ANMELDELSE: “Aquaman” (2018)

Superheltens mytologi er en interessant konstruktion. Som når Jor-El sender sin enbårne søn fra Krypton til Jorden, hvilket er en indikation på, at mytologien for superhelten sjældent eksisterer i et vakuum. Mytologiske skikkelser har været genstand for menneskers interesse i mere end 4000 år. En af de første var Gilgamesh, kongen fra Uruk i Mesopotamien, nutidens Irak. Gilgamesh er omdrejningspunktet i det store babylonske helteepos, Gilgamesh-eposset, der anses som verdenslitteraturens første hovedværk, dateret til cirka 2100 før Kristus. Gilgamesh er to-tredje-del gud, hvis menneskelige skikkelse er skænket af modergudinden, Aruru og perfektioneret af Ea, guden for blandt andet visdom, magi og kunst. Gilgamesh beskrives som en mand af betydelig skønhed og fysisk styrke, og hans bedrifter tæller genrejsning af religiøse samlingssteder ødelagt af syndfloden, og udgravning af brønde, der skabte oaser.

Inspirationen hos superhelte fra etablerede mytologier kommer måske tydeligst til udtryk hos Thor, Marvels version af den nordiske tordengud, hvor bandt andet familietræet, persongalleriet, Asgård, regnbuebroen Bifrost og selvfølgelig Mjølner er lånt fra den nordiske mytologi. På film har superhelten Thor fået sin egen trilogi, der spænder fra en klassisk oprindelseshistorie, Thor (2011) henover en loyal fortsættelse, Thor: The Dark World (2013) og til en vild, farvestrålende genfortolkning med samme skuespillere inden for samme narrativ, Thor: Ragnarok (2017).  

Marvel låner også mytologiske elementer til en anden superhelt, der ligeledes har fået sin egen film: Black Panther (2018). Her er der tale om inspiration fra Bast, kattegudinden i den antikke, ægyptiske mytologi. DC Comics, det andet store tegneserieselskab, har også erfaring med at lade sig inspirere. Den mest oplagte er Wonder Woman (2017), der har markante bånd til den græske mytologi, nærmere betegnet amazonerne, en krigerstamme af kvinder med overnaturlig styrke. I SHAZAM! (2019) er inspirationen også til at spore, da selve superheltens navn udgøres af legendariske skikkelser, hvis kræfter han har: Visdommen fra Solomon, styrken fra Herkules, udholdenheden fra Atlas, magiske kræfter fra Zeus, modet fra Achilleus og hurtigheden fra Merkur.

Hos Aquaman er den mytologiske inspiration hentet fra Atlantis, sagnlandet benyttet af den græske filosof Platon som eksemplet på en idealstat i sine dialoger Kritias og Timaios. Atlantis var ifølge Platon skabt af havguden Poseidon, beliggende i Atlanterhavet, og den græske filosof angav, at Atlantis sank i det 10. årtusinde før Kristus. Superhelten Aquaman er søn af en fyrtårnsvogter, Thomas Curry og dronningen af Atlantis, Atlanna. Aquaman, hvis civile navn er Arthur Curry, er derfor halvt menneske, halvt atlantisk. Karakteren optrådte for første gang i en tegneserie fra 1941, og den har siden gennemgået forvandlingen fra renskuret, blond superhelt til en mere rå karakter. Og det er da også sidstnævnte version, som er at finde i filmen. 

Den klassiske udgave af Aquaman, blond og nybarberet, blev introduceret i tv-serien om den unge Clark Kent, Smallville (2001-2011). Her var det Alan Ritchson, der i fire afsnit spillede den maritime superhelt. Derudover har den filmiske version af superhelten været en løbende plottråd i tv-serien Entourage (2004 – 2011), hvor skuespilleren Vincent Chase (Adrian Grenier) har et kompliceret forhold til rollen som Aquaman, der ville gøre en forelsket teenager misundelig. James Cameron var den fiktive instruktør bag seriens film om Aquaman.

Den virkelige film om Aquaman er instrueret af James Wan. Han debuterede med horrorfilmen Saw (2004), der skabte grundlaget for en hel filmserie, hvis genre typisk omtales som “torture porn”. Siden den første film har Wan dog alene fungeret som manuskriptforfatter på Saw III (2006) og produceret resten, hvor seneste og ottende film, Jigsaw udkom i 2017. Wan har også instrueret gyserne Dead Silence og Death Sentence (begge 2007), Insidious (2010) og The Conjuring (2013). Instruktøren brød så sin stime inden for horror med bilfilmen Furious 7 (2015).

Manuskriptet til Aquaman er ligeledes skrevet af James Wan sammen med Will Beal og Geoff Johns. Før nærværende film har Beal alene forfattet manuskriptet til den kritiserede Gangster Squad (2013), mens Johns har bidraget til den fine animationsfilm Green Lantern: Emerald Knights (2011). Geoff Johns har derimod en imponerende karriere som tegneserieforfatter, blandt andet for både Marvel og DC Comics med en klar overvægt hos sidstnævnte. Han har blandt andet skrevet historier om The Flash, Superman, Batman og i særdeleshed Green Lantern – og så førteJohns pennen for netop Aquaman i perioden 2011 til 2013, der kastede 25 historier af sig. Johns skriver ligeledes manuskriptet til Wonder Woman 1984 (2020) sammen med instruktør Patty Jenkins.

Rupert Gregson-Williams er komponisten bag musikken til Aquaman. Han komponerede det fantastiske tema til Wonder Woman (2017), og cv’et tæller eksempelvis også musikken til Hacksaw Ridge og The Legend of Tarzan (begge 2016). Dertil kommer noget, der ligner fast arbejde i film med Adam Sandler. Ikke færre end fjorten film med Sandler i hovedrollen, har Gregson-Williams skrevet musikken til. Han modtog også Den Europæiske Filmpris i kategorien bedste komponist for Hotel Rwanda (2004), hvis musik han skrev sammen med Andrea Guerra.

I titelrollen som Aquaman, er det endnu en gang Jason Momoa, der udover et kort videoklip i Batman v Superman: Dawn of Justice (2016), blev introduceret i Justice League (2017). Momoa startede sin skuespilkarriere som livredderen Jason Ioane i tv-serien Baywatch: Hawaii (1999–2001), der var de to sidste sæsoner i hovedserien Baywatch (1989–2001). Og her, små tyve år senere, dykker Jason Momoa altså igen. Det var dog rollen som den brutale krigsherre, Khal Drogo i Game of Thrones (2011–), at Momoa fik sit gennembrud. Før det var han en af de faste skuespillere i science fiction-serien, Stargate Atlantis (2004- 2009). Et pudsigt sammenfald af navne for den Hawaii-fødte skuespiller. Momoa udfyldte også titelrollen i genindspilningen Conan the Barbarian (2011) – en svær opgave for skuespilleren, da karakteren på film er synonym med Arnold Schwarzenegger, som spillede rollen i Conan the Barbarian (1982) og Conan the Destroyer (1984). Nyfortolkningen med Momoa led desværre af fraværet af originalens charme og er i stedet en voldelig og én-dimensionel affære, som runder de fleste af klichéerne i genren for sværd og sandaler.

Arthur Curry (Jason Momoa) får i Aquaman igen selskab af Mera (Amber Heard), som ligeledes var en del af filmen Justice League. Heard nød et frugtbart år i 2008 med roller som Baja Miller i Never Back Down og Angie i Pineapple Express. Karakteren Mera fra Atlantis er i Aquaman omgivet af den kongelige rådgiver, Nuidis Vulko (Willem Dafoe). Skuespilleren, der portrætterede Sergeant Gordon Elias i Platoon (1986), har tidligere spillet med i en anden superheltefilm, Spider-Man (2002). Her var Dafoe netsvingerens ærkefjende, Norman Osborn alias Green Goblin. Den film har, lige som Aquaman, Don Burgess som fotograf.

Nuidis Vulko er rådgiver for Kong Orm (Patrick Wilson), nuværende regent i Atlantis. Wilson nyder en vis succes som Ed Warren i The Conjuring Universe, som James Wan startede med The Conjuring, hvor Patrick Wilson er med. Han optræder også i The Conjuring 2 og The Nun (2018). Wilson lægger desuden stemme til den amerikanske præsident i Batman v Superman: Dawn of Justice og hoppede i kostumet som Nite Owl i Watchmen (2009).

Længere nede i det royale hierarki finder vi Nereus (Dolph Lundgren).  Og hvem er så denne Lundgren, der i en årrække har været væk fra det store lærred?  Jo, han var, sammen med blandt andre Schwarzenegger, Sylvester Stallone, Chuck Norris og Jean-Claude Van Damme, med til at definere actionfilm i 80’erne og 90’erne. Udover sin første optræden i en tegneseriefilmatisering, Masters of the Universe (1987), hvor han var castet som Prince Adam/He-Man, spillede Dolph Lundgren også titelrollen i The Punisher (1989). Navnet Nereus er desuden også hentet fra græsk mytologi og er guden for det rolige og solbeskinnede hav.Arthurs mor Atlanna spilles af Nicole Kidman, og hun vender ligeledes tilbage til genren efter en pause på 23 år, hvor hun spillede Dr. Chase Meridian i Batman Forever (1995). Den film startede Batmans filmiske deroute og er instrueret af Joel Schumacher. Rollen som Arthurs far, Thomas Curry, har Temuera Morrison. Han var sminket til ugenkendelighed som Abin Sur i Green Lantern (2011), en anden superhelt fra DC Comics.

Black Manta, den klassiske skurk hos Aquaman, spilles af Yahya Abdul-Mateen II, hvilket sender Jason Momoa tilbage til rødderne, idet Abdul-Mateen var castet som Sgt. Garner Ellerbee i filmen Baywatch (2017) med Dwayne Johnson og Zack Efron i centrale roller. Af andre skuespillere i Aquaman med superheltefilm i deres bagkatalog, er Randall Park (Dr. Stephen Shin). Han var Jimmy Woo i Ant-Man and the Wasp (2018), mens Djimon Hounsou (The Fisherman King) var Korath i Guardians of the Galaxy (2014). Med de to sidstnævnte skuespillere, når Aquaman op på seks skuespillere med erfaring fra superhelte på film og er da også film nummer seks i det fælles filmunivers hos DC Comics.

I sin åbningsscene sætter Aquaman kursen, hvis høje tempo fortsætter filmen igennem. Med sine 143 minutter er filmen fyldt med meget tung baggrundshistorik og mundtlig eksposition, og på den måde tyngdes Aquaman af for mange plottråde, som også var tilfældet for Batman vs Superman: Dawn of Justice, og et manglende narrativt fokus, der fortynder publikums investering i filmen.  Aquaman har fragmenter af spændende plotelementer, men de savner dybde, og filmen bevæger sig i et hæsblæsende tempo med flotte actionsekvenser, hvis høje antal desværre ender med at overdøve hinanden. Filmens tone minder om Justice League med lige dele storladen atmosfære og humoristiske indslag, særligt i scenerne med Momoa, og de to elementer er ikke altid lige vellykket svejset sammen. Til tider er Aquaman en form for Game of Thrones under vandet, andre gange er den en actionfilm fra 80’erne, hvor superhelten tager sig tid til en replik før slåskampen kan begynde, også selvom modstanderen får en fordel. Heldigvis stopper Aquaman, før filmen når i nærheden af niveauet af fjollerier, som man så i Batman & Robin (1997).

Instruktør og medforfatter James Wan låner frit af mytologiske væsner, guder og monstre, og Atlantis er med sine majestætiske omgivelser en hybrid mellem kulturelle traditioner og højteknologisk udvikling i stil med, hvad vi tidligere har set i Thor og Black Panther. I midten af filmen bliver Wans historik med horrorgenren særdeles levende, og det er ganske effektivt håndteret. Ja, Aquaman er vel nok den flotteste film i det fælles filmunivers fra DC Comics. Dog virker det som om, at Wan har forvandlet horrorens “jump scares” til eksplosive scener, der indtræffer hver gang, filmen tager et velfortjent hvil.

I hovedrollen har den karismatiske Jason Momoa en fysik, der gør, at man tror på, at han kan løfte en ubåd med de bare næver. Han er stadig den samme noget modvillige helt, som vi mødte i Justice League, og man kan fint begynde med Aquaman, men et kendskab til superheltens førnævnte debut giver karakter en bredere historik. Som halvbror til Aquaman, er Patrick Wilson, som den noble, arrogante Kong Orm, en fin kontrast til den mere primitive Arthur, men Wilson får ikke nok at arbejde med. Det samme gælder desværre også Willem Dafoe, der er en virkelig talentfuld skuespiller, som Wan slet ikke får nok ud af. Modsat er Amber Heard på dybt vand. Måske er det måden, hvorpå hendes rolle er skrevet, men hun er i bedste fald ganske forglemmelig som Mera.  Yahya Abdul-Mateen II som Black Manta gør det fint, men som skurk nummer to føles han nærmere som et overflødigt plotelement, der er til stede for at bygge bro til fremtidige film.

Alt i alt er Aquaman bombastisk underholdning uden de store overraskelser, der har en karismatisk Jason Momoa i centrum af afprøvede rutiner for den modvillige superhelt. Føjer Aquaman noget til genren? Nej, ikke udover sin imponerende, visuelle stil, som vækker minder om Avatar (2009). Ellers lader filmen til at være opsat på at indfri forventningerne til, hvorledes en klassisk superhelt skal tage sig udpå film. For så vidt DC Comics er denne sjette tilføjelse en videreførelse af tonen, der blev sat af Joss Whedon i Justice League, og udtrykket i det fælles filmunivers står tilbage som en til tider planløs og forhastet samling af historiefortællinger.

Mytologier, hvorfra de end udspringer, siges at spejle det åndelige liv i de samfund, hvori de benyttes. I så fald kan superhelte ses som vores moderne mytologi og dermed er ringen sluttet. For nu.

LÆS OGSÅ ANMELDELSEN AF: “Aquaman: A Celebration of 75 Years


This slideshow requires JavaScript.