Film

9. november 2009

“Revolutionary Road” (2009)

Revolutionary Road-12

Det er i år ti år siden, at Sam Mendes filmdebuterede blændende smukt med den tragikomiske “American Beauty”. Med sin ditto blændende smukke filmatisering af Richard Yates-romanen “Revolutionary Road” har han fjernet det komiske og skruet op for det tragiske. Filmen er ude på Blu-ray fra Paramount Pictures.

Forstæder er ikke altid idylliske. Det er en kliche, det er en myte, som Sam Mendes nu to gange har punkteret. Selvom roserne er trimmede, græsplænerne velplejede og husene upåklageligt velholdte, så kan det være bedrag. Sådan er det i hvert fald hos Sam Mendes. Sådan er det i “American Beauty”. Sådan er det i “Revolutionary Road”.

Frank og April Wheeler (spillet nervepirrende intenst og gåsehuds- såvel som tårefremkaldende godt af Leonardo DiCaprio og Kate Winslet) har fundet en ægteskabsdræbende ro på Revolutionary Road, hvor den (ifølge Frank) håbløse tomhed råder. Der er ikke – som vejnavnet ellers indikerer – megen revolution bag de idylliske facader af familiær glæde og ægteskabelig harmoni. Håbløsheden er tommetyk. Vejen ud af den grå hverdag, ud af håbløsheden, går via Paris, der for April står som en forløsningens by. Her kan svunden kærlighed, her kan forliste ægteskaber, igen blomstre og på ny slå rod.

Wheeler-parrets ægteskab hviler på et usikkert fundament, og den stille revolution bliver til åben krig, da Frank (i stedet for at vælge en boheme-tilværelse i Paris med familien) siger ja til en forfremmelse på jobbet. Nu er den borgerlige facade eftertrykkeligt krakeleret. Hvad der udadtil fremstod som et uangribeligt og udadleligt ægteskab for parrets venner, afslører sig nu som værende et samliv levet i og båret af smerte.

Filmens tagline, filmens motto, opsummerer på smukkeste vis dens essens: How do you break free without breaking apart? Dette er selve kernespørgsmålet, den filosofiske grundsten, der måske mere optager April end Frank. De er begge fanget i et limbo af stilstand, men hvor April aktivt forsøger at grave sig ud, vælger Frank at grave sig længere ind i den verden af bekvemmelighed, et liv uden stillingtagen, uden handling, repræsenterer. Han evner med andre ord ikke oprøret, og den omstyrtende revolution forbliver et svirrende fatamorgana til trods for, at han kan se den håbløse tomhed. April udtrykker præcist Franks manglende evne til selvrealisering: It takes backbone to lead the life you want, Frank. Rygrad, som Frank ikke har.

Sam Mendes har på smukkeste vis iscenesat DiCaprio og Winslet, der klæder hinanden så ekstraordinært godt, i en af sidste års absolut bedste film. Ulykkeligheden og tilværelsens ulidelige konformitet ætser sig smertefuldt igennem skærmen og rammer os lige i hjertekulen. Manuskriptet er formfuldendt, og ordvekslingen bliver leveret knivskarpt og med gribende præcision af to af vor tids mest talentfulde skuespillere. Også birollerne er besat med dygtige skuespillere, og den noget nær altid suveræne Kathy Bates leverer en fin præstation som en lettere snogagtig (eller, sagt blidere, vægelsindet) ejendomsmægler.

Filmens sansemættede fotografering lagrer sig i bevidstheden som billedliggjort smerte. Der er ingen filtre, der skærmer os fra den ulidelige tomhed, April og Frank lever i. Næroptagelserne af April fungerer som en rød tråd filmen igennem. Hun stirrer nærmest kataleptisk ud gennem husets store panoramavinduer, ud imod livet og en (u)mulig fremtid. Fotograferingen skaber på smukkeste vis et hudløst ærligt og nærgående studie af to menneskers psykiske deroute.

Den amerikanske digter Robert Frost skrev i 1920 digtsamlingen “Mountain Interval”, hvori man finder hans smukke digt “The Road Not Taken”. Man genfinder i digtet en tematik, der slående matcher den, man finder i “Revolutionary Road”. Digtet handler ikke blot om den vej, vi vælger, men i lige så høj grad om den, vi fravælger. Der ligger altså i et hvert valg et fravalg, og Frost lader os i sidste vers forstå, at man skal vælge med omhu – for det er ens valg, der gør forskellen. Som et ekko gennem filmen lyder det, at vi skal handle, når chancen byder sig. For livet består kun af så og så mange chancer, og når de alle er passeret forbi én, uden at man har grebet dem, da risikerer man at sidde tilbage med … ja med håbløs tomhed.

Læs også anmeldelsen af “Revolutionary Road” hos Fiktion & Kultur.



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.





  1. Henrik Poulsen

    Super anmeldelse af en super film!


  2. Mette Raben

    Meget interessant og omfangsrig anmeldelse. Og en meget fin anvendelse af Robert Frosts digt, der er et af mine favoritter.

    I øvrigt undrer det mig til stadighed, at det var “The Reader”, der løb med opmærksomheden. Ikke blot er “The Reader” langt mere tyndbenet end denne, Schlinks roman – som filmen baserer sig på – er også langt under Richard Yates’ “Revolutionary Road”.

    Moderne tysk litteratur er – desværre – sprogligt uinteressant!

    Mvh Mette Raben (mag.art. i Litteraturhistorie)


  3. Hej Mette

    Tak for den fine ros, du giver til min anmeldelse. Og ja, Frost-digtet er også et af mine favoritter. Det indrammer en kondenseret og meget fin eksistentiel problematik, der præsenteres sprogligt meget, meget smukt.

    Og ja, “The Reader” er en god film, der dog har nogle fundamentale mangler – både æstetisk som narrativt. Desværre løb filmen ikke blot med størstedelen af opmærksomheden – sammenholdt med “Revolutionary Road” – Kate Winslet modtog også hovedrolle-Oscaren. En Oscar, som havde været mere fortjent – og bedre placeret – for præstationen i “Revolutionary Road”. Desværre har jeg endnu ikke læst Richard Yates’ roman, men det vil den blive i nærmeste fremtid.

    Ang. moderne, tysk litteratur, så er jeg delvis enig. Man sporer ganske rigtigt en tendens mod sproglig nøgternhed. Dog mener jeg på ingen måde, at den nye, tyske litteratur er sprogligt uinteressant. Denne tendens (korte sætningskonstruktioner) er dog ikke blot tilstede i tyske litteratur, men kan spores i al europæisk litteratur – også den danske, for eksempel. Det er ét af ledene i den nye realisme. Prøv f.eks. at læse Helle Helles romaner og novellesamlinger.

    Charlotte Roche har jo senest med romandebuten “Feuchtgebiete” vist, at lange sætningskonstruktioner om ikke er passé, så dog ikke nødvendige for at skabe god og interessant litteratur. Det samme kan man også plædere for gør sig gældende hos Bernard Schlink, der ikke just roder sig ud i voldsomt vanskelige sætningskonstruktioner med “Der Vorleser”. Han er noget nær punktum-facist 😉

    Julia Franck er dog én af mange undtagelser. Prøv f.eks. at læse “Die Mittagsfrau” eller “Lagerfeuer”, der gør brug af nogle ikke blot lange, men også meget smukke sætningskonstruktioner. Prøv at læse indledningssætningen til “Die Mittagsfrau”:

    “Auf dem Fensterbrett stand eine Möwe, sie schrie, es klang, als habe sie die Ostsee im Hals, hoch, die Schaumkronen ihrer Wellen, spitz, die farbe des Himmels, ihr Ruf verhallte über dem Königsplats, still war es da, wo jetzt das Theater in Trümmern lag.”

    Andre unge forfattere, der gør sig i korte sætninger, er blandt andet Benjamin Lebert med sin roman “Flug der Pelikane”, Volker Kutscher med “Der nasse Fisch” og Clemens Meyer med den anbefalelsesværdige “Als wir träumten”.


  4. Peter Brendeklide

    “Revolutionary Road” er klart én af de bedste film, jeg har set i år. Den er virkelig god!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *