ANMELDELSE: “Captain Marvel” (2019)

Superheltinder på film er en sjældenhed og det selvom, at vi befinder os i en periode af filmhistorien, hvor superheltefilm er en af de mest dominerende genrer, både målt i antal og rent kommercielt. Alligevel kan film med en superheltinde, fra enten DC Comics eller Marvel, i hovedrollen tælles på præcis én hånd:  Supergirl (1984), Catwoman (2004), Elektra (2005), Wonder Woman (2017) og nu Captain Marvel (2019).

Den første superheltinde optrådte i superheltenes første medie, tegneserien, tilbage i 1940, hvor superheltinden Fantomah blev introduceret i Jungle Comics fra Fiction House. Af mere kendte superheltinder kan man nævne Wonder Woman, der debuterede i 1941 hos All Star Comics.

Ved et nærmere kig på filmene, så savnede de slet og ret kvalitet – Supergirl var hæmmet af ringe effekter, selv for 1984, overspil fra skuespillerne og en uvedkommende karakterbeskrivelse af superheltinden (Helen Slater) ,og der skulle gå hele tyve år før næste film kom, nemlig Catwoman. Det er værd at huske på genrens udvikling, idet film som Batman (1989), Batman Returns (1992), X-Men (2000), Spider-Man (2002) og X-Men 2 (2003) allerede eksisterede på daværende tidspunkt. Fællesnævneren for disse film er kompetent håndtering af superheltenes univers, noget som står i stærk kontrast til Catwoman.

Karakteren var først at opleve i skikkelse af Michelle Pfeiffer i førnævnte Batman Returns, og Pfeiffers skildring er da også en af de bedste ting ved den film. I Catwoman hedder titelrollen ikke længere Selina Kyle privat men Patience Phillips, og tilknytningen til Gotham City er i bedste fald utydelig. I stedet for Michelle Pfeiffer er det Oscar-vinderen Halle Berry, som bærer kostumet, eller rettere, de få beklædningsdele. Catwoman havde et budget på 100 millioner dollars, hvor X-Men fire år tidligere havde et budget på 75 millioner dollars. Det endelige resultat bar ikke præg af det høje budget: Mangelfuld instruktion, stressfremkaldende klipning, dialog, som måske så godt ud på skrift, men som lyder tåbelig, tilsat et utal af referencer til kattelignende adfærd hos superheltinden, hvis niveau af elegance minder om en flodhest, der anvender en trapez. Som superheltefilm er Catwoman en af de værste film inden for sin genre i selskab med Batman & Robin (1997) og Ghost Rider: Spirit of Vengeance (2011).

Året efter Catwoman var der igen en superheltinde at finde på film. Budgettet var mere beskedent, men Elektra (2005) med Jennifer Garner i titelrollen skabte det første, fælles filmunivers med superhelte fra Marvel, der startede i Daredevil (2003), hvor også Garner optrådte i samme rolle. Hun forsøgte sit bedste i sin egen film, men det uoriginale manuskript forplantede sig og gav en meget ujævn film, hvis dialog og plot faldt igennem samme år, hvor Christopher Nolan bragte Batman ud af sin dvale med Batman Begins.

Nolan sluttede som bekendt sin fremragende trilogi om Batman i 2012, og siden da har DC Comics udvidet deres repertoire for at følge efter Marvels Cinematic Universe (MCU). Resultatet er deres eget DC Extended Universe (DCEU). Først med Man of Steel (2013), derefter Batman vs Superman: Dawn of Justice (2016), Suicide Squad (2016), Wonder Woman (2017) og senest Aquaman (2018).

Førnævnte Wonder Woman optrådte første gang på film i Batman vs Superman: Dawn of Justice, og ét år efter i sin egen selvstændige film. I rollen som Wonder Woman giver Gal Gadot sin karakter elegant styrke og kejtet naivitet, og fortjener ros for sin præstation sammen med Chris Pine, hvis sædvanlige kækhed klædeligt er tonet ned med en sund portion kynisme. De to bærer i høj grad filmen, der i løbet af sine 141 minutter desværre ikke formår at styre udenom en del genreklichéer. Helhedsindtrykket hos Wonder Woman er dog stadig positivt, og det er svært at undgå klichéer på dette tidspunkt i filmhistorien, hvor der udkommer et sted mellem fire og seks superheltefilm om året. På et felt med manglende kvalitet, er Wonder Woman med sin premiere i 2017 den hidtil mest vellykkede superheltinde på film. Ind på scenen træder Captain Marvel.

Filmen om den kosmiske heltinde er instrueret af Anna Boden og Ryan Fleck, instruktørduoen bag den anmelderroste Halv Nelson (2006) med Ryan Gosling i hovedrollen og den ligeledes roste Sugar (2008), en film om den dominikanske baseballspiller Miguel Santos, der lægger kælenavn til filmen. Boden og Fleck skrev også manuskriptet til begge film. De har også stået bag kameraet på It’s Kind of a Funny Story (2010), filmatiseringen af Ned Vizzinis roman om kampen mod psykisk sygdom. Vizzini døde desværre tre år efter, blot 32 år. Filmatiseringen har Keir Gilchrist fra Atypical (2017– ) Zach Galifianakis, Emma Roberts og Viola Davis i centrale roller. Sidstnævnte spillede Amanda Waller i Suicide Squad, en agent med et tvivlsomt moralsk kompas. Seneste film fra Boden og Fleck er Mississippi Grind (2015) med blandt andre Ryan Reynolds (Deadpool), Ben Mendelsohn (Talos i Captain Marvel) og Alfre Woodard (Mariah Stokes i tv-serien Luke Cage).

Manuskriptet til Captain Marvel er forfattet i fællesskab af Boden og Fleck, Geneva Robertson-Dworet, der har bidraget til Tomb Raider (2018) sammen med Alastair Siddons og Evan Daugherty, men også Nicole Perlman har været med i skrivergruppen omkring Captain Marvel. Hun og James Gunn førte pennen på Guardians of the Galaxy (2014).

Filmfotografen Ben Davis står for kameraarbejdet. Han har tidligere været filmfotograf på blandt andre den stiliserede krimi med Daniel Craig, Layer Cake (2004), instrueret af Matthew Vaughn, og han har også håndteret kameraet på Kick-Ass (2010), ligeledes af Vaughn, Guardians of the Galaxy, Avengers: Age of Ultron (2015), Doctor Strange (2016) og Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (2017). Filmens komponist, Pinar Toprak, er på samme vis bekendt med genren, idet han har komponeret musikken til Justice League (2017) og tv-serien Krypton (2018- ). 

Captain Marvel har et estimeret budget på 152 millioner dollars, der placerer filmen over Wonder Woman, hvis budget er estimeret til 149 millioner dollars og er dermed den dyreste superheltinde på film. Til at påtage sig den altoverskyggende hovedrolle som Carol Danvers/Captain Marvel, har Marvel hyret Brie Larson. Hun har blandt andet optrådt i Scott Pilgrim vs. the World (2010) som titelrollens ekskæreste, Natalie “Envy” Adams. Filmen, udover at være en hyldest til kreativitet, er besat med to skuespillere med væsentlig erfaring fra superheltegenren: Chris Evans (Johnny Storm/The Human Torch og Steve Rogers/Captain America) samt Brando Routh (Clark Kent/Superman og Ray Palmer/The Atom). Det var dog i tv-serien United States of Tara (2009 – 2011) som Kate Gregson, teenagedatteren til hovedpersonen Tara (Toni Collette), at Larson fik sit gennembrud med troværdig teenagerattitude og nuancer i karakteren. Larson spillede også Mason Weaver i monsterfilmen Kong: Skull Island (2017), hvor rollelisten tæller Tom Hiddleston (Loke), Samuel L. Jackson (Nick Fury), John C. Reilly (Rhomann Dey i Guardians of the Galaxy) og Toby Kebbell (Victor von Doom/Doctor Doom i Fantastic Four fra 2015).

Den anden store rolle i Captain Marvel er Nicholas Joseph Fury (Samuel L. Jackson), og som nævnt spiller Ben Mendelsohn karakteren Talos, en Skrull, racen med evnen til at efterligne andre helt ned på DNA-niveau. Mendelsohn har etableret sig som det sikre valg til skurkeroller i stil med Mark Strong, hvor Mendelsohns cv tæller skurkerollerne John Daggett, forretningsmanden der i The Dark Knight Rises (2012) hyrer Bane til at få Wayne Enterprise til at gå fallit, Director Orson Krennic i Rogue One (2016), Nolan Sorrento i Ready Player One og Sheriffen af Nottingham i Robin Hood (begge 2018).

Andre nye karakterer i Captain Marvel spilles af Jude Law (Yon-Rogg), Lashana Lynch (Maria Rambeau) og Annette Bening (Wendy Lawson). Filmen byder også på et gensyn med dele af persongalleriet fra Guardians of the Galaxy i form af Korath (Djimon Hounsou). Hounsou er også med i Aquaman i rollen The Fisherman King og senere i år også i Shazam! (2019) som troldmanden Shaza. Ronan the Accuser (Lee Pace) er ligeledes tilbage i Captain Marvel.

Filmens starter med en fin hyldest til skaberen af mange superheltinder og superhelte hos Marvel, som døde tidligere på året, Stan Lee. Herfra springer Captain Marvel direkte ind i handlingen, til Hala, Kree Empirets hovedsæde, hvor superheltinden og lærermesteren Yon-Rogg træner. Filmens begyndelse er fyldt med tung eksposition for at forklare filmens univers på kort tid, og som begivenhederne skrider frem, kan Captain Marvel opleves som en hybrid mellem The Bourne Identity (2002) og Green Lantern (2011), tilsat et skvæt Thor: Ragnarok (2017).

Først det positive, og det er kemien mellem Larson og Jackson, hvis foryngelse tilbage til 1995 er et stykke imponerende arbejde fra filmens digitale hold. I lighed med Wonder Woman, er Captain Marvel historien om en superheltinde, der møder en ny virkelighed og skal tilpasse sig med alt, hvad der følger med af misforståelser. Hovedpersonen selv, karakteren Carol Danvers/Captain Marvel, føles dog stiv med fraværet af følelser og sårbarhed. Måske er det meningen, da Kree-racen er militaristisk og tilstræber at undertrykke følelser til fordel for rationel tænkning, der tjener dem bedre i krig, blandt andet imod den rivaliserende race, Skrull. Netop repræsentanten for sidstnævnte race, i rollen som Talos, som modsat de nævnte, andre roller, giver Mendelsohn mere at arbejde med og viser, hvor dygtig en skuespiller han er, trods en solid omgang make-up for at forvandle ham til en Skrull.

Manuskriptets håndtering af denne race forpasser desværre et væsentligt potentiale, hvor filmens tvist brækker den over i to. Det leder hen til det mindre positive ved Captain Marvel. Filmen har ikke sin egen selvstændige stil, som kan gøre den til en omgang forglemmelig underholdning, dertil kommer at sekvenserne med action er koreograferet generisk og mangler flair, hvilket er skuffende for en superheltinde med så markante superkræfter. Tonen i Captain Marvel er ligeledes ustabil med drastiske skift fra humor til tider forcerede følelsesmæssige tilknytninger mellem persongalleriet, noget som hovedkarakterens stivhed fremhæver.

Lydbilledet, jævnfør et skvæt Thor: Ragnaok, er præget af Topraks elektroniske musikalske tema, hvor valget af sange under actionscenerne savner elegance. Action tilsat popkulturelle sange i Marvels fælles filmunivers blev indført af James Gunn via Guardians of the Galaxy efter en periode, hvor filmene fulgte samme skabelon. Den konstellation kan nu opleves som en ny skabelon for Marvel. Nuvel, superheltefilm kan sagtens være både vellykkede og underholdende uden at genopfinde genren, og det er Captain Marvel da også til en vis grad, men filmen tynges af måden, hvorpå superheltinden er karakteriseret. De moralske valg for Carol Danvers er fraværende og derfor også hendes karakterudvikling. Det spiller sammen med, at handlingen er sat i 1995, et logisk valg af manuskriptforfatterne i et filmunivers med tyve foregående film, som dog frarøver historien sin nerve. Vi ved, at verden overlever.

Captain Marvel føjer en visuelt flot og udmærket, om end klassisk oprindelseshistorie til genren, noget som kan opleves lidt utilfredsstillende på dette tidspunkt med en høj tæthed af superheltinder og superhelte på film. Filmen føles derfor også som en trædesten frem mod Avengers: Endgame (2019) i stil med Captain America: First Avenger (2011) forud for Avengers (2012) og mindre som en selvstændig oprindelseshistorie, der med sin kulturelle signifikans, den første film i det fælles filmunivers om en superheltinde, kan der trækkes paralleller mellem Captain Marvel og den betydning, som Black Panther (2018) havde for Marvel Cincematic Universe.