ANMELDELSE: “Avengers: Endgame” (2019)

James Bond har siden 1962, startende med filmen Dr. No, bevæget sig igennem filmhistorien 24 gange, senest i Spectre (2015), hvor syv skuespillere i løbet af de 53 år har portrætteret 007, spionen med licens til at dræbe. 2008 var året for etableringen af Marvel Cinematic Universe (MCU), et fælles filmunivers for Marvels superhelte. Universets startskud hed Iron Man (2008), hvis titelrolle tilfaldt Robert Downey Jr. Og resten? Det er en ubetinget succeshistorie.

Nuvel, i løbet af de hidtil 21 film i MCU har der været mindre stærke film, som for eksempel den forhastede Avengers: Age of Ultron (2015) og en letfordøjelig Ant-Man and the Wasp (2018), men som samlet filmserie holder Marvels superhelte et næsten uhørt højt niveau i kvalitet. Alene måden hvorpå den samlede historie er skabt, karakternes udvikling og de små brødkrummer lagt ud, er ganske enkelt unikt i et filmhistorisk perspektiv. Filmene kan i en vis udstrækning ses uafhængigt af hinanden, men det er ved at opleve filmene om helte som Iron Man, Captain America, Thor og Guardians of the Galaxy i sin helhed, at universet er enestående.

Størrelsen, som Thors overarme eller Tony Starks hjerne, er én ting for MCU, noget andet er nuancerne og dybden i persongalleriet, som har fået tid og plads til at udvikle sig. Savnet af en tilsvarende frihed for filmuniversets skurke er vel nok eneste, markante svaghed hos Marvel, der blot tæller Loke (Tom Hiddleston), Thanos (Josh Brolin) og til dels Erik Killmonger (Michael B. Jordan) og Adrian Toomes (Michael Keaton) som nævneværdige modstandere. Udover at lide under en begrænset karakterskildring, er skurkene også hæmmet af at være reduceret til optrædener i en enkelt film.

Her er Loke undtagelsen med sine roller i Thor (2011), The Avengers (2012), Thor: The Dark World (2013), Thor: Ragnarok (2017) og Avengers: Infinity War (2018) og med Avengers: Endgame (2019), den 22. film i MCU, er endnu en skurk tilbage: Thanos. Filmen afrunder The Infinity Saga, der er titlen på den overordnede fortælling, fortalt igennem de 22 film. Avengers: Endgame har et estimeret budget på 356 millioner. Til sammenligning var budgettet for Avengers: Infinity War 321 millioner dollars, Avengers: Age of Ultron 250 millioner dollars og den første The Avengers havde et budget på 220 millioner dollars. For ni år siden havde Iron Man 140 millioner dollars. Tiderne skifter.

Som ved Avengers: Infinity War står instruktørbrødrene Anthony og Joe Russo bag kameraet på Avengers: Endgame og begår dermed deres fjerde film i MCU: Først den medrivende og effektive Captain America: The Winter Soldier (2014), en af de allerbedste film i MCU, og dernæst den vellykkede Captain America: Civil War (2016). Tilbage fra den seneste film om The Avengers er også komponisten Alan Silvestri. Det samme er filmfotograf Trent Opaloch. Han har tidligere arbejdet sammen med den sydafrikanske instruktør Neill Blomkamp på kortfilmen Yellow (2006), District 9 (2009), Elysium (2013) og Chappie (2015). Opaloch har også været filmfotograf for brødrene Russo på de førnævnte film fra Marvel.

Manuskriptet ER skrevet af forfatterne Christopher Markus og Stephen McFeely. De to har ført pennen på
Captain America: The First Avenger (2011), Thor: The Dark World, Captain America: The Winter Soldier, Captain America: Civil War og senest Avengers: Infitity War.

Åbningen i Avengers: Endgame har de resterende superhelte famlende efter håb i efterdønningerne fra Thanos’ knips i Avengers: Infinity War. Modløsheden forplanter sig til filmens tempo, der nok er tålmodigt, men tilsvarende mindre jævn end forgængeren, hvis struktur er flot og stramt fortalt. Det lavere tempo er nødvendigt. Både for at adressere begivenhederne i Avengers: Infinity War og for at sætte rammen for denne film. Atmosfæren er gennemsyret af desperation. På lydsiden fanger komponist Silvestri endnu engang filmens episke tilsnit. Musikkens storladenhed, tyngde og knugende sorg akkompagnerer det fine håndværk fra filmfotografen Opaloch.

Avengers: Endgame varer 181 minutter og det mærkes mindre end forventet. Jo, det er en tour de force igennem bagkataloget hos MCU, men filmens længde er imponerende håndteret af både brødrene Russo og manuskriptforfatterne Markus og McFeely. Udvalgte karakterer, de som ikke blev knipset, får plads, mens andre blot er del af handlingen.

I rollen som Tony Stark, alias Iron Man, leverer Robert Downey Jr. en af sine stærkeste præsentationer, ikke blot i Marvel-regi, men i sin karriere. Værd at nævne er også Chris Evans (Captain America). Han giver alt, fysisk såvel som følelsesmæssigt. Jeremy Renner (Clint Barton/Hawkeye) og Scarlett Johansson (Natasha Romanoff/Black Widow) er tilsvarende en oplevelse i filmen, der også giver Karen Gillan (Nebula) mulighed for at bidrage med dygtigt skuespil. Derimod har manuskriptforfatter svært ved at finde den rette plads til Captain Marvel i Avengers: Endgame. Hun fik sin debut i MCU tidligere på året og i kraft af sin suverænitet, lider Captain Marvel under samme åg som Superman i Justice League (2017).

Alene størrelsen, det være sig persongalleriet, den narrative struktur og skalaen af konflikten, er overvældende at være vidne til. Det nærmeste vi har set er X-Men: Days of Future Past (2014), hvor to generationer af superhelte indtager scenen, og selv den film skrumper ved sammenligning med kulminationen på 21 film. Derfor er der også en væsentlig del af Avengers: Endgame, der kan opleves som fanservice og hvorfor ikke?

Fans har fulgt universet siden 2008, andre har koblet sig på senere og Russo-brødrene, sammen med manuskriptforfatterne, lader loyalitet betale sig og sætter de foregående film ind i et nyt perspektiv. Specielt er den tredje akt af Avengers: Endgame alt, hvad man kan ønske sig af en superheltefilm. Der er fanservice, og der er risici. Avengers: Infinity War er en bedre superheltefilm med en mere sammenhængende struktur, hvor Avengers: Endgame er mere følelsesmæssig tilfredsstillende og superheltene føles mere menneskelige end nogensinde før.

Filmen er som nævnt afslutningen på The Infinity Saga, de hidtidige 22 film og det kreative hold bag Marvel Cinematic Universe har fået publikum investeret, opbygget og udviklet superheltene og fortjener applaus for at skabe det fælles filmunivers med stor opfindsomhed, mærkbar passion og ambitiøse visioner. Den kaliber af talent, både foran og bag kameraet, som MCU har kunne tiltrække og fastholde er fænomenal og fortæller sin helt egen historie om, hvordan et episk univers kan skabes.