Comics

25. august 2014

Anders And Ekstra nr. 8 – 2014

Anders And & Co - 2Vi er nået til årets ottende nummer af Anders And Ekstra, der blandt andet byder på Carl Barks-klassikeren The Lemming with the Locket aka Gnaveren og gnieren fra 1955. I dansk sammenhæng er historien blevet udgivet tre gange tidligere, og i denne forbindelse har der sneget sig en lille fejl ind i dette hæfte.

Der angives vanen tro nederst på siden, hvor og hvornår den pågældende historie tidligere er udgivet. Og for denne historie er det angivet, at den kunne læses i Guldbog nr. 2 fra 1985 og i Carl Barks’ Samlede Værker nr. 8 fra 2007. Det er ikke helt korrekt.

The Lemming with the Locket kunne nemlig – foruden Anders And & Co. nummer 46 fra 1974, læses i Guldbog nummer 13 fra 1996 (ikke 2 fra 1985) og i Carl Barks’ Samlede Værker 13 fra 2006 (ikke nummer 8 fra 2007) – så er det på plads!

I The Lemming with the Locket har Onkel Joakim sikret sin formue i pengetanken med syv kombinationslåse, der alle har hver deres kode. De syv koder, som man jo ikke alle kan huske, skriver han ned på et stykke papir, som han gemmer i en medaljon. Så er koderne sikre… tror han!

Men ind på kontoret træder evigt uheldige Anders, og med sig har han en gnaver, som han gerne vil have Onkel Joakim til at identificere. Det går naturligvis galt, og det lille uidentificerede kræ ender med at stikke af med medaljonen… og koderne! Nu går den vilde jagt over stok og sten, og hele familien And ender i Norge, hvor et par lokale børn belærer dem om, at den “korthalede rotte” er en lemming!

Om det ender godt, spørger du? Læs historien og få svaret!

I Anders And-historien Hjem, kære hjem er Anders, nevøerne og Onkel Joakim netop vendt hjem til Andeby efter en ikke helt ufarlig ekspedition. Men de er ikke andet end lige landet, førend de igen skal af sted – denne gang for at finde jagganødder til Milliardærchokoladen. Anders er dog alt andet end begejstret for igen at skulle på en underbetalt (og farefuld!) tur med sin onkel, så han foregiver at være kommet til skade. Den slags går dog aldrig godt, og Onkel Joakim gennemskuer da også hurtigt, at der er lusk med i sygespillet. Og som det altid er med Anders, så taber han – også selvom han vinder.

I Mickey Mouse-historien For fuld damp tager Mickey igen kaptajnskasketten på, da han skal hjælpe Fedtmule med at sejle en damper på værft. Det er dog alt andet end let, og de kommer ud for en pæn håndfuld forhindringer – og så er der i øvrigt en fin reference til Werner Herzogs mesterværk Fitzcarraldo fra 1982 på side 43!

Og ja, som Mickey ganske rigtigt selv siger, så ér det lang tid siden, han har styret en hjuldamper. Det er faktisk i år hele 86 år siden, at Mickey første gang stod bag rettet i Walt Disneys og Ub Iwerks’ kortfilm Steamboat Willie fra 1928.

Hæftets sidste historie – Anders And-histoiren Ny nabo – er endnu en historie med Anders og Knahrvorn i rollerne som de evigt stridende naboer. I denne historie forener de sig dog for en kort stund mod deres nye nabo, Brian Biceps, der er værre end Anders og Knahrvorn til sammen. Ja, du læste rigtigt… TIL SAMMEN!

Hvis man gerne vil tegne abonnement på Anders And Ekstra – samt læse nyheder fra Andeby (og hvem vil ikke det?) – så kan man trykke på ikonet i højre hjørne, der fluks bringer én videre til Andeby.dk

Anders And Ekstra 7 – 2014 Anders And Ekstra 9 – 2014
HISTORIEOVERSIGT & FORSIDE:

1 – The Lemming With the Locket (Onkel Joakim)
Historie & tegninger: Carl Barks / Oversættelse: Sonja Rindom
2 – Hjem, kære hjem (Anders And)
Historie: Paul Halas / Tegninger: Estéban / Oversætter: Ikke anført!
3 – For fuld damp (Mickey Mouse)
Historie: Dave Rawson / Tegninger: Rodriques / Oversætter: Ikke anført!
4 – Ny nabo (Anders And)
Historie: Frank Jonker & Paul Hoogma / Tegninger: Mau Heymans / Oversætter: Ikke anført!

Anders And Ekstra - 8 (2014)

INFO OM UDGIVELSEN:

Årgang: 38
År: 2014
Nummer: 8
Dato: 25. august
Pris: 31,95,-
Udgiver: Egmont Publishing
Links: I.N.D.U.C.K.S. / ComicWikiAndeby.dk / Oversigt / Walt Disney Universet



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *