedtmules monster viser Fedtmule sig fra sin hidsige side, da han kommer et “monster” til undsætning, der er blevet taget til fange af en gruppe mænd, der vil afsætte det til zoologisk have. Det finder Fedtmule sig ikke i, og han stikker fluks af med “monsteret” – eller er det mon omvendt? – så han kan gemme det fra pøbelopstanden. Første tror Fedtmule, at det venligtsindede “monster” kommer fra det ydre rum, men det viser sig, at det bor meget tættere på.

Andersine har hyret Anders til at stå i køkkenet. Han skal stå for den gallamiddag, som hun arrangerer for Damernes Klub. Det viser sig at blive En flyvsk fest, da Anders ved en fejl kommer til at forveksle Georg Gearløs’ fyrværkeripulver med krydderier. Der kommer gang i festen, kan I tro!

Hvem får retten til at bygge det nye rådhus i Andeby,  Guld-Iver Flintesten eller onkel Joakim? I Kryb, kryb, kryb bruger Flintesten vanen tro beskidte kneb for at få byggekontrakten i hus, men takket være Anders, ender det hele – naturligvis! – til Joakims fordel.

Dette nummers sidste historie – En svampet oplevelse – er med Rip, Rap og Rup. Grønspætterne får besøg af den store L.A.P.S. (Lettere Arrig Pertentlig Synsmand), og derfor har stormogulen travlt med at pudse sine medaljer, så han kan tage sig flot og skinnende ud til besøget. Desværre ender det med at blive en noget våd og mudret oplevelse for de tre grønspætter, der ikke efterlader det bedste indtryk hos den store L.A.P.S.

Hvis man gerne vil tegne abonnement på Anders And & Co. – samt læse nyheder fra Andeby (og hvem vil ikke det?) – så kan man trykke på ikonet i øverste højre hjørne – så bringes man fluks videre til Andeby.dk.

Anders And & Co. 3 – 2015 Anders And & Co. 5 – 2015

HISTORIEOVERSIGT & FORSIDE:

1 – Red den lille kænguru (Anders And)
Historie: Pat & Carol McGreal / Tegninger: Marco Rota / Oversættelse: Heidi Skriver Olsen
2 – Tyv på galleriet (Du gådeste)
Historie: Mette Hald / Tegninger: Miguel / Oversættelse: Heidi Skriver Olsen
3 – Katteliv (Anders And)
Historie: Evert Geradts / Tegninger: Pablo Reche & Comicup Studio / Oversættelse: Naja Møllmann-Ibsen
4 – En uge med snerydning (Anders And)
Historie: Bob Karp / Tegninger: Al Taliafero / Oversættelse: Naja Møllmann-Ibsen
5 – Samleren (Bedstemor And)
Historie: Sarah Kinney / Tegninger: Bernado / Oversættelse: Henning Frøjk Nørby Nielsen
6  – Fedtmules monster (Fedtmule)
Historie: Byron Erickson / Tegninger: Oscar Martin / Oversættelse: Maya Åstrup
7 – En flyvsk fest (Anders And)
Historie: Olaf Moriarty Solstrand / Tegninger: Ferioli / Oversættelse: Henning Frøjk Nørby Nielsen
8 – Kryb, kryb, kryb (Onkel Joakim)
Historie: Jan Kruse / Tegninger: Sander Gulien / Oversættelse: Naja Møllmann-Ibsen
9 – En svampet oplevelse (Rip, Rap & Rup)
Historie: Jose Beekman / Tegninger: José Antonio Gonzáles & Comicup Studios / Oversættelse: Naja Møllmann-Ibsen

Anders And & Co. nr. 4 - 2015 (stor)

INFO OM UDGIVELSEN:

Årgang: 67
År: 2015
Nummer: 4
Udgivelsesdato: 22. januar
Pris: 28,95,-
Størrelse: B5 (170mm x 260mm)
Sideantal: 50
Udgiver: Egmont Publishing
Omslag: Michel Nadorp
Land: Danmark
Sprog: Dansk
Type: Ugemagasin/serieblad
Links: I.N.D.U.C.K.S. / ComicWikiAndeby.dk / Oversigt / Walt Disney Universet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.