Litteratur

7. marts 2017

ANMELDELSE: “Alien the Archive: The Ultimate Guide to the Classic Movies”

12) Alien The Archive - Film - Filmbøger - Fiktion og Kultur - Plusbog.dk

plusbog-logo“Alien the Archive: The Ultimate Guide to the Classic Movies” er en 320 sider lang hardback-herlighed af et bogmonster, der er spækket med billeder fra første til sidste side. Bogen, der måler flotte 33×26 centimeter, er en hyldest til det filmunivers, der i år kan fejre sin 38 års fødselsdag.

Bogen, der kan købes hos Plusbog, er udgivet af forlaget Titan Books, som står bag en lang række bøger, der tager afsæt i “Alien”-universet. Det er en tidligere redaktør på filmmagasinet Empire, filmeksperten Mark Salisbury, der har stået for bogens mange interviews. “Alien the Archive” er et must i bogsamlingen, hvis man er fan af “Alien”-filmene.

 

In space no one can hear you scream.
– Tagline til “Alien” (Ridley Scott, 1979)

Den 18. maj får Ridley Scotts “Alien: Covenant” dansk biografpremiere, hvilket jeg naturligvis forbereder mig grundigt på. De første fem film skal genses, og “Alien the Archive: The Ultimate Guide to the Classic Movies” er nu blevet gransket fra første til sidste side. Konklusionen lyder: (og ja, den kommer uvanen tro allerede her) det er en smuk bog, der bør ejes af alle, der interesserer sig for film og science fiction i almindelighed og  for “Alien” i særdeleshed.

IMG_5387

Det hele begyndte som bekendt med et enkelt ord. Et ord, der langsomt tonede frem på en sort baggrund, der var rummets: ALIEN! Med denne simple titelsekvens, blev biografgængere transporteret til en skræmmende og anderledes ny verden, da Ridley Scott tilbage i 1979 introducerede publikum for en modig film, der efterfølgende har skrevet filmhistorie. Filmens succes betød, at der kom flere kapitler i sagaen om Ellen Ripleys kamp mod de fæle rummonstre.

Denne bog ser nærmere på de første fire film i “Alien”-franchisen, som er én af filmhistoriens mest originale, skræmmende og smukke filmserier, der strækker sig fra Ridley Scotts elegante horrormesterværk “Alien” og James Camerons energispækkede “Aliens” (1986), der får hjertet til at hamre som et stempel, til David Finchers nihilistiske (og underligt nok udskældte) “Alien 3” (1992) og Jean-Pierre Jeunets visuelt særegne “Alien Resurrection” (1997). Disse fire film har stået fadder til ét af filmhistoriens største og mest markante monstre. Et monster, der film for film har gennemgået en evolution, og som har været med til at gøre filmene til et kulturelt fænomen, der har kastet sit mørke over snart fire årtier.

“Alien Archive: The Ultimate Guide to the Classic Movies” er en smuk hyldest til disse film, og bogen dykker blandt andet ned i skabelsesprocesserne bag filmene. Den tager læseren med på en lang og spændende rejse fra de tidligste manuskriptudkast til final cut, og den er spækket (spækket, siger jeg) med detaljer og informationer. Ja, selv den mest belæste og besete “Alien”-kender vil finde nye oplysninger i denne bog, der er en nødvendighed for alle filmelskere.

Alien the Archive - The Ultimate Guide to the Classic Movies - Book - Fiktion & Kultur - Plusbog.dk - Film - Titan Books (11)

Der er storyboards til alle fire film, concept art-designs, behind the scenes-stills og utrolige mængder af billeder, der spænder fra skabelsen af xenomorperne, over slettede scener og urealiserede idéer til kostumedesigns, våbendesigns og meget, meget mere.

Der er også interviews med Ridley Scott, Sigourney Weaver, H.R. Giger, Jean-Pierre Jeunet, Jeanette Goldstein og et hav af andre personer, der har været med til at skabe filmene i “Alien”-serien. Det er spændende, berigende og oplysende læsning, der sætter filmene i et nyt perspektiv.

Bogen viser også, at “Alien”-filmene ikke blot hører til blandt science fiction-genrens mest stemningsmættede film. Nej, de er også vaskeægte monsterfilm … hvis man ellers skulle have været i tvivl om dette!

Jeg kommer i denne forbindelse til at tænke på den amerikanske filmkritiker Roger Ebert, der gik bort i 2013, som indleder sit essay om “Alien” – det findes i bogen “The Great Movies II” – med at påpege et slægtskab mellem Ridley Scotts mørke rumgyser og sådanne film som Spielbergs “Jaws”, Carpenters “Halloween” og Nyby/Hawks’ “The Thing”. En observering, der sidder lige i skabet. For “Alien” er en monsterfilm, hvor ting i mørket kan slå dig ihjel hurtigere end du kan sige “Av!”.

At its most fundamental level Alien is a movie about things that can jump out of the dark and kill you. It shares a kinship with the shark in “Jaws”, Michael Myers in “Halloween”, and assorted spiders, snakes, tarantulas, and stalkers. Its most obvious influence is Howard Hawks’ “The Thing” (1951), which was also about the members of a team in an isolated outpost who discover a long-dormant alien, bring it inside, and are picked off one by one as it haunts the corridors. Look at that movie, and you see Alien in embryo.

Alien the Archive - The Ultimate Guide to the Classic Movies - Book - Fiktion & Kultur - Plusbog.dk - Film - Titan Books (1)

“Alien Archive: The Ultimate Guide to the Classic Movies” udgøres af et overflødighedshorn af billeder. Billeder, der stammer fra scener i filmene, som for længst har brændt sig uafhjælpeligt fast på nethinden, og når man læser sig igennem bogen, husker man de mange scener og sekvenser, og man glæder sig til at gense filmene.

Én af disse scener, hvis skabelsesproces er gengivet i bogen, finder sted på Nostromo efter det første rekognosceringstogt til en fremmed planet, hvorfra et nødråbssignal udspringer. Kane – spillet smukt neurotisk af John Hurt – ender i en uheldig situation: En fremmed organisme invaderer hans krop. Han penetreres og befrugtes gennem halsen, og da parasitten har forladt hans ansigt, og man tror alt igen er som det skal være, skrues der for alvor op for uhyggen.

Det er spændende at læse tankerne bag denne scene og – ikke mindst – at få den udlagt af filmteoretikeren James F. Iaccino i dennes analyse:

Ripley’s [Sigourney Weaver] worst nightmare becomes true when the alien bursts out of Kane’s stomach and goes on a bloodthirsty rampage, preying on the Nostromo crew members one by one.

Det er interessant at bemærke, at Roger Ebert og James F. Iaccino deler synspunkt. Iaccino skriver – som Ebert – at:

The way that the creature singles out each victim and stalks him and her is reminiscent of Michael’s actions in Halloween. Both monsters manage to liquidate as many humans as possible, saving a lone female for the final kill.

Der er i sandhed her en sammenfaldende struktur, men heldigvis er både Ripley i “Alien” og Laurie Strode i “Halloween” ægte amazoner, og for Ripleys vedkommende, så skildrer bogen hendes evolution på en måde, så man ikke er i tvivl om, at hun er én af filmhistoriens sejeste helte.

Alien the Archive - The Ultimate Guide to the Classic Movies - Book - Fiktion & Kultur - Plusbog.dk - Film - Titan Books (2)

Hvis man mangler en bog, der favner de fire “originale” film – “AvP”-filmene og “Prometheus” er ikke medtaget – så er det denne, man skal have fat i. Dens kærlighed til universet fornægter sig ikke, og der er lagt stor omhu i at præsentere materialet, hvoraf meget er nyt og ikke tidligere bragt i bogform, på en meget appetitlig måde. Udover at være en bog, der – blandt andet via de mange interviews – åbner op for en ny forståelse af filmene, så er det også en delikat coffee table-bog, der kan ligge fremme og anspore til samtale, når man spotter den – og hvem vil ikke gerne tale om film, “Alien” og flotte bøger?

Alien the Archive - The Ultimate Guide to the Classic Movies - Book - Fiktion & Kultur - Plusbog.dk - Film - Titan Books (3)

 

13) Alien - The Archive - Film - Bog - Plusbog.dk - Fiktion og Kultur - Cover

 

plusbog-banner-fiktion-og-kultur



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>