Comics

26. maj 2014

Anders And Ekstra nr. 5 – 2014

Anders And & Co - 2Anders And Ekstra nummer 5 står igen i Don Rosas tegn, og de fire første historier ud af dette nummers i alt seks historier er helliget Rosa – herligt! Og forsiden er jo en plakat værdig! Man forstår godt, at Onkel Joakim skærer tænder – det er jo trods alt en betragtelig sum, musen er ved at sætte til livs.

Når man når til vejs ende i dette nummer, når alle 6 historier og 50 sider er læst, støder man på en reklame for Don Rosas Samlede Værker, der udgives af Egmont Publishing og forhandles af Faraos Cigarer. Og hvis man er Andeby-fan i almindelighed (og Don Rosa-fan i særdeleshed) så er dette en bogudgivelse, man bør investere i. Men det kan du læse meget mere om her, hvor jeg har anmeldt første boks, der består af 3 bind.

I første historie – En vild pjækkedag – får Rip, Rap og Rup deres sag for, da de vælger at pjække fra skole. Hvad der skulle have været en hyggelig dag med fiskeri, biograftur, svømmetur og baseballkamp ender med at blive en stressende og yderst hektisk fornøjelse for de tre, da de hele tiden støder på Anders – der jo helst ikke skal opdage, at de ikke sidder med næbbene i skolebøgerne.

I Streng opdragelse, der også er en Anders And-historie, som tager udgangspunkt i skolegang og uddannelse, er de tre nevøer igen ude med riven – de må ikke komme med ud at sejle, men skal passe deres skole, siger Anders. Det er naturligvis ikke noget, der huer de hittepåsomme grønspætter, og da de finder Anders’ gamle karakterbøger på loftet, ja så får de pludselig et es i ærmet, de kan afpresse deres “veluddannede” onkel med. Og hvem er det mon, der til slut i historien ender med næbbet i postkassen?

I den korte Onkel Joakim-gaghistorie Georgs forbryderfælde har Georg Gearløs udviklet en maskine, der er lige lovligt hårdtslående, hvilket et stakkels medlem af Bjørne-banden får lov til at smage.

I den efterfølgende Georg Gearløs-historie Rottefængeren fra Andeby, der i øvrigt tager afsæt i en idé af Carl Barks (mere om det i Don Rosas Samlede Værker), beder Onkel Joakim Gearløs om at opfinde noget, der kan fjerne alle rotter i Andeby for bestandigt. Vanen tro har  Gearløs en fantastisk idé, og efter en nats arbejde har han opfundet en duft, der kan lokke alle mus og rotter ud af byen. Om musene og rotterne forsvinder, ja det må I læse jer frem til – men det kommer til at gå hårdt ud over stakkels frøken Rappesen og pengetanken på Bilbremsebakken.

Det er blevet sommer i Mickey Mouse-historien Hvor blev vandet af?, og Andeby-borgene står pludselig uden vand. Ved et rent tilfælde, der involverer nogle lettere sure bjørne, finder Mickey og Fedtmule ud af, hvorfor der ikke er vand i hanerne i Andeby – og vupti, problemerne er løst. Men tag nu ikke hjemmefra med vandhanen åben… det ender altid med en våd fornøjelse!

Dette nummers sidste historie – Rip, Rap og Rup-historien Hård sommerstraf følger op på skolegangs-temaet fra de to første Don Rosa-historier. En lettere harmløs spøg på den sidste skoledag før sommerferien får konsekvenser for Rip, Rap & Rup, der bliver skibet af sted til Andeby Kostskole – nu skal der sættes skik på dem, mener Anders. Desværre viser det sig, at kostskolen styres med hård hånd af Arkibald Leopold den Fjerde, der gør livet surt for de tre nevøer. Ja, og så er det ikke let at levere topkarakterer, når de tre hele tiden skal agere tjenere for snobben Arkibald… der naturligvis bliver sat på plads!

Alle lydord i dette nummer er i øvrigt udført af Mette Ehlers, og hvis man gerne vil tegne abonnement på Anders And Ekstra – samt læse nyheder fra Andeby (og hvem vil ikke det?) – så kan man trykke på ikonet i højre hjørne, der fluks bringer én videre til Andeby.dk.

Anders And Ekstra 4 – 2014 Anders And Ekstra 6 – 2014
HISTORIEOVERSIGT & FORSIDE:

1 – En vild pjækkedag (Anders And)
Historie & tegninger: Don Rosa / Oversættelse: Niels Søndergaard
2 – Streng opdragelse (Anders And)
Historie & tegninger: Don Rosa / Oversættelse: Niels Søndergaard
3 – Georgs forbryderfælde (Onkel Joakim)
Historie & tegninger: Don Rosa / Oversættelse: Thomas Schrøder
4 – Rottefængeren fra Andeby (Georg Gearløs)
Historie & tegninger: Don Rosa / Oversættelse: Thomas Schrøder
5 – Hvor blev vandet af (Mickey Mouse)
Historie: Paul Haas / Tegninger David / Oversættelse: Anne-Maria Sigbrand
6 – Hård sommerstraf (Rip, Rap og Rup)
Historie: Sune Troelstrup / Tegninger: Marsal / Oversættelse: Anne-Maria Sigbrand

Anders And Ekstra - 5 (2014)

INFO OM UDGIVELSEN:

Årgang: 38
År: 2014
Nummer: 5
Dato: 26. maj
Pris: 31,95,-
Udgiver: Egmont Publishing
Links: I.N.D.U.C.K.S. / ComicWikiAndeby.dk / Oversigt / Walt Disney Universet



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *