ANMELDELSE: “The Wolverine” (2013)

Efter Jærvens første selvstændige og (alt for) udskældte film, X-Men Origins: Wolverine, var Marvel-folkene meget forsigtige omkring fortsættelsen af Jærvens historie. Instruktører og manuskriptforfattere blev hyret og fyret i en længere proces, men til sidst faldt instruktørvalget på James Mangold. Han er en instruktør, som spænder særdeles bredt: Fra de anmelderroste Cop Land (1997) og Girl, Interrupted (1999), henover den letbenede Kate & Leopold med Hugh Jackman (!) fra 2001, den undervurderede thriller Identity (2003) med John Cusack og til den fantastiske Walk the Line (2005), hvor Joaquin Phoenix brillerer som Johnny Cash. Lidt mere i samme genre er Mangolds fine genfortolkning af 3:10 til Yuma (2007) med Christian Bale og Russell Crowe samt Tom Cruise-filmen Knight and Day (2010).

Forfatterne bag filmen, Mark Bomback og Scott Frank, udgør ligeledes et mangfoldigt blik på det skrivemæssige niveau: Den mere actionorienterede Bomback har blandt andet skrevet Die Hard 4.0 (2007) og den flotte, men lettere kønsløse genfortolkning Total Recall fra 2012. Af de mere kendte film har Frank arbejdet som forfatter på Minority Report fra 2002. En af de mest vellykkede Philip K. Dick-filmatiseringer siden Blade Runner (1982). Hertil kommer også John Travolta-filmen Get Shorty (1995) komediedramaet Marley & Me (2008) og The Interpreter med Sean Penn og Nicole Kidman fra 2005. Denne balance mellem action og karakterdrevet historiefortælling er så afgjort at spore i Jærvens seneste eventyr, der foregår i tiden efter X-Men: The Last Stand (2006). En særdeles skuffende film, som undertegnede ellers ikke anerkender som afslutningen på en ellers fornem trilogi om X-Men.

Som nævnt, med et par velplacerede hop tilbage i tiden, befinder denne fortælling om Jærven sig i tiden efter begivenhederne i X-Men: The Last Stand. For de som ikke har oplevet denne film, kommer der her en advarsel om afsløring af plotelementer. Som om det vil gøre en forskel for filmoplevelsen. Nuvel, I var advaret. Som bekendt var Jean Grey, alias Phoenix, ved at splitte New York ad og med den, alle indbyggerne, inklusiv vore helte. Ingen kunne komme nær dette inferno af telepatisk kraftudslag som Phoenix udgør. Med undtagelse af en mutant med evnen til at hele sig selv: Jærven. Med nød og næppe trænger Jærven hen til Phoenix, og i en øm scene siger han farvel til den kvinde, han elsker ved at pløje sine kløer ind i hende. Tabet af hende – og det faktum, at han slog hende ihjel – har siden føjet yderligere lag til et uhyre forpint sind hos Jærven alias Logan, som han nu kalder sig selv.  Han har derfor forskanset sig ude i skov, væk fra menneskeheden, men da en gammel ven, i ordets bogstaveligste forstand, ønsker at sige farvel, vender Logan tilbage til menneskets civilisation. Nærmere betegnet Japan. Et sted som er af særlig stor betydning i Jærvens univers. Historien bygger også  til dels på den anmelderroste tegneserie Jærven fra 1982, skabt af Chris Claremont og Frank Miller.

Skuespilleren bag filmuniversets Jærv, Hugh Jackman, en massiv fan af den karakter, han nu har portrætteret i fem film, seks hvis man tæller skuespillerens underholdende cameo i X-Men: First Class med – har ofte udtalt, at han ønsker en film som både tilfredsstiller fans, og som er tro mod karakteren. Det er faktisk lykkedes. The Wolverine er måske ikke så spektakulær ud i aktionssekvenserne, men historien er karakterdreven og dialogen har fået en væsentlig vitaminindsprøjtning i forhold til den første film. Vi har alle fået rigeligt med action i hans tidligere eventyr, og nu er det på tide at komme helt under huden på denne forpinte helt, der er i lidt for god kontakt med sin dyriske side. Dette spiller da også en væsentlig rolle, men bliver fortalt på en fin og subtil måde. Som skuespiller fanger Jackman den kombination af vildskab, humor og misantropi, som har gjort Jærven til en af de mest populære helte i Marvels univers. Det er også derfor, at alt hvad denne karakter gør på film bliver udsat for en ret hårdhændet kritik. Den eneste anke man kan have mod filmen er, at der er for lidt action, der involverer Jærvens kløer: Men der er nok til at tilfredsstille de fleste, og skridtet fra action til karakterfortælling er klædelig. Filmen er velfortalt, velspillet og veltænkt og er fint blevet tilpasset universets præmisser. Og heldigvis kan vi også  se frem til Jackman som Jærven i den kommende X-Men: Days of Future Past (2014).