ANMELDELSE: “Klovn”

Michael Kamp, der er en af Tellerups faste leverandører af gåsehudshistorier, har med “Klovn” skabt en fortælling, der sender alle med coulrofobi til tælling!

“Klovn” kan købes hos SAXO.com: KLIK


Klovne er ikke morsomme. Nej, de er ubehagelige, skrækkelige, uhyggelige og modbydelige. Deres utilregnelige adfærd og maskeringen, der skjuler den menneskelige fysiognomi, gør dem til oplagte repræsentanter for det onde. Klovne kan ikke afkodes, og man ved instinktivt, at de kan finde på hvad som helst. Man er altid på vagt, når man står overfor et klovnebæst.

I Michael Kamps “Klovn” – der er målrettet de unge læsere – møder vi en flok knotne zombieklovne, der søger retfærdighed. De er blevet kollektivt dømt for en forbrydelse, de ikke har begået. Og det siger sig selv, at man som uretfærdigt dømt søger frifindelse.   

Vi befinder os i lillebyen Ullerup, hvor man henlever en stille tilværelse. Brud på dagligdagens rytmer er sjældne, men pludselig dukker de op: Klovnene! De hjemsøger byen og sætter en skræk i livet på 12-årige Oscar, der en sen nattetime står ansigt til ansigt med en klovn, der stirrer på ham gennem vinduet.

Michael Kamp har på fortrinlig vis brugt de klovne-happenings, der i 2016 blandt andet fandt sted i USA, som afsæt for plottet i “Klovn”. Det er denne trend, der gør sin entré i Ullerup, hvor et par store scooter-drenge har købt klovnemasker, så de kan skræmme livet af børn og sarte sjæle. Hvad drengene ikke ved, er, at de uforvarende kommer til at vække en slumrende ondskab til live, der har sit arnested midt inde i en mørk og ufremkommelig skov. Og herfra står der følgende på horrormenuen: død, lemlæstelse og tortur.

Under læsningen kom jeg uvilkårligt til at sende kærlige tanker til John Carpenters “The Fog” aka “Tågen” fra 1980, hvor kystbyen Antonio Bay hjemsøges af en flok hævnlystne sømænd. Der er ligheder mellem Carpenters og Kamps historier, der – i hvert fald for den voksne og horrorkyndige læser – gør det ekstra fornøjeligt at stifte bekendtskab med klovnene i Ullerup.

Kamp holder sig ikke tilbage med de mere makabre detaljer, og aflivningerne af Ullerup-borgerne, som klovnene står for, beskrives udførligt. Lad mig citere en passage fra romanen, der smukt viser, hvor vi befinder os henne på væmmelses-skalaen:

Philip begyndte at sige en høj, skinger lyd der steg i styrke efterhånden som han vågnede mere og mere. Den store klovn smilede ned til ham og klemte om hans skuldre. Så tog den en bid af hans ansigt.

og

Philip holdt sig ikke tilbage. Han skreg og skreg og skreg mens klovnen flåede hans ansigt i stykker, bid for bid. Til sidst spærrede klovnen munden så meget op at den kunne bide sammen om toppen af kraniet med en forfærdelig splintrende lyd.

Så bon appetit, kære læsere! Der er skruet op for det makabre, og Kamp mestrer at kolportere skrækken og væmmelsen fra siderne og videre ind i kroppen på læseren. Dette er en roman, der ikke bør mangle i den unge horrorlæsers private gys & gru-bibliotek, og den fungerer fortrinligt som introduktion til det overflødighedshorn af onde klovne i film og litteratur, som man senere kan mæske sig med.

Så gå ind i sommeren med Kamps onde klovne og tag aldrig, aldrig, ALDRIG imod en ballon fra en klovn! Det er en vigtig lektie i livet og én som, Richie – fra en anden klovne-roman – desværre lærte for sent.