ANMELDELSE: Revolutionary Road (2009)

Det er i år ti år siden, at Sam Mendes filmdebuterede blændende smukt med den tragikomiske “American Beauty”. Med sin ditto blændende smukke filmatisering af Richard Yates-romanen “Revolutionary Road” har han fjernet det komiske og skruet op for det tragiske. Filmen er ude på Blu-ray fra Paramount Pictures.

Forstæder er ikke altid idylliske. Det er en kliche, det er en myte, som Sam Mendes nu to gange har punkteret. Selvom roserne er trimmede, græsplænerne velplejede og husene upåklageligt velholdte, så kan det være bedrag. Sådan er det i hvert fald hos Sam Mendes. Sådan er det i “American Beauty”. Sådan er det i “Revolutionary Road”.

Frank og April Wheeler (spillet nervepirrende intenst og gåsehuds- såvel som tårefremkaldende godt af Leonardo DiCaprio og Kate Winslet) har fundet en ægteskabsdræbende ro på Revolutionary Road, hvor den (ifølge Frank) håbløse tomhed råder. Der er ikke – som vejnavnet ellers indikerer – megen revolution bag de idylliske facader af familiær glæde og ægteskabelig harmoni. Håbløsheden er tommetyk. Vejen ud af den grå hverdag, ud af håbløsheden, går via Paris, der for April står som en forløsningens by. Her kan svunden kærlighed, her kan forliste ægteskaber, igen blomstre og på ny slå rod.

Wheeler-parrets ægteskab hviler på et usikkert fundament, og den stille revolution bliver til åben krig, da Frank (i stedet for at vælge en boheme-tilværelse i Paris med familien) siger ja til en forfremmelse på jobbet. Nu er den borgerlige facade eftertrykkeligt krakeleret. Hvad der udadtil fremstod som et uangribeligt og udadleligt ægteskab for parrets venner, afslører sig nu som værende et samliv levet i og båret af smerte.

Filmens tagline, filmens motto, opsummerer på smukkeste vis dens essens: How do you break free without breaking apart? Dette er selve kernespørgsmålet, den filosofiske grundsten, der måske mere optager April end Frank. De er begge fanget i et limbo af stilstand, men hvor April aktivt forsøger at grave sig ud, vælger Frank at grave sig længere ind i den verden af bekvemmelighed, et liv uden stillingtagen, uden handling, repræsenterer. Han evner med andre ord ikke oprøret, og den omstyrtende revolution forbliver et svirrende fatamorgana til trods for, at han kan se den håbløse tomhed. April udtrykker præcist Franks manglende evne til selvrealisering: It takes backbone to lead the life you want, Frank. Rygrad, som Frank ikke har.

Sam Mendes har på smukkeste vis iscenesat DiCaprio og Winslet, der klæder hinanden så ekstraordinært godt, i en af sidste års absolut bedste film. Ulykkeligheden og tilværelsens ulidelige konformitet ætser sig smertefuldt igennem skærmen og rammer os lige i hjertekulen. Manuskriptet er formfuldendt, og ordvekslingen bliver leveret knivskarpt og med gribende præcision af to af vor tids mest talentfulde skuespillere. Også birollerne er besat med dygtige skuespillere, og den noget nær altid suveræne Kathy Bates leverer en fin præstation som en lettere snogagtig (eller, sagt blidere, vægelsindet) ejendomsmægler.

Filmens sansemættede fotografering lagrer sig i bevidstheden som billedliggjort smerte. Der er ingen filtre, der skærmer os fra den ulidelige tomhed, April og Frank lever i. Næroptagelserne af April fungerer som en rød tråd filmen igennem. Hun stirrer nærmest kataleptisk ud gennem husets store panoramavinduer, ud imod livet og en (u)mulig fremtid. Fotograferingen skaber på smukkeste vis et hudløst ærligt og nærgående studie af to menneskers psykiske deroute.

Den amerikanske digter Robert Frost skrev i 1920 digtsamlingen “Mountain Interval”, hvori man finder hans smukke digt “The Road Not Taken”. Man genfinder i digtet en tematik, der slående matcher den, man finder i “Revolutionary Road”. Digtet handler ikke blot om den vej, vi vælger, men i lige så høj grad om den, vi fravælger. Der ligger altså i et hvert valg et fravalg, og Frost lader os i sidste vers forstå, at man skal vælge med omhu – for det er ens valg, der gør forskellen. Som et ekko gennem filmen lyder det, at vi skal handle, når chancen byder sig. For livet består kun af så og så mange chancer, og når de alle er passeret forbi én, uden at man har grebet dem, da risikerer man at sidde tilbage med … ja med håbløs tomhed.