ANMELDELSE: “Star Wars: Vol. 1” af Jason Aaron & John Cassaday

Den største rumsaga vender tilbage til Marvel! Da George Lucas i 1977 sendte “Star Wars” i biograferne, havde han også allieret sig med tegneseriegiganten Marvel, der var det første tegneserieforlag, der påtog sig opgaven at fortælle historier med figurerne fra a galaxy far, far away. Det er herligt, at Marvel igen har fået muligheden for at skabe fortællinger, der tager afsæt i det univers, der i år har fejret sin 40-års fødselsdag.

“Star Wars: Vol. 1” opsamler de første 12 enkeltnumre, der også tidligere har været udgivet som tradepaperbacks. Her har Marvel dog samlet de 12 numre i en delikat hardback, der taler til samleren og “Star Wars”-elskeren. Bogen er på 296 sider, måler 30×19 cm, har nummerering på ryggen og udgives med smudscover, der har motiv fra “Star Wars” #5.

This is the standard that every Star Wars comic should be held to.
(Patrick Hayes, SciFiPulse.com)

Det er store, men ikke desto mindre sande, ord, som Patrick Hayes runder sin anmeldelse af “Star Wars #9” af med. Marvel Comics har i den grad formået at genintroducere “Star Wars” i tegneserieform og det på en sådan måde, at læseren efter endt læsning ikke kan være andet end jublende glad. 

Det er en gruppe af store tegnere og forfattere, der står bag de 12 numre i denne bog, og hvis man er velbevandret inden for tegneserieområdet, så vil navnene Jason Aaron, John Cassaday, Simone Bianchi og Stuart Immonen også vække genklang.

De har alle sammen arbejdet på andre af Marvels tegneserier, før de blev hyret til på ny at realisere “Star Wars” i tegneserieform. Det skete i 2015 i sammenhæng med premieren på J.J. Abrams’ længe ventede “Star Wars: Episode VII – The Force Awakens”, der markerede sig som den første “Star Wars”-film i biograferne i 10 år.

Det er en fornøjelse at udsætte sine øjne for tegningerne, der er smukke, detaljerede og smukt farvelagt. Der er ingen tvivl om, at dette er the next step (og et step up), når talen falder på “Star Wars”-tegneserier. Historierne er velskrevne, og udover at føje sig ind i den kendte kronologi, åbnes der døre til hidtil ukendte områder.

De 12 enkeltnumre i denne hardbackudgivelse udgøres af følgende:

Star Wars 1: Skywalker Strikes
Star Wars 2: Skywalker Strikes, Part II
Star Wars 3: Skywalker Strikes, Part III
Star Wars 4: Skywalker Strikes, Part IV
Star Wars 5: Skywalker Strikes, Part V
Star Wars 6: Skywalker Strikes, Part VI
Star Wars 7: From the Journals of Old Ben Kenobi: “The Last of His Breed”
Star Wars 8: Showdown on the Smuggler’s Moon, Part I
Star Wars 9: Showdown on the Smuggler’s Moon, Part II
Star Wars 10: Showdown on the Smuggler’s Moon, Part III
Star Wars 11: Showdown on the Smuggler’s Moon, Part IV
Star Wars 12: Showdown on the Smuggler’s Moon, Part V

Men hvad kan man forvente at blive præsenteret for, når man sidder med denne bog i hænderne? Jo, nu skal du høre …

I denne bogs 12 historier følger man blandt andet rebellerne, der netop har ødelagt den gigantiske Dødsstjerne. De har dog ikke formået at tvinge det onde, galaktiske imperium i knæ, der fortsat forsøger at udradere de gode kræfter. Man møder også et hav af kendte ansigter som Luke Skywalker, prinsesse Leia, Han Solo, Chewbacca, C-3PO og R2-D2, der alle er stålfaste i deres kamp for frihed. Darth Vader og kejseren dukker naturligvis også op, og da en mission går grueligt galt, står Luke pludselig ansigt til ansigt med den mægtige sithfyrste selv.

Man følger også den unge jedi ud på en rejse, hvor han ikke blot lærer om den ældgamle orden, men også møder én af galaksens fæleste dusørjægere, den effektive Boba Fett. Og ja, så ender det hele i et opgør, der finder sted i Dødens Arena! Ligeledes dukker der en mystisk kvinde op fra Han Solos fortid, der påstår at være hans kone, og så er der sørme også et kapitel, der ser nærmere på en hemmelighed fra Obi-Wan Kenobis liv.

Medmindre man allerede har investeret i enkelhæfterne eller opsamlende tradepaperbacks, så er dette en bog, der ikke må mangle på “Star Wars”- og tegneserieelskerens hylde.

May the Force be with you!