ANMELDELSE: “Dark Phoenix” (2019)

Genfortolkninger er indlejret i superhelte på film. Fra Superman and the Mole Men i 1951 og Man of Steel (2013), hen over The Punisher (1989) og Punisher: War Zone (2008), til Batman (1966) og Batman Begins (2005). Desværre er ikke alle genfortolkninger succesfulde, ej heller fortolkningen fra tegneserie til film, hvor det mest fremtrædende eksempel er superheltefamilien fra 1961, Fantastic Four. Hele tre gange er det forsøgt. Fire, hvis man tæller Fantastic Four (1994) med, som dog ikke fik premiere. Hverken Fantastic Four (2005), Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer (2007) eller Fantastic Four (2015) har den fornødne kvalitet i karakterskildring, plot eller, specifikt for denne gruppe af superhelte, familiedynamik.

Den nævnte antihelt, The Punisher, har ligeledes været udsat for tre filmatiseringer, hvor The Punisher (2004) med Thomas Jane er den mest vellykkede, om end også uforløste, fortolkning. Karakteren har siden da fået nyt liv i serieformatet, hvor Jon Bernthal er en fænomenal Frank Castle/The Punisher, først i Daredevil (2015-2018), så i The Punisher (2017-2019).

Genfortolkninger kan også ske også i samme filmserie, noget som Ryan Reynolds inkarnerer. Skuespilleren optrådte som Wade Wilson i den alt for udskældte X-Men Origins: Wolverine (2009). Wilson er bedre kendt som den selvbevidste Deadpool. 20th Century Fox, filmselskabet med rettighederne til X-Men og Deadpool, genopfandt, helt i tråd med karakterens bevidsthed om at være fiktiv, den mundrappe lejesoldat i Deadpool (2016) og Deadpool 2 (2018). Begge med Ryan Reynolds i titelrollen. De to film har en udefineret forbindelse til resten af filmene om X-Men, men som Deadpool selv pointerer, så er filmseriens tidslinje svær at holde rede på. Siden den første film om mutanterne, X-Men (2000), er filmserien oppe på tolv film på 19 år med seneste tilføjelse, Dark Phoenix (2019). Filmen er en direkte efterfølger til X-Men: Apocalypse (2016), som viste Jean Grey (Sophie Turner) omgivet af flammer formet som Fugl Føniks.

Dark Phoenix er skrevet og instrueret af Simon Kinberg, der får sin instruktørdebut efter at have ført pennen på X-Men: The Last Stand (2006), X-Men: Days of Future Past (2014) og X-Men: Apocalypse. Kinberg har desuden skrevet manuskriptet til den nyeste filmatisering af Fantastic Four sammen med Jeremy Slater og instruktør Josh Trank.

Musikken er komponeret af Hans Zimmer, komponisten bag Rain Man (1988), The Lion King (1994), Gladiator (2000), Inception (2010), Christopher Nolans trilogi om Batman, Man of Steel, The Amazing Spider-Man 2 (2014) og Batman v Superman: Dawn of Justice (2016). Zimmer komponerer også musikken til Wonder Woman 1984 (2020).

Filmens fotograf, Mauro Fiore, har tidligere arbejdet sammen med James Cameron på Avatar (2009), der indbragte Fiore en Oscar. Han har også været filmfotograf på blandt andet Training Day (2001) og The Magnificent Seven (2016).

Dark Phoenix foregår i 1992. Der er dog en afstikker til Jean Greys barndom i 1975, og der hoppes dermed et årti frem i lighed med de tidligere film: X-Men: First Class (2011) foregår i 1960’erne, X-Men: Days of Future Past er delvist sat i 1970’erne og X-Men: Apocalypse i 1980’erne. Det betyder, at Dark Phoenix finder sted otte år før den første film, X-Men. Eller gør den? Efter begivenhederne i X-Men: Days of Future Past er filmseriens tidslinje blevet mudret, hvor historien om Jean Grey er blevet fortalt tidligere i X-Men: The Last Stand med Famke Janssen som Grey.

Den film skuffede med sin overfladiske håndtering af The Dark Phoenix Saga og sit overfyldte persongalleri, særligt efter to vellykkede film, X-Men og X-Men 2 (2003). Nuvel, tiden er inde til en genfortolkning. Ud over Sophie Turner som Grey, er de yngre versioner af X-Men alle tilbage i Dark Phoenix: Charles Xavier/Professor X (James McAvoy), Erik Lehnsherr/Magneto (Michael Fassbender), Raven Darkhölme/Mystique (Jennifer Lawrence), Hank McCoy/Beast (Nicholas Hoult), Scott Summers/Cyclops (Tye Sheridan), Ororo Munroe/Storm (Alexandra Shipp), Kurt Wagner/Nightcrawler (Kodi Smit-McPhee) og Peter Maximoff/Quicksilver (Evan Peters). Rollelisten er desuden udvidet med Jessica Chastain, der spiller et mystisk væsen af udenjordisk oprindelse.

Dark Phoenix handler om, hvordan Jean Grey på en mission bliver udsat for et solarudbrud, der forstærker hendes kræfter og tvinger superheltinden til at revurdere sin plads hos superheltegruppen X-Men. Og heri ligger filmens mest åbenlyse svaghed, der er håndteringen af selve historien om Jean Greys transformation til Dark Phoenix. Sophie Turner yder ellers en troværdig præstation i sit skifte mellem karakterens følelsesmæssige op- og nedture, men det er filmens manuskript, som svigter ved ikke at udnytte det store potentiale fra tegneserien. I stedet har Kinberg valgt en klichéfyldt rute for Jean Grey uden at få maksimalt ud af sine talentfulde skuespillere.

McAvoy kanaliserer professorens stigende arrogance med den gennemgående medmenneskelighed på fornemmeste vis, og han er godt i gang med at blive en af sin generations dygtigste skuespillere. Fassbender er effektiv i rollen som Erik Lehnsherr/Magneto, men får desværre ikke nok skærmtid, hvilket er en skam for en skuespiller af den kaliber. Hoult er vel nok filmens helt store overraskelse, der formår at bryde manuskriptets snærende bånd og give sin karakter mere dybde.

I rollen som skurk gør Jessica Chastain, hvad hun kan, men hendes karakter er for svagt defineret og utilfredsstillende skrevet. Resten af castet gør også en god figur, og det vidner om, at styrken ved Dark Phoenix er skuespillets høje kvalitet. Kameraarbejdet og den musikalske komposition er begge fine uden at være pragende, hvor instruktørens manglende erfaring med at eksekvere action er tydelig. Scenerne er generiske for genren og til tider uinteressante, hvilket er en markør for Dark Phoenix. Filmen rummer få overraskelser og endnu færre afvigelser fra konventionerne. Dertil kommer tidslinjen, hvis brud i X-Men: Days of Future Past, gør filmseriens udvikling uklar og hæmmer indlevelsen i karakterne.

I Dark Phoenix savner instruktør og manuskriptforfatter Simon Kinberg modet til at slippe Jean Grey løs, lade hende blive Dark Phoenix, frygtet og fyldt med interne konflikter. Kinberg, efter at have skrevet manuskriptet til første filmatisering af sagaen om Jean Grey i X-Men: The Last Stand, fik, som Ryan Reynolds med Deadpool, en ny chance for at genfortolke Dark Phoenix. Chancen er spildt, potentialet uudnyttet og hvad, der ligner afslutningen for X-Men, inden de træder ind i Marvel Cinematic Universe, er derfor mere skuffende end værdig i den gyldne tidsalder for superhelten på film.

Filmen er ude på dvd, Blu-ray og 4K UHD fra 20th Century Fox!