Litteratur

8. februar 2018

ANMELDELSE: “Star Wars: Propaganda”

plusbog-logoDette er en af de flotteste “Star Wars”-bøger, jeg længe har set!

Star Wars: Propaganda” er skrevet af “Star Wars”-eksperten Pablo Hidalgo, og bogens undertitel fortæller, hvad vi har med at gøre: A history of persuasive art in the galaxy!

Den fine bog, der er udgivet af forlaget Harper Collins under forlæggermærket Harper Design, er på 112 sider, kommer i en flot kassette og indeholder hele 10 propaganda-plakater i flot kvalitet.

Denne bog afdækker et ikke tidligere behandlet emne inden for “Star Wars”-området, hvilket gør den til et must i enhver dedikeret “Star Wars”-elskers bogsamling!

Med “Star Wars: Propaganda” fortæller Pablo Hidalgo historien om, hvorledes Imperiet, First Order og Oprørsalliancen via propaganda har hvervet rekrutter til deres respektive sider og formål. Det fortælles gennem fiktionens optik, og det fungerer fantastisk!

Der er således tale om en imaginær historiefortælling, der udvider vores forståelse for politikken, konflikterne og krigerne, der siden vi første gang kunne opleve “Star Wars” for 41 år siden har præget det univers, vi finder repræsenteret, når vi rejser af sted til a galaxy far, far away!

Bogen er spækket med den flotteste propaganda-kunst, man kan forestille sig. Der er tale om plakater, der er skabt specielt til denne udgivelse, og som altså ikke tidligere har været at finde i andre bøger.

Hidalgo har skrevet en fantastisk bog, der bugner af propaganda-budskaber, der bruges til at overtale og overbevise, til at intimidere og inspirere borgerne.

Symbolikken er tydelig, og når man ser plakaten med en Star Destroyer, der lydløst hænger over en planet, er man ikke i tvivl om, at det imponerende skib repræsenterer imperiets magt. Og når vi ser plakaten af de maskerede og ansigtsløse stormtroopers, så ved vi også, at den vil viderebringe os budskabet om at stå sammen i fællesskab. En imperial krigsharmoni, der som en bølgebryder skal vædre rebellerne.

Det er sådanne propaganda-eksempler, man finder repræsenteret og afbilledet i bogen. Det er sådan, at Imperiet og First Order hverver den en bastion af soldater efter den anden, der ønsker at tjene ondskaben. Hvor den ene side af konflikten advokerer for styrke og frygt, forsøger den anden side at inspirere via håb og at danne fælles front mod den syndflod af ondskab, der skyller ind over galaksen.

Hildalgo har som skrevet begået en virkelig læseværdig bog om et emne, der ikke tidligere er blevet behandlet. Man føres med kyndig hånd ind i den episke historie, der udspiller sig i det nok så berømte univers, og i et flot og levende sprog får vi forklaret politikken, der har fået de to sider til at bekæmpe hinanden i årtier.

“Star Wars: Propaganda” indeholder i alt 50 fantastiske propaganda-plakater fra de syv første episoder i sagaen, hvilket vil sige, at “The Force Awakens” fra 2015 også er inkluderet. På hver side i bogen finder man en plakat og en tilhørende beskrivelse, der forklarer historien bag plakaten: Hvor i galaksen den stammer fra, hvem der har skabt den og til hvilket formål, og hvilket budskab, den ønsker at promovere.

Dette er en bog, som ALLE fans af George Lucas’ imponerende univers skal stifte bekendtskab med, og det er helt sikkert én af de bøger, der bør være at finde i ethvert velassorteret bibliotek med filmlitteratur.

Køb den, læs den og may the Force be with you!

 

 

plusbog-banner-fiktion-og-kultur



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *