Film

6. august 2018

ANMELDELSE: “Ant-Man and the Wasp” (2018)

Duoer er et klassisk koncept for superhelten på film. Genrens svar på Adam og Eva var Batman tilbage i 1966, hvor den kappeklædte korsridder havde Robin ved sin side. Robin var den gang overvejende reduceret til en form for kommentarfelt til Batmans heroiske gerninger længe før nogen havde tænkt tanken om sociale medier. Den dynamiske duo er stadig en markør, når snakken falder på et filmisk makkerpar i kostume. Andre slags duoer er dog også værd at nævne, særligt Manden af Stål og Lois Lane i Superman (1978). Nok er Lois ikke ude og bekæmpe Lex Luthor, Zod eller Nuclear Man, men hun gør det på sin helt egen måde med gesjæftig journalistik og handlekraft. Hvil i fred, Margot Kidder (1948 – 2018). De to slags duoer er arketyper med enten to kostumeklædte helte eller én superhelt i frontlinjen og én karakter, der oftest beskrives som ”fyren i stolen”, fx Bruce Waynes butler, Alfred Pennyworth eller Frank Castles makker, når Frank som The Punisher uddeler sin egen variant af retfærdighed, David Linus “Microchip” Lieberman. Micro optræder både i filmen Punisher: War Zone (2008), spillet af Wayne Knight og i tv-serien The Puinisher (2017-), denne gang med Ebon Moss-Bachrach i rollen. Den sidstnævnte måde at være duo på, én i frontlinjen og én i stolen, er for tiden den mest udbredte for filmiske superhelte: Batman og Alfred i Tim Burtons Batman (1989) og Batman Returns (1992), Iron Man og Pepper i Iron Man (2008), Superman og Lois i Man of Steel (2013), Thor og Jane i Thor (2011), Wonder Woman og Steve i Wonder Woman (2017), blot for at nævnte et par stykker. Inden for den konstellation er der naturligvis variationer, fx når Pepper Potts smøger ærmerne op for at jorde superskurken i Iron Man 3 (2013).

Duoer i kostume er mere sjældne på film. Måske er det fordi Joel Schumacher lavede Batman Forever (1995) og Batman & Robin (1997), der var en monstrøs mikstur af camp og læder. Siden hen har vi fået noget, der minder om duoer med Captain America og Bucky i Captain America: Civil War (2016), Batman og Superman i Batman v Superman: Dawn of Justice (2016) tilsat Wonder Woman, Wolverine og Professor X i Logan (2017) Thor og Hulk i Thor: Ragnarok (2017). Det er langt fra klassiske duoer, men der er en tendens at spore ind imellem de nyere film med fokus på superheltegrupper som Avengers (2012), Guardians of the Galaxy (2015), Suicide Squad (2015) og Justice League (2017). Udover studiet i platte one liners, bedre kendt som Batman & Robin, er tiden nu kommet til den første superhelteduo på film: Ant-Man and the Wasp, der deler titlen mellem sig.

Filmen er, som den første film om Myremanden, Ant-Man (2015), instrueret af Peyton Reed. Han har mestendels gjort sig i komedier som Bring It On (2000), Down with Love (2003), The Break-Up (2006) og Yes Man (2008). Chris McKenna er en af forfatterne, som har skrevet manuskriptet til Ant-Man and the Wasp. McKenna har blandt andet ført pennen for Spider-Man: Homecoming (2017) og Jumanji: Welcome to the Jungle (2017). Andre på skriveholdet er Erik Sommers, ligeledes fra Spider-Man: Homecoming, Andrew Barrer, forfatter til horrorfilmen Haunt (2014) og Gabriel Ferrari, der får sin debut som manuskriptforfatter. En af hovedrolleindehaverne, Paul Rudd, er ligeledes krediteret som medforfatter på både Ant-Man og Ant-Man and the Wasp.

Musikken til filmen er komponeret af Christophe Beck, der har et bedt cv med blandt andet science fiction-filmen Anon (2018), den første Ant-Man, animationsfilmen Trolls (2016), actionkomedien Hot Pursuit (2015), cheerleader-filmen Bring It On og ikke mindst tv-serien Buffy the Vampire Slayer (1997- 2003), som knytter Beck til Joss Whedon, skaberen af den tv-serie, og efterfølgende instruktør på både Avengers og Avengers: Age of Ultron (2015).

Ant-Man and the Wasp åbner to år efter begivenhederne i Captain America: Civil War, hvor Scott Lang (Paul Rudd) som Ant-Man hjalp Captain America og Lang har siden måtte betale prisen for at bryde loven i form af husarrest. Det skaber plads til at lade Hope van Dyne (Evangeline Lilly) træde i karakter og i kostume som the Wasp. Her er det så hendes far, Han Pym (Michael Douglas), som er placeret i stolen bag superheltinden. Filmen byder også på et gensyn med Scott Langs gruppe af venner, mest markant Luis (Michael Peña), hvor vi også introduceres til nye karakterer. Hannah John-Kamen spiller rollen som Ava Starr/Ghost, der står overfor duoen. Tidligere har John-Kamen spillet F’Nale Zandor i Ready Player One (2018) og Sonja i episoden Playtest, Black Mirror (2011- ). Nytilkommet er også karakteren Bill Foster (Laurence Fishburne). Med sin indtræden hos Marvel, har Laurence Fishburne nu både optrådt hos begge store producenter af amerikanske superhelte: Marvel og DC Comis. Hos DC Comcis var Fishburne chefredaktøren Perry White i Batman v Superman: Dawn of Justice og han har også lagt stemme til en anden Marvel-karakter, Silver Surfer i Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer (2007). Sidst, men absolut ikke mindst, stifter vi også bekendtskab med Michelle Pfeiffer som den originale Wasp, Janet van Dyne og dermed slutter hun sig til det fine selskab hos både Marvel og DC Comics. Pfeiffers præstation som Selina Kyle alias Catwoman i Batman Returns, omtales stadig som den bedste inkarnation af Kattekvinden. Beklager, Halle Berry.

I Marvels fælles filmunivers, Marvel Cinematic Universe (MCU), er Ant-Man and the Wasp film nummer tyve. Den historik kræver noget særligt af instruktører og manuskriptforfattere, men det er ikke derfor filmen har svært ved at gøre sig selv relevant, selvom tætheden af superheltefilm spiller en rolle. I stil med Green Lantern, der i 2011 led under at være kommet ud på et tidspunkt, hvor bedre film om superhelte allerede var skabt, lider Ant-Man and the Wasp under samme åg. Filmen er, ganske som man forventer fra Marvel, flot, sjov og velspillet, ligesom musikken af Christophe Beck er ganske fin uden at være imponerende. Alligevel føles filmen nærmere som en episode i en tv-serie med mange plottråde, men uden den store narrative pondus. Hvis man skal pege på et tema i Ant-Man and the Wasp kan det være relationer. Venskabelige, romantiske og familiemæssige relationer. Desværre er historien er ikke så stærk som den originale Ant-Man, som kendte sin styrke ved at holde universet småt. Et af den nye filmens højdepunkter er Evangeline Lilly som Hope van Dyne/Wasp. Hun er som karakter sej, intelligent og uddeler øretæver på overbevisende facon og det er på mange måder hendes film. Derimod er superhelten Ant-Man i efterfølgeren ikke den samme karakter som i den første film, hvor han blev etableret som en kvik og ressourcestærk, om end uheldig antihelt. Det var årsagen til, at Hank Pym valgte Scott som arvetager til sit kostume. I Ant-Man and the Wasp er Scott Lang sat på sidelinjen, mens Hope van Dyne ordner sagerne og Lang er mest alt af en klodset hjælper, der træffer de forkerte beslutninger.

Så meget for filmens duo i kostume. Igennem de forrige nitten film i MCU, er en gennemgående problematik deres skurke, der som oftest enten er tyndt skrevet eller bliver elimineret, hvilket afskærer dem fra at optræde i senere film og lægge yderlige lag til karakteren. På nuværende tidspunkt er der ingen regler uden tre undtagelser hos Marvel: Den luskede As, Loke fra trilogien om Thor og Avengers, til dels Erik Killmonger i Black Panther (2018) og vel nok den allerbedste skurk hos Marvel til dato:, Thanos, der kan ses som den sande hovedrolle i Avengers: Infinity War (2018). Skurken i Ant-Man and the Wasp, Ghost, er modsat stærkt hæmmet af en begrænset udvikling og klichéfyldt motivation. Hannah John-Kamen gør sit bedste, men kan dog ikke sprænge karakterens smalle ramme, som der ikke investeres nok i på grund af de mange plottråde med Scott, Hope, Hank og Janet, Ghost og Burke (Walton Goggin), en sortbørshaj, hvis tilstedeværelse er mere frustrerende end interessant. Det skaber en uhensigtsmæssig konkurrence imellem filmens respektive plotelementer. Resultatet er, at instruktør Peyton Reed og manuskriptforfatterne ikke forløser karakterernes fortælling. Særligt utilfredsstillende er plottet om Janet van Dyne, der kommer ind fra højre, uforklaret og belejligt. Manglerne i Ant-Man and the Wasp er for centrale, særligt i henhold til persongalleriet, til at filmen opleves som komplet. I stedet er fortællingerne spredt i en mosaik af scener, hvor filmens tredje akt er det svageste led.  

Alligevel er Ant-Man and the Wasp en charmende, om end uforpligtende filmoplevelse, takket være duoen Rudd og Lilly, og tilstedeværelsen af Michael Douglas. Stemningens lethed i filmen minder om den første Ant-Man, hvorfor timingen af Ant-Man and the Wasp kan gå i to retninger. Filmen kan være en forfriskende let oplevelse efter Avengers: Infinity War, der havde en knugende dysterhed over sig eller man kan opleve Ant-Man and the Wasp som en letbenet, forglemmelig historie, der overvejende er fyld mellem større fortællinger.

 



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *