Comics

30. juni 2014

Anders And Ekstra nr. 6 – 2014

Anders And Ekstra Logo - 1

Anders And & Co - 2Så er det igen blevet tid til Anders And Ekstra, og i dette årets sjette nummer får vi 4 historier, hvoraf den ene er den 28 sider lange Carl Barks-klassiker Farligt møde aka Dangerous Disguise fra 1951. Og det er naturligvis Barks, vi lægger ud med.

I Farligt møde, der første gang blev trykt i Guldbog nummer 2: Anders And på toppen fra 1985, er Anders og ungerne (på Onkel Joakims regning!) rejst til Lagunekysten. Her danderer de rige typer den, og strandende befolkes af starletter, spillefugle, svindlere og SPIONER!

Rip, Rap og Rup, der er mere observante end deres onkel, ser pludselig skumle typer og spioner over alt. Bag hver en sten lurer der en agent, som udveksler tophemmelige informationer med en anden agent, mener ungerne – og det går Anders på nerverne, at ungerne råber “spion” i tide og utide.

Men ungerne har naturligvis ret, og da Anders bliver bedt om at aflevere en “læbestift” til en laber larve (Anders’ ord, ikke mine) tager det store, forkromede spionspil sin begyndelse. Nu skal Anders og ungerne nå at forpurre de planer, som Madame Triple-X har lagt – og hun må for alt i verden ikke nå frem til Donaldo El Quacko, der er modtageren af “læbestiftens” indhold.

Naturligvis tvister Carl Barks historien til sidst, og det viser sig, at de fire ihærdige ænder var farligt tæt på at… ja, mere skal ikke afsløres her. Man spoiler jo ikke en Carl Barks-historie for potentielle nye læsere, vel?

Den anden historie i dette nummer er med de muntre jordegern Chip og Chap. I Intet nyt under solen, der første gang blev bragt i Anders And & Co. nr. 30 fra 2004, aflægger de et uanmeldt besøg hos deres bedstefar, der ellers altid skriver til dem, at de IKKE skal besøge ham. Chip og Chap er overbeviste om, at deres bedstefar lever et kedeligt og begivenhedsfattigt liv i sit træ – den overbevisning må de dog revidere, da de finder ud af, at bedstefaren befinder sig midt i en længerevarende dyst med en ret så knotten heks!

I Sans for shopping, første gang bragt i Anders And & Co. nr. 19 fra 2004, konkurrerer Anders med Andersine – og det er ikke smart! Men Anders har selv rodet sig ud i problemerne, som han jo har for vane at gøre, og vi ved jo også, at udfaldet er selvskrevet. Anders er meget sjældent den heldige, og selvom han rent faktisk vinder konkurrencen, så er det Andersine, der ender med at være den glade og tilfredse – men kamp til stregen, ja det får hun!

Dette nummers afsluttende historie er en gaghistorie med Fedtmule. I Køreglæde har Fedtmule været så heldig at arve en ikke ubetydelig sum af en fjern onkel (hvem der blot havde en sådan!) og han overvejer nu at investere dem i en bil – men ingen er god nok, og ligegyldigt hvilken model, bilsælgeren viser ham, siger han nej tak! Det er nemlig et ganske særligt og ret så komfortabelt transportmiddel, Fedtmule har i tankerne – og det kan man nok ikke købe hos en autoriseret bilforhandler!  

Hvis man gerne vil tegne abonnement på Anders And Ekstra – samt læse nyheder fra Andeby (og hvem vil ikke det?) – så kan man trykke på ikonet i højre hjørne, der fluks bringer én videre til Andeby.dk

Anders And Ekstra 5 – 2014 Anders And Ekstra 7 – 2014
HISTORIEOVERSIGT & FORSIDE:

1 – Farligt møde (Anders And)
Historie & tegninger: Carl Barks / Oversættelse: Sonja Rindom
2 – Intet nyt under solen (Chip og Chap)
Tegninger: Al Hubbard / Oversættelse: Niels Søndergaard
3 – Sans for shopping (Anders And)
Historie: John Lustig / Tegninger: Carlos Mota / Oversættelse: Niels Søndergaard
4 – Køreglæde (Fedtmule)
Historie: Bill Walsh / Tegninger: Manuel Gonzales / Oversættelse: Niels Søndergaard

Anders And Ekstra - 6 (2014)

INFO OM UDGIVELSEN:

Årgang: 38
År: 2014
Nummer: 6
Dato: 30. juni
Pris: 31,95,-
Udgiver: Egmont Publishing
Links: I.N.D.U.C.K.S. / ComicWikiAndeby.dk / Oversigt / Walt Disney Universet



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>