Litteratur

3. august 2017

ANMELDELSE: “Star Wars: The Complete Vader”

Udklip

12804783_747114248756096_4370183316203446557_nDel Rey, der hører til under det store forlagshus Random House, har udgivet en lang række interessante “Star Wars”-titler af såvel skøn- som faglitterært tilsnit. En af deres helt store bøger er mastodonten “Star Wars: The Complete Vader” fra 2009, der undersøger og kortlægger sithfyrstens kulturelle udvikling.

Den flotte bog er skrevet af Ryder Windham og Peter Vilmur, der begge er notabiliteter inden for galakseuniverset, der som bekendt fyldte 40 flotte år den 25. maj. Stephen J. Sansweet leverer i øvrigt forordet, og han hører ligeledes til i toppen af kransekagen, når talen falder på “Star Wars”-eksperter. “Star Wars: The Complete Vader″ er en smuk hardbackbog på 183 sider, der måler 33×23 centimeter.

Bogen kan købes hos og er sponsoreret af iMusic.dk, der i øvrigt har et kæmpe udvalg af “Star Wars”-titler.

 

IMG_7958

Allerede inden man åbner bogen ved man, at det er en prægtig sag. Det første, man støder på, er et forord begået af Stephen J. Sansweet, der som bekendt er manden med verdens største private samling af “Star Wars”-legetøj og merchandise. Sansweet skriver i sit forord, at:

Darth Vader may have technically been an underling, but he was the vilest of screen villains nonetheless. The sight of him was enough to give children nightmares. Some three decades after he first appeared, audiences still were voting him top movie bad guy of all time.

Og ja, som jeg også kommer ind på afslutningsvis, så har Darth Vader for længst skrevet sig ind i film- og populærkulturhistorien som én af de største skurke, der har gjort sin entré på det hvide lærred. Og det med rette, skulle jeg mene!

The Complete Vader - 1IMG_7956

“Star Wars: The Complete Vader” er da også en bog, der opsummerer og kortlægger den enorme betydning, Darth Vader har haft, siden han første gang tonede frem i biograferne i 1977. Bogen giver et kyndigt og velillustreret indblik i den figurs liv, der i løbet af 40 år har formået at skabe sin egen mytologi, og som i dag hører til blandt filmhistoriens mest berømte figurer.  

Bogen beskæftiger sig med alle de elementer, medier og produkter, der har været i berøring med sithfyrsten par excellence. Fra den originale trilogi og prequel-trilogien trækkes tråde ud til romaner, tegneserier, fanfiction, merchandise, computerspil, tøj, møbler, legetøj, mad og drikkevare. Bogen berører alle de områder, der på den ene eller anden måde tager afsæt i Darth Vader, og det er indiskutabelt den pt. definitive bog om netop denne “Star Wars”-figur.

Bogen ser også nærmere på Darth Vaders optræden i Star Wars Expanded Universe-historierne, der i sig selv repræsenterer et fyldigt netværk af fortællinger, hvor the Dark Lord of the Sith fylder ganske meget. Disney omdøbte i øvrigt Expanded Universe til Legends, da de i 2012 købte “Star Wars”-franchisen af George Lucas.

The Complete Vader - 3

At bogen er et must buy for film- og “Star Wars”-elskere skal der ikke herske tvivl om. Ikke mindst fordi, at bogen er skrevet af Ryder Windham og Peter Vilmur, der begge kender det omfangsrige univers til fingerspidserne og formår at åbne det på en levende og passioneret måde. Og så er bogen spækket, som i virkelig spækket, med billeder og illustrationer, der ikke tidligere har været udgivet, og som er blevet gravet frem fra arkiverne hos Lucasfilm til brug for denne bog.

Ryder Windham er tidligere redaktør på flere “Star Wars”-tegneserier og har skrevet i omegnen af 50 (!!) bøger, der alle tager afsæt i George Lucas’ galakseunivers. Peter Vilmur er medforfatter til de to anbefalelsesværdige bøger “The Star Wars Vault” og “The Star Wars Poster Book”, der er skrevet sammen med Stephen J. Sansweet. Han har ligeledes skrevet for Star Wars Insider, Star Wars.com samt IndianaJones.com, og i dag er han redaktør for Lucas Online. Så det er altså ikke to tilfældige gutter, der har stykket “Star Wars: The Complete Vader” sammen.

Blandt de talrige figurer, der gør deres entré i “Star Wars”-filmene, er Darth Vader den, der gennem tiderne har nydt godt af den mest udprægede popularitet blandt fans. Dette faktum blive  nøje dokumenteret i bogen, der som skrevet afdækker Vaders populærkulturelle karriere fra 1977 til 2009. Vindham og Vilmur ser også nærmere på, hvorledes “Star Wars” og Darth Vader er blevet brugt i politisk kontekst. Noget Vader egnede sig fortrinligt til qua sin fremtoning.

The Complete Vader - 2

Høj, maskeret og klædt i sort læder var Vader en skræmmende og intimiderende skikkelse, der var skræddersyret til jobbet som ondskabens ikon. Ja, det amerikanske filminstitut har i den henseende ligefrem kåret ham som én af filmhistoriens største skurke, og han overgås blot af Dr. Hannibal Lecter og Norman Bates. Ja, det må siges at være fint selskab, han er havnet i. At Vader også kan læses som en tragisk helt er så en anden sag.

Vader repræsenterede fra start en potent symbolik, og da han var let genkendelig, tog satiretegnere sithfyrsten til sig nærmest over nat.

Tegneren Bob Engelhart tog blandt andet afsæt i den originale filmplakat, da han gengav Darth Vader som “Big Oil” i en satiretegning fra 1977, der blev trykt i Dayton Journal Herald. Satiretegningen var en kommentar til Jimmy Carter-æraens oliekrise. En oliekrise, der ramte bredt, og som blandt var én af årsagerne til, at legetøjsfirmaet Kenner nedskalerede deres “Star Wars”-figurer til 3.75 inches, da man derved sparede på de oliebaserede materialer, figurerne blev produceret af.

5

Jimmy Carter blev dog ikke udsat for lige så mange Vader- og “Star Wars”-referencer som hans efterfølger, Ronald Reagan, hvis administration gjorde flittigt brug af referencer til “Star Wars”. Først kom Reagans “Evil Empire”-tale i 1982, hvor han alt andet end diskret drog paralleller mellem Sovjetunionen og det onde, galaktiske imperium i “Star Wars”.

Efter denne tale poppede Vader op i en lang række satiretegninger, hvor han blandt andet poserede som en højtstående sovjetleder og som selve legemliggørelsen af det kommunistiske regime. Senere fulgte Reagan-æraens Strategic Defence Initiative, der i folkemunde (og af politiske modstandere) blev døbt “Star Wars”-programmet på grund af dets foreslåede satellitbaserede missilsystem. Herfra gik det slag i slag, og satiretegnerne elskede, hvilket Lucasfilm naturligvis ikke gjorde, at benytte de mange figurer fra George Lucas’ film til at iscenesætte de konflikter, der ulmende mellem de to muskelspillende stormagter.

Jo, Windham og Vilmur kommer i sandhed rundt om mange aspekter ved Darth Vader-figuren, og man læser bogen gesvindt og med stor appetit. Den er velskrevet, passionen for emnet tapløber fra de mange sider, der som nævnt er spækket med billeder og illustrationer, der er blot er et ekstra krydderi, der gør den samlede læseoplevelse overordentlig intens.

Én ting er sikker: Når du har læst bogen, er du velorienteret om the power of the dark side!

 

IMG_795230 - Star Wars The Complete Vader - Star Wars - Bog - Cover - Fiktion & Kultur - Plusbog.dk



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>