Comics

23. oktober 2014

Anders And & Co. nr. 43 – 2014

Anders And & Co - 2Ugens faste dosis Andeby byder på 6 historier – og vi kommer vidt omkring, kan I tro. Anders mister hukommelsen og er – som altid – oppe at tottes med naboen Knahrvorn. Georg Gearløs har mistet evnen til at opfinde, onkel Joakim får en dårlig tomathøst og Sorteper og Lusk bliver ophøjet til guder. Jo, der sker ting og sager i dette års treogfyrretyvende nummer af Anders And & Co.

Stakkels Anders! Bedst som han går og fortæller sine nevøer om alle de herlige eventyr, livet på det åbne hav byder på, rammes han klokkerent af en taljeblok. Da han kommer til sig selv, har han mistet hukommelsen – og tror, at han er den fuldbefarne matros Sorte Gert. Dette resulterer i, at ungerne sætter alle sejl til for at få overbevist deres onkel, der er stævnet ud som matros på et fragtskib, at han ikke er matrosen Sorte Gert. Men læs historien Sort Gert og find ud af, hvad der videre sker med altid uheldige Anders.

I Du gådeste-historien En uægte vandrer har en bankrøver sneget sig med på Mickeys vandretur. Han skjuler sig godt, men Mickey er på sporet – kan du, kære læser, mon også finde ham?

I Anders And-historien Lydmuren står der igen nabofejde på menuen. Endnu en gang har Anders og Knahrvorn set sig godt og grundigt sure på hinanden, og de gør alt hvad der står i deres respektive magt for at være så generende og højrøstede som muligt. Det går ungerne voldsomt på nerverne, der allierer sig med Georg Gearløs for at få sat en stoppe for de voksnes larmende skærmydsler!

I Verdens bedste opfindelse har Georg Gearløs mistet evnen til at få idéer, til at opfinde. Og det er jo en skidt ting at miste, når man lever af at opfinde. Ikke mindst for Andeby, som i mange år har levet godt af hans opfindelser. Derfor beslutter et enstemmigt byråd med borgmesteren i spidsen sig for, at Georg skal på et krydstogt, så han kan finde roen og dermed også evnen til at opfinde. Men krydstogtet bliver alt andet end roligt, og Georg må pludselig se sig selv strandet på en øde ø!

I onkel Joakim-historien Ikke flere opgraderinger gør den nævenyttige Dyveke van Rappen grin med onkel Joakims antikverede måde at bedrive børshandel på. Dette finder den gode mangemilliardær sig naturligvis ikke i, og han allierer sig fluks med Georg Gearløs og dennes bærbare, talende børs-mægler-meteorolog-computer, der går under navnet Mentor! Der skal dog en fejlslagen investering til, førend alt bliver godt. Men så bliver det også rigtig godt, og Dyveke von Rappen får en lang næse … eller et langt næb, vel rettere.

Dette nummers sidste historie er Mickey Mouse-historien Den sande hersker. Sorteper og Lusk er på flugt fra politiet og skjuler sig i det tropiske Mayazteka. Her har man netop gjort et unikt arkæologisk fund – en gudestatue, der ligner Sorteper på en prik! Sorteper er ikke sen til at udtænke en plan, der involverer statuens lighed med ham selv, og pludselig tilbeder alle den snu forbryder – lige indtil en endnu mere snu mus gør sin entré og (sammen med Fedtmule) sætter en effektiv stopper for forbrydernes gesjæfter.

Hvis man gerne vil tegne abonnement på Anders And & Co. – samt læse nyheder fra Andeby (og hvem vil ikke det?) – så kan man trykke på ikonet i øverste højre hjørne – så bringes man fluks videre til Andeby.dk.

Anders And & Co. 42 – 2014 Anders And & Co. 44 – 2014

HISTORIEOVERSIGT & FORSIDE:

1 – Sorte Gert (Anders And)
Historie: Paul Hoogma / Tegninger: Sander Gullen / Oversættelse: Naja Møllmann-Ibsen
2 – En uægte vandrer (Du gådeste)
Historie: Gorm Transgaard / Tegninger: Miguel / Oversættelse: Heidi Skriver Olsen
3 – Lydmuren (Anders And)
Historie: Byron Erickson / Tegninger: Noel Van Horn / Oversættelse: Maya Åstrup
4 – Verdens bedste opfindelse (Georg Gearløs)
Historie: Paul Halas / Tegninger: Ferioli / Oversættelse: Naja Møllmann-Ibsen
5 – Ikke flere opgraderinger (Onkel Joakim)
Historie: Lars Jensen / Tegninger: Fabrizio Petrossi / Oversættelse: Anne-Maria Sigbrand
6 – Den sande hersker (Mickey Mouse)
Historie: Didier le Bornec / Tegninger: Ferioli  / Oversættelse: Maya Åstrup

Anders And & Co. nr. 43 - 2014 (stor)

INFO OM UDGIVELSEN:

Årgang: 66
År: 2014
Nummer: 43
Udgivelsesdato: 23. oktober
Pris: 26,95,-
Størrelse: B5 (176mm x 250mm)
Sideantal: 52
Udgiver: Egmont Publishing
Omslag: Ulrich Schröder
Land: Danmark
Sprog: Dansk
Type: Ugemagasin/serieblad
Links: I.N.D.U.C.K.S. / ComicWikiAndeby.dk / Oversigt / Walt Disney Universet



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *