ANMELDELSE: “Planet of the Apes: Evolution of the Legend”

Take your stinking paws off me, you damned dirty ape!

Ovenstående ord bliver sagt (eller nærmere skreget) af Charlton Hestons karakter, George Taylor, i Franklin J. Schaffners “Planet of the Apes” fra 1968. Ordene har for længst fundet sig til rette i filmhistorien sammen med Schaffners mesterværk!

Med Joe Fordhams og Jeff Bonds mastodontbog fra Titan Books, der bærer titlen “Planet of the Apes: The Evolution of the Legend“, får vi et indblik i den filmfranchise, der i år fylder 50 år.
Den smukke hardbackbog, der måler 25 x 34 centimeter, er gennemillustreret, og de 256 sider dokumenterer i ord og billeder den fascinerende filmseries evolution. Og ja, allerede nu må jeg slå fast, at bogen er et must for science fiction-fans i almindelighed og for “Planet of the Apes”-fans i særdeleshed.

Det hele tog sin begyndelse i 1963, da den franske forfatter Pierre Boulle (1912-1994) skrev science fiction-romanen “La Planète des singes” aka “Abernes planet”, der – som nævnt ovenover – blev filmatiseret af Franklin J. Schaffner fem år efter. Både romanen og filmen hører til blandt genrens bedste, men i dag er det kun sidstnævnte, der har overlevet tidens tand. Hvor Schaffners filmatisering er blevet hædret med klassikerstatus og kanonisering, er Pierre Boulles roman gledet ind i glemslens tåger.

Det er da heller ikke meget plads, der bruges på at præsentere Boulles lille roman i Fordhams og Bonds “Planet of the Apes: The Evolution of the Legend” (2014), der ellers afdækker alle andre nicher i franchisen: filmene, den animerede tv-serie, musikken, tegneserierne trading cards, merchandise og legetøj. Gennemgangen dækker perioden fra 1968 til 2014, hvor Matt Reeves’ “Dawn of the Planet of the Apes” havde premiere.

De to forfattere introducerer læseren for filmserien i et entusiastisk sprog, og man føres bag kulisserne på filmene, der har vist sig at være langtidsholdbare. Ja, selv de oprindelige fire efterfølgere har i dag et liv takket være fans kloden rundt.

Den postatomare fabel, hvor aberne tager magten fra menneskerne efter en altødelæggende atomkrig, fik i 1970’erne fire efterfølgere, en live action-serie og en animationsserie. I 2001 genoplivede Tim Burton filmserien med sit anmelderudskældte remake, og i 2011 fik Rupert Wyatts anmelderroste reboot “Rise of the Planet of the Apes” premiere. Den blev fulgt op af “Dawn of the Planet of the Apes” i 2014 og “War of the Planet of the Apes” i 2017, der begge er instrueret af Matt Reeves.

Filmene i “Planet of the Apes”-serien alle af flere omgange udkommet på VHS, DVD og Blu-ray. Både som standalone-udgivelser og som lækre bokssæt. Og hvis man er inkarneret abefilms-fan, så bør filmene såvel som Fords og Bonds bog pryde ens film- og bogsamlig … der er tale om required reading AND watching! Og ja, selv Burtons remake-udgave har noget interessant at byde på.

Sagaen om abernes kamp mod menneskerne, og menneskernes kamp mod aberne, er rendyrket og højpotent science fiction, der frembyder interessante moraler. Hver enkelt film centrerer sig om specifikke aspekter ved samfundet, som den iklædt fablens gevandter diskuterer og problematiserer. Det er også noget, forfatteren kommer ind på i deres billedekorpulente værk af en bog.

I Franklin J. Schaffners fantastiske “Planet of the Apes” (1968) tages der fat i menneskets destruktive natur og konsekvenserne ved atomkrig. Charlton Heston, der spiller astronauten Taylor, er en kyniker af format, og han har ingen tiltro til menneskeheden. Han bekræftes da også i, da han i filmens ikoniske slutsekvens står ansigt til ansigt med den hensmuldrende Frihedsgudinde, at mennesket er dømt til undergang, at mennesket har udraderet sig selv.

Det er interessant, at parablen dog samtidig skildrer aberne, der er den nye herskende art på Jorden, som værende i besiddelse af samme destruktive tendenser som menneskerne. Her er chimpanserne de vise humanister, empirikerne og videnskabsmændene, der søger sandheden, hvor orangutangerne – smukt illustreret i det indsatte screenshot nedenfor – repræsenterer politikerne, bureaukraterne, der kender sandheden, men som også skjuler den. Gorillaerne er krigerracen, der styres af politikerne, og som ikke har fred i sinde. Med andre ord, så spejler aberne menneskerne på godt og ondt.

I Ted Posts efterfølger – “Beneath the Planet of the Apes” (1970) – afdækkes det, at der eksisterer en gruppe af eksilerede mennesker, der lever under jordoverfladen og som tilbeder en såkaldt “dommedags-bombe”, en atombombe, der endog står rejst som en anden totem i en forfalden kirke. Alt ender endnu en gang i ragnarok, men tre (for filmserien centrale aber) når at flygte i et rumskib, der bringer dem tilbage i tiden.

Som skrevet, så repræsenterer og indeholder hver enkelt film i franchisen en samfundskritik. I Don Taylors “Escape From the Planet of the Apes” (1971) er det blandt andet paparazzi-medierne, kendis-dyrkelsen, videnskabelige dyreforsøg og misbrug af statsmagten, der iscenesættes. I J. Lee Thompsons “Conquest of the Planet of the Apes” (1972) er aberne blevet degraderet til husdyrsslaver, der misbruges og mishandles af menneskene. Dette medfører en revolution, der i øvrigt anføres af aben med det passende navn Cæsar (Roddy McDowall), og i den originale series sidste film – J. Lee Thompsons “Battle for the Planet of the Apes” (1973) – oplever vi, at aberne og menneskerne lever i fred side om side … i hvert fald for en stund.

Alt dette – og meget, meget mere – kan man læse om i bogen!

I 2001 blev franchisen udvidet med Tim Burtons anmelderudskældte, men økonomisk succesfulde, remake, der har Mark Wahlberg i hovedrollen som Leo Davidson. Kritikken fokuserede primært på plottet, der var rodet, og slutningen, der var uforståelig. Jeg vil ikke komme nærmere ind på disse kritikpunkter, det vil være for omfattende en redegørelse, men jeg vil dog give til kende, at jeg ikke er enig i den primært negative modtagelse, filmen blev udsat for. Filmen blev dog – og det med rette – rost for sit fantastisk makeuparbejde, der blev varetaget af makeupnestoren Rick Baker, hvilket også bliver præsenteret i Fords og Bonds smukke bog. Burtons “Planet of the Apes” er en film, der vinder ved gensyn.

De bedste film i den pt. 9 film lange serie er, når man ser bort fra den originale, den trilogi, der er instrueret af Matt Reeves og Rupert Wyatt. Filmene har, som de tidligere, blandet andet fokus på dyreforsøg udført i videnskabens navn og konsekvenserne af, at menneskeheden mishandler dyr. Filmens abehovedrolle, Cæsar, spilles brillant af Andy “Gollum” Serkis, der fungerer som leder for den store gruppe af primater, der gør oprør mod menneskets tyranni. Den sidste film, der bliver behandlet i bogen, er “Dawn of the Planet of the Apes” (2014).

Rupert Wyatt har i “The Rise of the Planet of the Apes” (2011) implementeret en lang række af de grundindéer, der kendetegner filmene fra den originale saga, og der er også blevet indlejret en række fine cadeaus til 60’er og 70’er-filmene, som man morer sig over at spotte. Det er en eminent film, der lægger godt fra kaj med fuld skrue og vind i sejlene. Dog står de CGI-skabte aber (omend de ER flotte) ikke mål med det makeuparbejde, der kendetegner de originale eller Rick Backers aber i Burton-filmen. Sådan er det! Det er i øvrigt også et element, der afdækkes flot i bogen: Arbejdet med at skabe aberne.

Alle filmene – fra Schaffners til Reeves’ – tager sig blændende ud på Blu-ray, og det er formatet, man skal anskaffe filmene på, så man, når man har læst sig igennem bogen, kan nyde dem endnu en gang. Hvis man køber de nyeste udgaver af filmene, er det herligt at være vidne tilden gennemgribende digitale rensning, de originale film, der blev produceret i årene 1968 til 1973, er blevet udsat for. De stråler som aldrig før, og der er tale om en mærkbar opgradering i forhold til de eksisterende dvd-udgaver.

Dog er det Franklin J. Schaffners postapokalyptiske science fiction-mareridt fra 1968, der er den stærkeste filmoplevelse. Filmen er et mesterværk, der efter gensyn nummer femogtyve stadig holder undertegnede klinet til skærmen i alle dens 112 forrygende abe-minutter. “Planet of the Apes” blev da også i 2001, i øvrigt samme år som Burtons remake havde premiere, med rette udvalgt af Library of Congress, det amerikanske nationalbibliotek, til bevarelse i The National Film Registry, da filmen er (…) culturally, historically, or aesthetically significant.

Filmen vrimler med signifikante citater, hvor blandt andet George Taylor står for to af de mest markante af slagsen: Take your stinking paws off me, you damned dirty ape! og It’s a mad house! A mad house! bliver fremført så virtuost og macho-stålsat, at man genererer gåsehud, når de brøles af Heston. Fortællingen er en brillant eksekveret atomkrigs-fabel, og så smyger Jerry Goldsmiths særegne og nærmest psykedeliske score sig smukt og forførende rundt om de fine billeder, som fotografen Leon Shamroy har skabt.

Man kan ærgre sig over, at de bokssæt, der er blevet markedsført herhjemme, ikke inkluderer den 14 episoder lange tv-serie “Planet of the Apes” fra 1974 og den 13 episoder lange animationsserie “Return to the Planet of the Apes” fra 1975, der begge er Fox-producerede. Det er også ærgerligt, at man har valgt ikke at inkludere dokumentarfilmen “Behind the Planet of the Apes” fra 1998. Det er triste udeladelser, som man dog har fornøjelsen af at læse om i “Planet of the Apes: The Evolution of the Legend”.

Så – sagt med en lettere omformulering af det allerede introducerede citat …
Get your stinking paws on that book, you damned dirty human!

NB: Bogen er venligst stillet til rådighed for omtale af Saxo.com!