Film

30. oktober 2017

ANMELDELSE: “Thor: Ragnarok” (2017)

    SE OGSÅ! 

Æbler spiller en særlig rolle i kulturen. Udover at være et sprødt og sødt stykke frugt, er æblet også et udbredt symbol på menneskets syndefald og hastige exit fra Edens Have. På film, hvis man vil understrege en karakters ubehagelige personlighed og moral i forfald, lader man typisk vedkommende spise et æble. Ligeledes tilskrives æblet også en essentiel rolle i opdagelsen af tyngdekraften, selvom det fænomen sandsynligvis hele tiden har eksisteret. Nuvel, i 1687 satte Isaac Newton ord på, hvad mennesket alle dage har været underlagt. Takket været et æble. Newton formulerede tre love, hvoraf tredje lov langt om længe giver denne anmeldelse en form for relevans: Loven om aktion og reaktion.

På området for superheltefilm, startede Superman and the Mole Men i 1951, i kraft af at være den første film om en superhelt, en aktion. Filmen havde en seriøs tone uden nævneværdig humor, særligt hos superhelten. Femten år senere, i 1966, fik vi en reaktion. Batman. Den første film om Nattens Ridder, som modsat førnævnte, sort og hvide debut for Manden af Stål, var i farver. Både bogstaveligt og i overført betydning. Batman i skikkelsen af den formidable Adam West talte i rim, dansede og havde belejligt med et glimt i øjet, altid det rette værktøj i sit bælte til at komme ud af en meget specifik knibe. Der var humor i overflod og selv ærkefjenden, den nihilistiske Joker, var et humoristisk indslag.

Tolv år senere, tog superhelten på film sig igen seriøst i Superman (1978). Richard Donner skabte med sin film en sand milepæl i genren og det er svært at nævne Superman uden at tænke på Christopher Reeve i rollen. Filmen kan ses som den første deciderede superheltefilm, der med kvalitet i instruktion, manuskript og skuespil, satte en ny standard for den genre i sin spæde start. Desværre faldt kvaliteten i takt med at filmserien skred frem og kulminerede i 1987 med Superman IV: The Quest for Peace. Jo mindre man taler om den film, jo bedre.

Mens aktion og reaktion hidtil havde været mellem de to superhelte fra DC Comics, kom reaktionen på den farverige og løsslupne Batman 23 år efter. Tim Burton, en filmskaber med rødder dybt i det gotiske univers, bragte i 1989 superhelten tilbage til tegneseriens dystre udspring med sin film Batman. Michael Keaton, pudsigt nok en skuespiller med en baggrund i den humoristiske del af filmbranchen, iklædte sig det sorte flagermuskostume. Tre år efter strakte Burton sin gotiske vision med Batman Returns (1992). Herefter overtog Joel Schumacher tøjlerne i Batman Forever (1995), dog med Burton som producer. Keaton blev udskiftet med Val Kilmer og tonen blev da også noget mere humoristisk, til tider manisk, hos Batman. En mindre reaktion. Hvad der derefter skete i 1997, kan måske bedst beskrives som et filmisk mordforsøg på superhelten fra Schumacher: Batman & Robin. Filmen var blottet for noget, der minder om at tage sig selv og publikum seriøst, hvor Arnold Schwarzenegger som Mr. Freeze alene havde det formål at levere vittigheder om kulde, er det altoverskyggende symptom på en misforstået humoristisk vinkel. Hertil kom Batman med kreditkort og brystvorter på kostumet. Batman i 1996 var satire og kitsch, der kendte sine begrænsninger. Det gjorde Batman & Robin ikke. I tiden mellem de større satsninger fra DC Comics, klemte den anden titan på feltet for superhelte, Marvel sig ind med beskedne filmproduktion som The Punisher (1989) og Captain America (1990). Begge film kan karakteriseres som kultfilm, idet den blonde Dolph Lundgren som The Punisher, havde farvet sit hår sort og fået malet skægstubbe på i samme farve og Captain America mindede om et filmprojekt fra folkeskolen.

Men året efter Batman & Robin viste Marvel tænder. På og uden for skærmen. Blade (1998) med Wesley Snipes i front, ramte en balance mellem humor og seriøsitet, og kan anskues som den film, der grundlagde den bølge af superheltefilm, som vi kender i dag. Snart efter kom den første filmatisering af X-Men (2000) fra Bryan Singer, en uhørt vellykket superheltefilm med humor, seriøsitet samt og med en pondus i instruktion, manus og ikke mindst i filmens skuespillere: Patrick Stewart, Ian McKellen, Halle Berry og Hugh Jackman. Superhelte fra Marvel var dog langt fra færdig med at imponere med sin balancerede formel med humor og seriøsitet. Spider-Man svang sig ind i biograferne allerede to år efter i 2002 og blev den første superheltefilm, der blev anmeldt af den brede anmelderstand. Sam Raimi forløste tegneseriens Netsvinger med bravour. Tobey Maguire var en troværdig Peter Parker med den dygtige Willem Dafoe alias Green Goblin overfor sig.  Successen fortsatte også for X-Men med den endnu bedre X2 i 2003. Samme år kom også Daredevil med Ben Affleck i hovedrollen, instrueret af Mark Steven Johnson og Hulk med Eric Bana som den grønne gigant og Ang Lee bag kameraet. Begge film blev hårdt kritiseret. Det kan både hænge sammen med filmenes kvalitet, men også at man i tiden før, havde oplevet de nævnte film om X-Men og Spider-Man.  For at yde spot til skade for konkurrenterne hos DC Comics, viste Catwoman (2004) sig. Filmen med Halle Berry i fokus var en jammerlig omgang lavpandet humor, kiksede replikker og håbløs klipning og ditto instruktion.

I de bedre filmserier, Spider-Man og X-Men, viste der sig desværre ens udviklingstendenser med et hektisk og overfyldt persongalleri og sløset instruktion. Filmene sluttede derfor også deres trilogier af på skuffende vis med henholdsvis X-Men: The Last Stand (2006) og Spider-Man 3 (2007). Men før det, satte DC Comics en milepæl for superhelten på film i 2005. Christopher Nolan bragte Batman ud af sin Schumacher-koma og hævede genrens standard til nye højder med Batman Begins. En dybt seriøs Batman (Christian Bale), der var flankeret af skuespilsmæssige kapaciteter som Michael Caine, Liam Neeson, Gary Oldman, Morgan Freeman og Cillian Murphy. Selv de mindre roller var besat af fine skuespillere som fx Tom Wilkinson og Ken Watanabe. Dog var også Katie Holmes castet.

Året 2005 bød også på Fantastic Four og Elektra. Begge film er bløde mellemvarer, hvor særligt førstnævnte trækker niveauet ned og af uransagelige årsager, fik instruktøren Tim Story en chance til med Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer (2007). Midt i den forhøjede aktivitet, meldte Superman Returns (2006) sin ankomst. Filmen havde en udmærket balance mellem humor og seriøsitet, og Bryan Singer som instruktør, men filmen var desværre et forglemmelig indspark i en genre, der havde bedre film at byde på. Her tænkes naturligvis ikke hverken på Ghost Rider (2007) og Punisher: War Zone (2008), men derimod filmen, der startede Marvels fælles filmunivers, Marvel Cinematic Universe (MCU): Iron Man (2008). Med en genistreg i castingen af Robert Downey Jr. i hovedrollen, buldrede Marvel frem med sin signatur i form af superheltefilm, der var afbalanceret i humor og seriøsitet, velproducerede og havde markante skuespillere.

Sideløbende tilbød DC Comics en mere dyster vinkel på superheltefilm, grundlagt af Nolans Batman og åbnede i 2009 døren for filmatiseringen af en af de mest kritikeroste grafiske romaner gennem tiden: Watchmen. En grum og seriøs film, der til tider føltes som lige dele kæberasler og mavepuster. Zack Snyder stod for instruktionen og filmen kan ses som en ansøgning til hans videre karriere hos DC Comics. Først skulle DC Comics dog lære en lektion med Green Lantern i 2011 med Ryan Reynolds i det grønne kostume og Martin Campbell som instruktør. Endnu en superheltefilm med en balanceret tilgang, der fik urimelig kritik, som kan tilskrives, at der allerede fandtes bedre genrefilm. Herunder Nolans to andre Batman-film: The Dark Knight (2008) og The Dark Knight Rises (2012). Men efter at have sovet i timen de seneste fem år, skabte DC Comics også sit eget fælles filmunivers, DC Extended Universe. Først film var Man of Steel (2013) og hvem anden end Zack Snyder kunne instruere en film om seriøs og til tider tungsindig Superman. Således fortsatte Marvel og DC Comics deres parløb med hvert deres tilgang til superhelten på film. Indtil 2016.

Med over 40 film fra DC Comics og Marvel, var superheltefilm fuldt ud etableret som sin helt egen filmgenre, hvorfor filmatiseringen af den selvbevidste og rapkæftede Deadpool var uhyreligt veltimet. Med en perfekt Ryan Reynolds i centrum blev al seriøsitet kastet over bord, superhelten var klar over sin status som fiktiv karakter, talte til kameraet og refererede til superheltefilm, blandt andet Green Lantern. Kritikkerne havde siden 2013, kastet sig over DC Comics for den seriøse tone og tre år senere, bøjede man af i et forsøg på at mime konceptet fra Marvel:  Suicide Squad (2016). Filmen gennemgik et rodet forløb og resultatet endte da også derefter. Men nu havde DC Comics også slået sig ind på humorens vej.

Marvel fortsatte ufortrødent og gik fra succes til succes, dog mistede man fornemmelse af nerve i Avengers: Age of Ultron (2015) med en overbalance i kække bemærkninger, som trak al spænding ud af de flotte kampscener. Mere harmoni fandt man hos den kulørte, kosmiske Guardians of the Galaxy (2014), der på imponerende vis var instrueret af James Gunn og som holdt niveauet i Guardians of the Galaxy Vol. 2 (2017). Derimod trak en anden karakter hos Marvel sig i en markant anden retning. Man så antydningen af en mere seriøs superhelt i James Mangolds The Wolverine fra 2013, men den mørke tone nåede et nyt niveau i den fremragende Logan (2017), også instrueret af Mangold. I krydsfeltet mellem at tage sig selv seriøs og være humoristisk, sprang da også Spider-Man Homecoming (2017) ind i. Filmen, som udviste mere jordnære ambitioner på vegne af superheltefilm, var dog i fare for at kamme over med elementer af parodiske karakter. Heldigvis når Spider-Man Homecoming ikke helt derud og tilbage står en rigtig fin introduktion af en selvstændig film om Spider-Man i MCU.

Her er vi så. Året er 2017 og bagkataloget for superhelten på film bugner af aktioner og reaktioner. Scenen er derfor sat for, at Thor: Ragnarok kan træde ind i superheltefilmenes panteon. Den tredje film om Thor føjer sig dermed til MCU som film nummer sytten.  De tre film har ligeledes haft hver sin instruktør med Kenneth Branagh, Thor (2011), Alan Taylor, Thor: The Dark World (2013) og nu Taika Waititi. Samme år som Thor fik sin debut hos Branagh, blev Waititi nomineret til en Oscar for sin kortfilm Two Cars, One Night. Herefter lavede han What We Do in the Shadows (2014), en new zealandsk mockumentary, der låner elementer fra horror- og komediegenre. Waititi modtog derefter stor ros for filmen Hunt for the Wilderpeople (2016) med Sam Neill som den mest kendte skuespiller.  Pudsigt nok, har Taika Waititi optrådt som skuespiller i netop Green Lantern (2011). Her spillede han karakteren Tom Kalmaku, en flymekaniker.

Til at skrive manuskriptet for Thor: Ragnarok, hyrede man tre forfattere: Craig Kyle, Christopher Yost og Eric Pearson. De tre herrer er særdeles velbevandret i superheltegenren, idet Kyle har været forfatter på en længere række af animationsfilm, fx Ultimate Avengers (2006), The Invincible Iron Man (2007) Wolverine and the X-Men (2009) og ikke mindst, den udmærkede Thor: Tales of Asgard (2011). Yost har ført pennen på blandt andet animationsfilmen Next Avengers: Heroes of Tomorrow (2008), Thors film nummer to Thor: The Dark World. Den tredje og sidste forfatter, Pearson, har bidraget til manuskriptet til MCU-serien Agent Carter (2015–2016). Der er med andre ord, tale om rutinerede kræfter bag og det skinner igennem i filmen, som også vidner om en stor passion for flamboyante aktionsekvenser med stærke superhelte og onde skurke i overdådige omgivelser.

Superhelten Thor har rødder i nordisk mytologi. Han svinger hammeren Mjølner, er søn af Odin og har et familiært bånd til Loke, der alle bor i Asgård. I tredje film får Thor selskab af andre mytologiske væsner, som har deres inspiration fra samme sted: Hel, dødsrigets herskerinde, valkyrien Brynhild og Surt, et guddommeligt væsen, der forårsager Ragnarok, verdens undergang, igennem flammer og ild. Gudinden Idun optræder beklageligvis ikke, trods sin vigtigste attribut i at skænke guderne evig ungdom. Via æbler.

Tilbage er naturligvis Chris Hemsworth i titelrollen som Thor, hans bror Loke (Tom Hiddleston), Heimdall (Idris Elba), Odin (Anthony Hopkins) og Mark Ruffalo som Bruce Banner/Hulk. Persongalleriets nye tilføjelser er Hel (Cate Blanchett), Valkyrie (Tessa Thompson), Surt (Clancy Brown), Grandmaster (Jeff Goldblum) og Skurge (Karl Urban).

Thor: Ragnarok åbner på en selvbevidst, men også finurlig måde og herefter er der lagt i kakkelovnen til et farvestrålende og tempofyldt eventyr for Thor og kompagni. Der er en velkomponeret fremdrift med en selvsikker Hemsworth i fokus for begivenhedernes gang og karakteren Thor er ikke længere den selvhøjtidelige kongesøn fra Asgård, som man lærte at kende i første film.  Hemsworth udøver sin komiske timing med overbevisning og hans fysik er også særdeles troværdig som et supermenneskes. Omkring Thor har også Loke (Hiddleston) smidt den sidste snert af seriøsitet, Goldblum i rollen som Grandmaster ser ud absolut også til at nyde den løsslupne stemning i filmen. Skurken Hel, spilles af Blanchett med fuld damp på ondskab og magtbegær. I den mindre rolle som stenvæsnet Korg , er instruktør Taika Waititi et velkomment pust af underspillet humor. Filmen laver måske, måske ikke, også en mindre subtil reference til de retoriske virkemidler, som den amerikanske præsident, Donald Trump, benytter sig af.

Det er her, at det indledende oprids af aktion og reaktion kommer i spil. Vittighederne står i kø og på spring i Thor: Ragnarok. Faktisk i sådan en grad, at man sidder og venter på, at en scene med vigtighed, bliver punkteret af en joke, og det er på i én og samme måde filmens styrke og svaghed. Det er skamløst underholdende at være vidne til, men samtidig danner der sig et forudsigeligt billede af slagets gang og fratager Thor: Ragnarok en fortællermæssig nerve. Det er aldrig rigtigt farligt og det er kun noget, vi leger. På samme måde, er der i filmen et par cameos, som river tilskueren ud af fortællingens univers for at forholde sig til de pågældende skuespillernes optræden.  Desværre formår filmen også at skrabe den humoristiske bund ved at navnegive en portal på meget latrinær vis. Det er ikke beskæmmende, men samtidig med den meget humoristiske tone i filmen, bidrager det plotelement til den manglende nerve. Heldigvis lægger Waititi det bag sig og fortsætter i en højere standard frem til filmens klimaks. Afslutningen, som det sker i 9 ud af 10 amerikanske superheltefilm, afvikles overvejende med massiv brug af CGI, men når emnet er nordiske guder og dæmoner, er det på sin plads med computerskabt rabalder.

Thor: Ragnarok er et visuelt overflødighedshorn af farverig aktion i stil med Guardians of the Galaxy, der sparkede nyt liv i MCU og selvom det kan skabe bekymring for den fremtidige gruppedynamik i The Avengers, udviser Hemsworth stort komisk talent og er en solid inkarnation af tordenguden. Den fremtidige bekymring går på, hvad der sker med superheltegruppen, når alle superhelte er den sjove superhelt? Det er en trøst, at man altid ved, hvor man har den mere afbalancerede Captain America.  Thor: Ragnarok kan også ses som en hyldest til tegneren bag Thor, Jack Kirby, hvis æstetik i tegneserierne er som skabt til storladne biograffilm. Med Thor: Ragnarok Waititi har skabt en humørfyldt aktion i MCU, der utvivlsom vil fostre en ny reaktion for superhelten på film.

 

This slideshow requires JavaScript.



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.





  1. thomas

    jeg kunne godt lide filmen, godt med flere nuancer i et så stort film-univers, som marvel cinematic universe 🙂


  2. tuesorensen

    Flot anmeldelse! Ja, som du konkluderer er denne films stil vist pænt inspireret af Guardians of the Galaxy-filmene. Men fremfor alt er den helt voldsomt kulørt – nøjagtig som en tøjlesløs tegneserie! 🙂


  3. Peter Madsen

    Tak, Tue. Der er helt bestemt et slægtskab mellem dem, både i farvepaletten, niveauet af humor og galskaben. Nu ser man virkelig fordelene ved mere selvstændige film uden alt for mange broer, der skal bygges til resten af MCU. Instruktøren får friere tøjler. Det er meget klædeligt og giver film af højere kvalitet med mere fokus på sin egen historie.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *