ANMELDELSE: “Joker” (2019)

The world is a comedy to those that think; a tragedy to those that feel.

Citatet er tilskrevet Horace Walpole, en britisk politiker og forfatter (1717–1797), men hvordan kan den moderne tragedie og komedie se ud på film?

En frugtbar tilgang er at gå tilbage til rødderne for komedien og tragedien. Her kan den græske filosof Aristoteles tjene som et slidstærkt udgangspunkt for at vurdere disse to dramatiske genrer. Aristoteles beskæftigede sig med genrerne for at kunne bestemme digtningens erkendelsesværdi og give retningslinjer for det vellykkede kunstværk (”det skabte”).

Ifølge vor antikke, græske ven, er komedien en afbildning af ringere mennesker, det vil sige, at komediens karakterer er ringere end normalt, mens tragedien fremstiller ærefulde personer. Set i sammenhæng med superheltefilm, er komedier en undergenre med et veludviklet bagkatalog fra den fjollede, selvironiske Batman (1966) med Adam West i hovedrollen, den nærmest infantile Blankman (1994) – mere en parodi end komedie – henover teenagerkomedien Sky High (2005), den forsmåede My Super Ex-Girlfriend (2006), og til den selvbevidste Kick-Ass (2010) og en hævngerrig helt i Super (2010). Selv DC Comics og Marvel har i nyere tid bevæget sig inden for undergenren med henholdsvis Shazam! (2019) og Thor: Ragnarok (2017), der ikke er rendyrkede komedier, men hvor det komiske element er dominerende i forhold til superheltefilm som etableret genre.

Over for komedien, står tragedien. I livet for en superhelt udfolder der sig væsentlige tragiske elementer. Clark Kent mister sin far i Superman (1978) og Man of Steel (2013), Bruce Wayne begge sine forældre i en mørk gyde, skudt ned for øjnene af ham i Batman (1989), Batman Begins (2005) og Batman v Superman: Dawn of Justice (2016), Peter Parker sin onkel som en direkte konsekvens af sit svigt som Spider-Man i filmen af samme navn fra 2002 og The Amazing Spider-Man (2012), Diana Prince må forlade sin familie på øen Themyscira i Wonder Woman (2017) og Carol Danvers bliver fremmedgjort over for sin egen menneskelighed i Captain Marvel (2019). Listen fortsætter.

Der er et iboende, tragisk element hos de fleste superhelte. En uret, der skal rettes. En tragedie har i klassisk forstand til formål at vække frygt og medlidenhed, for at fuldbyrde renselsen, katarsis, hos tilskueren. Denne katarsis tjener til, at man som publikum lærer af de fejl, som tragediens deltagere begår og selv undgår at lave selvsamme fejltrin. Medlidenheden får os til at fatte sympati, og frygten skal afholde os fra at kaste os ud i lignende situationer.

William Shakespeare selv, en mester ud i begge dramatiske genrer, er kommet med et berømt citat, om at hele verdenen er en scene. Ind på scenen for superheltefilm træder Joker. Filmen er instrueret af Todd Phillips, som debuterede i 1993 med Hated: GG Allin and the Murder Junkies, en dokumentar om den ekstreme punkmusiker GG Allin. Phillips har ellers en baggrund i at instruere komedier som Road Trip (2000), Starsky & Hutch (2004), School for Scoundrels (2006), Due Date (2010) med Robert Downey Jr., War Dogs (2016), og så har Phillips ligeledes instrueret The Hangover-trilogien (2009, 2011 og 2013) med blandt andre Bradley Cooper.

Phillips skriver oftest manuskripterne til sine film, udover til måske den mest succesfulde, The Hangover, og han har også skrevet manuskriptet til Joker i samarbejde med Scott Silver. Silver har skrevet 8 Mile (2002) og været del af skriveholdet omkring Oscar-vinderen The Fighter (2010) med Mark Wahlberg, Christian Bale, Amy Adams og Melissa Leo, instrueret af David O. Russell.

Lawrence Sher er filmfotografen bag Joker, der fortsætter sit parløb med instruktør Todd Phillips. Makkerparret har arbejdet på The Hangover-trilogien, Due Date og War Dogs. Senest har Sher stået for kameraarbejdet på Godzilla: King of the Monsters (2019), der er en forglemmelig, men flot oplevelse.

Komponist på Joker, islandske Hildur Guðnadóttir, har et hyppigt samarbejde med instruktør Denis Villeneuve: Prisoners (2013), Sicario (2015) og Arrival (2016). Guðnadóttir har desuden komponeret musikken til miniserien Chernobyl (2019): En komposition, hun vandt en Emmy for.

Joker har et estimeret budget på 55 millioner dollars, hvor den anden meget omtalte superheltefilm anno 2019, Avengers: Endgame har et budget på 356 millioner dollars.

Titelrollen i Joker spiller Joaquin Phoenix, der i filmen går under det borgerlige navn Arthur Fleck. Phoenix har et mangfoldigt cv, Commodus i Gladiator (2000) instrueret af Ridley Scott, Johnny Cash i Walk the Line (2005) af James Mangold, en aparte version af sig selv i I’m Still Here (2010), og andre kritikerroste roller som The Master (2012), Her (2013) af Spike Jonze og You Were Never Really Here (2017). Fælles for hans roller, er, at Phoenix som skuespiller er en kamæleon.

Filmens andre roller er blandt andet besat af Robert De Niro, der ikke behøver nogen introduktion. De Niro har spillet en perlerække af ikoniske karakterer: Vito Corleone i The Godfather Part II (1974), Travis Bickle i Taxi Driver (1976), Michael Vronsky i The Deer Hunter (1978), Jake LaMotta i Raging Bull (1980), Rupert Pupkin i The King of Comedy (1983), James “Jimmy the Gent” Conway i Goodfellas (1990), Neil McCauley i Heat (1995), blot for at nævne et par roller. Dog har det været småt med den slags præstationer i det nye årtusinde, hvor De Niro desværre nærmere er blevet synonym med tvivlsomme komedier som Meet the Parents (200), Meet the Fockers (2004) og Dirty Grandpa (2016) eller biroller i solide film, blandt andet Silver Linings Playbook (2012) og American Hustle (2013).

 Zazie Beetz optræder også i Joker. Beetz er måske bedst kendt som Domino i Deadpool 2 (2018), hvis atypiske superheltekræfter er held. Frances Conroy er Penny Fleck, Arthurs mor. Conroy spillede blandt andet Ruth Fisher i tv-serien Six Feet Under (2001-2005) og Ophelia Powers i den katastrofale Catwoman (2004). Brett Cullen portrætterer Thomas Wayne. Cullen var at finde i rollen som Barton Blaze i Ghost Rider (2007), far til Johnny (Nicolas Cage) og på rollelisten i The Dark Knight Rises (2012), som politikeren Byron Gilley.

I Joker arbejder Arthur Fleck som klovn, året er 1981 i Gotham, og Arthurs privatliv står i kontrast til klovnens glade ansigt. Han er en tragedie, sminket som en komedie. Karakteren The Joker er synonym med Batman, men i Joker er han hovedrollen. Der har før været film om antihelte fra Marvel som The Punisher (1989, 2005 og 2008), Ghost Rider (2007 og 2011), Deadpool (2016 og 2018) og Venom (2018) og fra DC Comics fik en gruppe af antihelte deres egen film med Suicide Squad (2016), men en skurk i hovedrollen? Det tætteste man kommer er Thanos i Avengers: Infinity War (2018).

Joker udspringer i superheltenes univers hos DC Comics, en skurk, der ynder at pege på samfundets hykleri og fremtvinger menneskets sande natur igennem vold, og Joker er en voldsom film. Filmen har måske ikke udpenslet, grafisk vold som Deadpool, men derimod en knugende følelse af uforudsigelighed. En uro, akkompagneret af Guðnadóttirs stemningsmættede og intense cellokompositioner, ulmer under ansigtssminken hos Joaquin Phoenix, der er eminent i rollen. Skuespillerne omkring ham, De Niro, Conroy, Beetz og Cullen, er solide i deres præstationer og specielt Conroy besidder en troværdig skrøbelighed som Penny Fleck. Filmen tilhører dog Phoenix, hvis præstation er meningsløs at sammenligne med den mest prominente fortolkning af The Joker fra Heath Ledger. Begge er fremragende på hver sin måde. Phoenix virker som Fleck ukomfortabel i sin egen krop, en spejling af det ydre og hans indre. Latteren fremstår smertefuld, som lige dele latter og gråd, og uden for Arthurs kontrol. Joker er også en visuel nydelse med imponerende kameraarbejde fra Lawrence Sher i brugen af farvepaletten og krydsfeltet mellem lys og mørke, som visuelt fortæller Flecks historie. Den historie henter inspiration fra Martin Scorsese og hans Taxi Driver og King of Comedy, hvilket til tider kan være svært at se bort fra. Joker har også hentet elementer om karakteren The Joker fra den fænomenale grafiske roman The Killing Joke og frisat fra andre superheltefilm, er Joker uforudsigelig, både som karakter og som film.

I fraværet af en helt stiller Joker sit publikum svære og ubehagelige spørgsmål. Phillips har med sikker hånd skabt en grum, smuk og tålmodig film, som kryber ind under huden for at hjemsøge med sin moralske tvetydighed. Joker er katarsis.