Film

21. november 2017

ANMELDELSE: “Justice League” (2017)

Mennesket er et socialt væsen. Det er der i hvert fald nogen, der mener. Men hvad med supermennesker? Typisk har superhelte et traume bag sig, som mere eller mindre er den direkte forklaring på, at et voksent menneske iklæder sig stramme gevandter og bekæmper uretfærdighed i enhver form. Måske har superhelten mistet en eller begge forældre, sin hjemplanet eller sin biologiske krop. Det tab kan gøre, at man har brug for at finde lidelsesfæller, der forstår, hvad man går igennem. Alternativt skubber man omverdenen væk i en mere sikker afstand for at undgå en gentagelse af tabet. Justice League handler om, hvordan en gruppe af superhelte samles.

Før videre læsning gøres der opmærksom på, at der i anmeldelsen forekommer afsløringer fra den foregående filmder indgår i det fælles filmunivers fra DC Comics, nemlig Batman vs Superman: Dawn of Justice (2016). Justice League fortsætter fra begivenhederne i den film, og det er derfor mere end tvivlsomt, at hvis man ikke har set Batman vs Superman: Dawn of Justice, at man får det store ud af den nye film, Justice League. Sådan er præmissen typisk for sammenhængende filmuniverser, mest kendt hos konkurrenten til DC Comics, Marvel Cinematic Universe (MCU).

Nuvel, ensomhed. Dét at være ensom gør ikke bare, at mennesket bliver trist, med et efterfølgende tab af livslyst. Ensomhed gør det også sværere at overleve. Fra fødslen afhænger menneskets overlevelse af andre. Hvad man ikke selv kan, er det muligt andre kan i en konstant kamp om føde, plads og opmærksomhed. Det afhænger af det enkelte menneskes behov, hvad der kæmpes om, men den sociale tilknytning til en gruppe kan også medvirke til skabelsen eller videreudviklingen af menneskets identitet. Hvad gør det så ved en gruppedynamik, når superindivider, der ellers er indbegrebet af selvstændighed og egenrådighed, skal forme en enhed for et fælles bedste? I Justice League trues jorden af en overtagelse fra det overjordiske væsen Steppenwolf,  og her er én superhelt ikke nok til at afværge den trussel.

Superheltene fra DC Comics står altså til at blive samlet. Fem år efter Marvel samlede deres helte i The Avengers (2012), der er instrueret af Joss Whedon. Han forløste alle forventninger til filmen, der var den foreløbige kulmination på MCU og byggede på ikke færre end fem mere eller mindre selvstændige superheltefilm: Iron Man (2008), The Incredible Hulk (2008), Iron Man 2 (2010), Thor (2011) og Captain America: The First Avenger. Med andre ord, så har Whedon et talent for at balancere et bugnende persongalleri af superhelte med mange narrative tråde. Desværre blev det for meget for selv ham i den mindre vellykkede Avengers: Age of Ultron (2015), der hvilede på skuldrene af yderligere fire film, Iron Man 3 (2013), Thor: The Dark World (2013), Captain America: The Winter Soldier (2014) og Guardians of the Galaxy (2014).

Det vil sige, at Whedon som instruktør og forfatter skulle navigere blandt i alt ti film og en tv-serie med bånd til MCU: Marvel’s Agents of S.H.I.E.L.D. (2013-) og et endnu større persongalleri. På baggrund af sine oplevelser med at instruere og skrive den anden film om The Avengers, takkede Whedon nej tak til at instruere og skrive superheltegruppens tredje film, Avengers: Infinity War (2018). Den instruktørmæssige opgave varetages i stedet af brødreparret Anthony og Joe Russo, duoen bag en af de absolut bedste film i MCU: Captain America: The Winter Soldier.

For Marvel startede det fælles filmunivers i 2008 før det tilsvarende tiltag fra DC Comics kom i 2013, igen fem år efter. Grundstenen hos DC Comics var Man of Steel (2013), en dyster film om Superman, der har Zack Snyder som instruktør, manuskript af David S. Goyer og Christopher Nolan som producer. Særligt tilstedeværelsen af Nolan, som også bidrog til filmens manuskript, er signifikant, idet tonen fra hans trilogi om Batman er overført til Manden af Stål. Henry Cavill bærer det ikoniske kostume og omkring sig har han Michael Shannon som en af Supermans ærkefjender, General Zod, Kevin Costner og Diane Lane er hans adoptivforældre, Martha og Jonathan Kent, Amy Adams spiller kærlighedsinteressen Lois Lane, den hårdføre journalist, og i rollen som Supermans biologiske far, Jor-El, ses Russell Crowe.

Filmen fik en blandet modtagelse. Kritikerne skosede Man of Steel for at være for mørk, alvorlig og for voldsom, mens den fik ros for at vise en mere nuanceret Superman med kvaler og konsekvensen af mægtige væsner, der kæmper i en storby som Metropolis. Næste kapitel er Batman vs Superman: Dawn of Justice, en endnu mere polariserende film, hvor de to største superhelte hos DC Comics mødes. I filmen optræder også Lex Luthor, superrumvæsnet Doomsday og Wonder Woman. Sidstnævnte i skikkelse af Gal Gadot, der bragede igennem med sin egen film tidligere i år, Wonder Woman (2017) … en vellykket film, der instrueret af Patty Jenkins. I titelrollen balancerer Gadot sin karakter med elegant styrke og kejtet naivitet. Mellem den film og førnævnte film med Superman og Batman, kiler Suicide Squad (2016) sig ind. Filmen er del af det fælles filmunivers, men mere løst forbundet til Man of Steel og Batman vs Superman: Dawn of Justice, idet Batman optræder kortvarigt i to scener og Superman blot omtales.

På plads er altså Superman, Batman og Wonder Woman. De superhelte får i Justice League selskab af Aquaman, The Flash og Cyborg. Det er første gang, at de tre karakterer optræder i en film, men ikke på en skærm. En inkarnation af Aquaman, spillet af Alan Ritchson, optrådte i fire episoder i Smallville (2001-2010); en tv-serie om Clark Kent og hans rejse mod at blive Superman. Ligeledes kan The Flash opleves i samme serie. Eller nærmere en tidlig version af superhelten: Bart Allen alias Impulse, spillet af Kyle Gallner i tre episoder. Samme antal episoder fik Lee Thompson Young, som optræder som Cyborg i serien, der med sit beskedne budget holdt computereffekterne på et minimum.

Modsat sine kolleger, har The Flash en mere rig historie på skærmen: Wesley Shipp indtog hovedrollen som Barry Allen i tv-serien The Flash (1990-1991),  og tretten år senere spiller Shipp karakterens egen far, Henry Allen i The Flash (2014-). Her er det Grant Gustin, som løber hurtigt i en mere løssluppen version med parallelle universer og større budget til blandt andet effekter. Den tv-serie udgør, sammen med Arrow (2013-), Supergirl (2016-) og Legends of Tomorrow (2016-), et fælles tv-serieunivers, The Arrowverse.

Tilbage til den store skærm for superhelte og hovedarkitekten bag det fælles filmunivers hos DC Comics, Zack Snyder. Han har, i lighed med Man of Steel og Batman vs Superman: Dawn of Justice, instrueret Justice League. Snyder har også været inde over Wonder Woman som henholdsvis forfatter og producer, og har tidligere filmatiseret grafiske romaner i form af 300 (2006) og Watchmen (2007). Desværre ramte en tragedie Snyder, da hans datter begik selvmord. Det betød, at Snyder valgte at trække sig fra filmen, da den gik ind i postproduktionen. Herefter trådte Whedon til som instruktør, og han fik ansvaret for færdiggørelsen af filmen.

Manuskriptet til Justice League er forfattet af Chris Terrio og Joss Whedon. Ja, Whedon tog det forbudte skridt over til konkurrenten. Terrio fik sin debut som både instruktør og forfatter i 2005 med Heights, hvis rolleliste blandt andre tæller Glenn Close, Elizabeth Banks og James Marsden. Sidstnævnte spillede mutanten Cyplos i den originale trilogi om X-Men og den alternative kærlighedsinteresse for Lois Lane i Superman Returns (2006) af Bryan Singer. Herefter skrev Terrio den prisvindende Argo (2012) med Ben Affleck i hovedrollen og bag kameraet. Affleck er som bekendt den nuværende inkarnation af Bruce Wayne/Batman. Argo vandt en Oscar for bedste film og bedste redigering, og indbragte Terrio en gylden statuette for bedste filmatiserede manuskript.  Fire år efter, i 2016, trak Affleck så for første gang i det mørke flagermuskostume og gjorde sin entre overfor Henry Cavills Superman i Batman vs Superman: Dawn of Justice. Bag filmens manuskript stod Terrio sammen med førnævnte Goyer. Terrio er desuden hyret til at skrive manuskriptet til den kommende Star Wars: Episode IX (2019). I den sammenhæng har J.J. Abrams også taget et særligt skridt fra at instruere Star Trek (2009) og Star Trek Into Darkness (2013) til at stå bag kameraet på Star Wars: The Force Awakens (2015), der er den syvende episode i den originale saga om Solo- og Skywalker-slægtens eventyr i den nok så berømte galakse. Og det gjorde han med så stor succes, at han overtog instruktørstolen fra Colin Trevorrow, da denne blev fyret fra Star Wars IX, der får premiere maj 2019.

Skiftet mellem Marvel og DC Comics har også Ben Affleck foretaget. Affleck var iført masken og kostumet i filmatiseringen af Daredevil fra 2003. Den superheltefilm stod Mark Steven Johnson bag, både som instruktør og forfatter, og historien lærte ikke filmselskaberne noget, idet Johnson også fik lov til at forplumre en ny superhelt i 2007: Ghost Rider, der viste, at man som instruktør og forfatter godt kan begå samme fejl på nye og mere elendige måder. Pudsigt nok spillede Affleck rollen som George Reeves i Hollywoodland (2006) instrueret af Allen Coulter. Filmen er en dramatisering over det mystiske dødfald, der ramte skuespilleren George Reeves i 1959. Reeves bar hovedrollens kostume og kappe i Superman and the Mole Men (1951). Han fortsatte i tv-serien Adventures of Superman (1951–1958) og kortfilmen Stamp Day for Superman (1954) før sin død, som er fokus for Hollywoodland. Siden har Christopher Reeve spillet rollen som Superman i fire film fra 1978 til 1987, hvorefter Brandon Routh overtog rollen i Superman Returns. Affleck får sin egen film The Batman, hvor Matt Reeves står til at instruere og skrive filmen. Reeves har blandt andet stået bag de meget vellykkede Abernes Planet: Opgøret (2017) og Abernes planet: Revolutionen (2014). The Batman har dog endnu ikke nogen premieredato annonceret.

Udover Affleck som Batman, er Lois Lane (Amy Adams) også tilbage i Justice League. Adams har vundet adskillige priser for sit alsidige skuespiltalent, herunder Junebug (2006), American Hustle (2013) og Big Eyes (2014). I filmen Doubt (2008) spiller Adams sister James overfor Philip Seymour Hoffman, Meryl Streep og Viola Davis. Sidstnævnte har en prominent rolle som Amanda Waller i Sucide Squad. Lois Lane får igen selskab af Alfred Pennyworth (Jeremy Irons) og Martha Kent (Diane Lane). Førstnævnte sås første gang i Batman vs Superman: Dawn of Justice. Danske Connie Nielsen gentager sin rolle som Hippolyta fra Wonder Woman.

Som nævnt, introduceres vi i Justice League til tre nye superhelte: Aquaman (Jason Momoa), The Flash (Ezra Miller) og Cyborg (Ray Fisher). Nok fik man et glimt af dem i Batman vs Superman: Dawn of Justice, men det var i form af små, korte videoklip.

Momoa startede sin skuespilkarriere i Baywatch: Hawaii (1999–01), hvilket er knap så overraskende, når man ser på hans fysiske fremtoning. Samme aspekt kan tænkes at have spillet en rolle for Momoa i titelrollen i Conan the Barbarian (2011), en rolle, som tidligere har været synonym med den tidligere Mister Universe, Arnold Schwarzenegger. Bedst kendt er Momoa måske som den frygtindgydende kriger, Khal Drogo i Game of Thrones (2011–). Som Aquaman får Jason Momoa sin egen film i 2018, instrueret af James Wan. Han har markeret sig inden for horrorgenren, særligt med Saw (2004), men Wan har også prøvet kræfter med Furious 7 (2015) i bilfilmserien The Fast and the Furious.

Ezra Miller kendes fra den anmelderroste film, We Need to Talk About Kevin (2011) som Kevin, søn af Eva (Tilda Swinton), men også fra The Perks of Being a Wallflower (2012), filmatiseringen af bogen af same navn, forfattet af Stephen Chbosky. Miller har ligeledes haft en rolle i pre-Harry Potter-filmen, Fantastic Beasts and Where to Find Them (2016), hvor han spillede Credence Barebone.

Den mindst erfarne af de tre nye skuespillere er Ray Fisher som Victor Stone/Cyborg. For Fisher er det blevet til en enkelt optræden i tv-serien The Astronaut Wives Club (2015). Erfaren er nøgleordet for castingen af rollen som kommissær James Gordon, der arbejder sammen med Batman i Gotham. Her finder vi J. K. Simmons. Han har også krydset vejen, idet Simmons spillede en fantastisk, bidsk avisredaktør, J. Jonah Jameson i Sam Raimis trilogi om Spider-Man. Simmons har i øvrigt vundet en Oscar for bedste mandlige birolle i den prisbelønnede Whiplash (2014) af Damien Chazelle.

Til at runde rollebesætningen af, har man castet Ciarán Hinds som superskurken Steppenwolf. Hinds er en skuespiller, der kan fortolke mange roller. Han har været håndlangeren Fletcher Hamilton i Paul Thomas Andersons mesterlige There Will Be Blood (2007), og han har spillet Djævlen i den vederstyggelige Ghost Rider: Spirit of Vengeance (2012) af Mark Neveldine og Brian Taylor.

Rammen er sat, manuskriptet er skrevet og filmen instrueret. Resultatet er en blandet fornøjelse. Stemningen i Justice League er lettere og mere humoristisk end i de tidligere film, men specielt Batman lider under en tendens til at lave vittigheder i alvorlige situationer, hvor han træder ud af karakter som den bitre, vrede superhelt. Der hersker en for selvbevidst atmosfære. Overgangen fra Man of Steel, den klart mest seriøse film af de hidtil fire film hos DC Comics til denne har været undervejs. Der var en mindre opblødning af seriøsiteten at spore i Batman vs Superman: Dawn of Justice, hvorefter man bevægede sig drastisk mod humoren i Suicide Squad. På godt og ondt. Mest ondt, for humoren i den film føles særdeles forceret med replikker, der både punkterer scenernes momentum og som slet og ret er malplaceret. Det er derfor meget tydeligt, at man har gået efter en mere humoristisk tone i Justice League. Nogle gange fungerer det, andre gange gør det ikke og desværre kan man få en fornemmelse af et slægtskab med Joel Schumachers kitschede og kiksede Batman Forever (1995) og Batman & Robin (1997). Den tone gør Justice League til en nem og uforpligtende film at se, der måske kan tilskrives involveringen af Whedon og ikke Snyder. Filmen har dog stadig tydelige fingeraftryk fra Snyder, der er en mester udi at overføre tegneseriens visuelle udtryk til skærmen.

I retning af superheltenes fællesskab,  så er en af filmens mest markante styrker skuespillerne. Fra Ben Affleck, der er allerbedst, når han er den trætte, kyniske Batman til den anden ende af spektret, Gal Galdot med sin karismatiske tilstedeværelse, der udstråler styrke og håb. Jason Momoa som Aquaman er en rimelig ukompliceret, men underholdende karakter med masser af testeron og machoattitude, der blandt andet manifesterer sig i en skødesløs omgang med alkohol. Ray Fishers Cyborg har en mudret baggrundshistorie og ditto personkarakteristik. Det kan være manuskriptet, men det kan også være karakterens iboende mystik med sine superkræfters ukendte potentiale og funktion. Cyborg får dog ikke nok at lave i filmen, selvom Fisher gør et fint og solidt stykke arbejde, særligt i scener med mere på hjertet.

Den bedste af de nye superhelte er Ezra Miller som The Flash. Miller præsterer en formfuldendt kombination af entusiastisk charme og det at være socialt akavet. Det aspekt kan hænge sammen med, at The Flash oplever alle andre som uhyrligt langsomme. Han er også en rodløs person, hvilket kombineret med at være socialt akavet, er et passende karaktertræk for, hvem der kaldes for verdenens hurtigste mand.

Et filmens største plotmæssige problemer er håndteringen af Superman. Han var en kontroversiel skikkelse i de foregående film, men Justice League syntes at lade befolkningen vende på en tallerken og sørge over Superman på en gennemgribende måde. Bevares, man så begravelsen i Batman vs Superman: Dawn of Justice og sorgen blandt hans nærmeste, men Justice League laver et kraftspring i form at menneskeheden har svært ved at undvære Superman. Det kan meget vel være, men det blev ikke tidligere etableret i tilstrækkelig grad. I den positive afdeling, får Cavill som Superman lov til at bygge videre fra de tidligere film med flere nuancer af sit skuespiltalent.

De nævnte superhelte skal danne en fælles front for at stoppe Steppenwolf i sin plan om herredømme over jorden. Måske er det en præmis for superskurke i denne skala at have store, men vage planer for sine ondskabsfuldheder, men som antagonist for Justice League, er Steppenwolf med afstand den svageste superskurk i det fælles filmunivers fra DC Comics. Han vil erobrere jorden, fordi han er en erobrer. Det er, hvad han gør, men samtidig føles Steppenwolf hverken truende eller som en, hvis motivation er skræmmende. Det kan både tilskrives stemningens lethed og Steppenswolfs spinkle personkarakteristik, der uheldigvis også tynges ned af at være en rendyrket computerskabt figur. Væk er nerven og frygten for, at superskurken vil lykkes med sin plan, og han slutter sig dermed til gruppen af forglemmelige superskurke, noget som mest er kendt hos Marvel. Steppenwolf er mest af alt til stede som et plotelement, der har til formål at samle Justice League.

Samlet bliver superheltene naturligvis, men det element, at superheltene har forskellige perspektiver, får ikke plads nok til at udfolde sig i konfrontationer internt i gruppen og give karaktererne mere dybde i deres forskellighed. De er superindivider, som er vant til at bære byrden alene, og som nu skal forsøge at arbejde sammen om et fælles mål. Men det er svært at give plads til alt dette med en spilletid på blot 121 minutter, hvor hele tre nye superhelte skal introduceres og en superskurk skal gøre sin entré, og samtidig fortælle videre fra seneste film samt holde fokus på at samle Justice League som gruppe. Der er derfor en travlhed med at få plottråde til at træde frem, og det hæmmer filmen at have så travlt. Det var også et af de store problemer ved Batman vs Superman: Dawn of Justice, der skulle fortælle for meget på for kort tid. DC Comics haster af sted for at nå op på siden af Marvel, der med sytten film siden 2008, har haft bedre tid til at sætte sine superhelte i scene. Det ville klæde DC Comics at udvise en lignende tålmodighed og grundighed. Man får ikke nok tid til at sætte pris på de ellers meget velspillende karakterer som The Flash, Aquaman og Cyborg. Så man får mest af alt en fornemmelse af et spildt potentiale i Justice League. Det burde føles episk at se Batman, Woman Woman og de tre blive ført sammen. I stedet føles det hektisk.

Justice League er en visuelt flot og underholdende, men til tider forhastet film, hvis nerve aldrig vækkes med en følelse af nødvendighed for superheltegruppen at samles. Der kradses i potentialet for en virkelig god film uden at nå langt nok ned i substansen og slutresultatet er positivt nok. Dog længes man efter mere, når man først får smag for de rigtig gode scener i Justice League og det gør filmen værd at se. Særligt hvis man er til genren og syntes at Man of Steel og Batman vs Superman: Dawn of Justice var for seriøse.

På et mere overordnet plan, kan filmen godt vække min bekymring om, at DC Comics ikke længere laver superheltefilm på sin egen måde, men efterligner Marvel. Superheltefilm er fuldt ud etableret som sin egen selvstændige filmgenre med adskillige variationer. Fra kitsch i 90’erne, henover den mørke, realisme hos Nolans Batman og råhed i Logan (2017) til den humoristiske variant, som Marvel har gjort til sit varemærke. DC Comics, som den anden helt store aktør på området, bør tilbyde et alternativ til den måde at vise superhelte på film. Om man kan lide den ene form for superheltefilm eller begge, så vil det klæde genren, at der hersker en mangfoldighed, fremfor konformitet, hvor superhelte aldrig rigtigt er i fare, hvor rappe replikker står i kø midt i hæsblæsende, men ufarlig aktion. For alle sine fejl, tilbød Man of Steel og Batman vs Superman: Dawn of Justice sit eget perspektiv på superhelte med flere nuancer og dybere tanker om eksistens. Der er en tid til at tænke og der er en tid til at have det sjovt. Ikke dermed sagt, at Marvel laver tanketomme film, men deres film rammer en anden tone og hvis man siger, at film imiterer livet, bør der være flere toner i superheltefilm end den sorgløse.

 

This slideshow requires JavaScript.



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *