Anders And Junior nr. 1 – 2014

I dette nye nummer af Anders And Junior bliver de yngste læsere præsenteret for en lang række af Andebys prominente karakterer i spændende opgaver samt korte og længere Læs højt-historier, der alle sammen er målrettet de mindste af vores Andeby-poder.

Anders – der altid indleder bladet med sin egen præsentation – har også hovedrollen i bladets første historie, der ydermere indlemmer den forbryderiske Bjørne-bande, den pengeglade onkel Joakim og dennes kære og velspækkede pengetank på Bilbremsebakken.

Der er også en kort Fedtmule-historie, og så gør Madam Mim, Andersine, Knahrvorn, Chip & Chap, Georg Gearløs, Store Stygge Ulv, Gårdmand Bjørn, Mickey Mouse samt Rip, Rap og Rup deres entre i dette nummers historier. Det er alle sammen karakterer, man naturligvis skal lære godt at kende, så man er godt rustet til alle de herlige historier, man senere skal læse i Jumbobøgerne og Anders And & Co.

I alt byder bladet på 10 historier og 9 opgaver, der blandt andet udgøres af Søg og find-opgaver, leg med bogstaver, find fejlen og labyrintiske vis vejen-opgaver. Der er masser af sjov og læring i bladet, der – som Egmont formulerer det i deres pædagogiske sigte med bladet nedenfor – baner vejen for kommende læsere af Anders And & Co.

Anders And Junior er skrevet til børn, der lige er begyndt at læse. Derfor har vi tilpasset sproget, så det ikke indeholder forvirrende tegn og forkortelser, men til gengæld lægger op til det levende og farverige sprog, børnene senere vil møde i Anders And & Co. Anders And Junior er en serier af 24 blade, der udkommer en gang om måneden. Bladene indeholder tidligere udgivet materiale.

Hvis man har små poder i familien, skal de naturligvis træde deres første spæde skridt i Andebys verden med Anders And Junior. Man kan tegne abonnement – samt læse nyheder fra Andeby (og hvem vil ikke det?) – ved at trykke på ikonet i højre hjørne, der fluks bringer én videre til Andeby.dk

Anders And Junior 1 - 2014 (stor)

INFO OM UDGIVELSEN:

Årgang: 5
År: 2014
Nummer: 1
Sideantal: 34
Dato: 27. oktober
Pris: 24,95,-
Udgiver: Egmont Publishing
Links: I.N.D.U.C.K.S. / ComicWikiAndeby.dk / Walt Disney Universet