ANMELDELSE: “Venom” (2018)

Vi lever i en tid for superantihelte på film. Måske er det, fordi superheltefilm som genre er så veludviklede, at de er nået til et udviklingstrin, hvor det giver mening også at inkludere mindre traditionelle helte. Det er set før, at den renskurede superhelt på film, som eksempelvis Superman eller Spider-Man, har fået selskab på skærmen af mere tvivlsomme karakterer. Det var tydeligst i Watchmen (2007), hvis persongalleri besad en ideologisk støbning, hvis ulige ikke før var set på film.

Det er dog en filmisk tradition, der strækker sig tilbage til 1989 med karakteren fra Marvel, The Punisher i skikkelse af Dolph Lundgren som Frank Castle. Lundgren farvede håret sort og fik malet skægstubbe på for at holde budgettet på beskedne 9 millioner dollars. Efter femten års dvale kom endnu en fortolkning af The Punisher (2004) med Thomas Jane. Her var budgettet steget til 33 millioner dollars. Fire år senere var Jane udskiftet med Ray Stevenson i Punisher: War Zone (2008), men budgettet lå tilsvarende stabilt med sine 35 millioner dollars. Ni år efter fik Frank Castle endelig forløst det enorme potentiale på skærmen med tv-serien The Punisher (2017- ), som repræsenterer den fjerde (og vellykkede!) inkaration af antihelten i form af Jon Bernthal.

Antiheltinder er også at finde i superheltefilm. Først med Halle Berry som Catwoman (2004), der – som navnet afslører – hører hjemme hos DC Comics. Filmens potente budget på 100 millioner dollars står desværre i skærende kontrast til det kvalitetsmæssige aspekt, som på samtlige parametre gør Catwoman til en af de ringeste film inden for genren. Kvaliteten var også til at overse i filmen om en anden antiheltinde fra Marvel, Elektra (2005). Her udfyldte Jennifer Garner titelrollen, mens budgettet havde et mere moderat niveau på 43 millioner dollars.

To år senere spiller Nicolas Cage hovedrollen i Marvels antihelt, Ghost Rider (2007). Sejlene var sat med 110 millioner dollars investeret, men filmen endte som et studie i overdrevent skuespil på et tidspunkt, hvor Sam Raimi, Bryan Singer og Christopher Nolan i mellemtiden viste publikum, hvordan man laver vellykkede superheltefilm. Det afholder dog ikke Columbia Pictures fra at poste 57 millioner dollars i film nummer to om antihelten med kraniehovedet, Ghost Rider: Spirit of Vengeance (2011). Cage overgår sig selv i melodramatik, manuskriptet er endnu værre end i første film og filmen må siges at være den værste superheltefilm med et respektabelt budget, der har forbindelse til enten Marvel og DC Comics. Fem år går, og med 58 millioner dollars i ryggen, sprænger Deadpool (2016) skalaen for, hvad man kan forvente af en superantihelt. Ryan Reynolds i titelrollen er som født til at iklæde sig dragten og allerede to år efter, gentages bedriften med Deadpool 2 (2018), hvis budget på 110 million er tæt på en fordobling fra den første film. Samme år som den første Deadpool, får Suicide Squad (2016) premiere. Ambitionerne er høje, skuespillerne hedder Will Smith, Jared Leto og Margot Robbie, og budgettet hæves med sine 175 millioner dollars. Slutresultatet er dog tilsvarende skuffende med et uinspireret plot, tamme karakterskildringer og en rodet fortællerstruktur.

Nuvel, scenen er dermed sat for Venom, en bestialsk karakter med morbid humor, vilde superkræfter og en problematisk psyke på grund af samspillet mellem vært og parasit. Med ovenstående bagkatalog af superantihelte synes tiden moden til at tage næste skridt for antihelte i en superheltefilm, tilsat elementer af horror.

Karakteren Venom optrådte første gang i tegneserien om hans ærkefjende, Spider-Man (Edderkoppen) i 1984. Dog var der tale om en dragt med udenjordiske egenskaber, kaldet en symbiot, og det var først i en tegneserie fra 1988, at Venom modtog sit navn. På dansk fik han det meget passende navn Krybet. Første optræden på film for Venom var i Sam Raimis Spider-Man 3 (2007). En film, som afsluttede trilogien om Netsvingeren. Her blev Venom spillet af Topher Grace, men karakteren var hæmmet af rodede plottråde og filmens bugende persongalleri, hvor Venom blot var én af tre skurke. Slutresultatet for Venom på film var, at han føltes som en unødvendig tilføjelse i en rodet film. Dertil er Venom som karakter alt for interessant med sit splittede sind, særegne evner og hæmningsløse humor, der tilsammen udgør en brutal antitese til den moralske Spider-Man. Mens Venom var en rendyrket skurk hos Sam Raimi, udgør Eddie Brock og symbioten i nærværende solofilm en antihelt. Venom følger dermed i hælene på karakteren Deadpool, der også som skurk først sås i X-Men Origins: Wolverine (2009) af instruktør Gavin Hood – en version, som heller ikke ydede den karakter retfærdighed. Både Venom og Deadpool går altså fra at være superskurk i en anden superhelts film til at være antihelt i deres egne film.

Venom er instrueret af Ruben Fleischer. Han har overvejende været instruktør på sorte komedier, mest nævneværdig er den veloplagte Zombieland (2009), hvor Woody Harrelson, Jesse Eisenberg og Emma Stone befinder sig i en atypisk postapokalyptisk verden samt 30 Minutes or Less (2011), også med Eisenberg på rollelisten. Fleischer har også stået bag kameraet på gangsterfilmen Gangster Squad (2013) med blandt andre Josh Brolin, Ryan Gosling og Sean Penn. Manuskriptet til Venom er skrevet af en trio af forfattere: Jeff Pinkner, Scott Rosenberg og Kelly Marcel. Pinkner har ført pennen på 12 afsnit af Alias (2001–2006), 26 episoder af Fringe (2008–2012), serien skabt af J. J. Abrams, Alex Kurtzman og Roberto Orci, hvor de to sidstnævnte skrev The Amazing Spider-Man 2 (2014) sammen med netop Pinkner. Den anden forfatter, Scott Rosenberg har skrevet manuskript til så forskellige film som Con Air (1997) High Fidelity (2000), Gone in Sixty Seconds (2000), Kangaroo Jack (2003) og Jumanji: Welcome to the Jungle (2017). Tredje forfatter, Kelly Marcel var medforfatter på Saving Mr. Banks (2013), filmen om Walt Disney, og den første Fifty Shades of Grey (2015). Nogen burde have set dén advarselslampe.

Musikken til Venom er komponeret af den svenske komponist Ludwig Göransson. Han har også skrevet musik til Fruitvale Station (2013), Black Panther (2018) og Creed (2015). Alle tre film har Michael B. Jordan i centrale roller og Ryan Coogler som instruktør.

Filmens fotograf, Matthew Libatique, arbejder ofte sammen med instruktøren Darren Aronofsky, blandt andet på filmene Pi (1998), Requiem for a Dream (2000), The Fountain (2006), Black Swan (2010), Noah (2014) og Mother! (2017). Aronofsky har en forkærlighed for surrealistiske melodramaer med et tilsnit af uhygge, hvilket er elementer, som virker passende til Venom, hvis budget er estimeret til 100 millioner dollars og dermed ligger i den høje ende for genren.

Venom har Tom Hardy i titelrollen, eller rettere i rollen som Eddie Brock, der får selskab af den udenjordiske symbiot, Venom, som Hardy også lægger stemme til. Valget af Hardy minder om den førnævnte Catwoman, der i stil med Berry giver filmen ekstra pondus med sin ubetingede kapacitet. Tom Hardy har da også et misundelsesværdigt cv med film som Star Trek: Nemesis (2002), Bronson (2008), Inception (2010), The Dark Knight Rises (2012), Locke (2013), The Revenant (2015), Mad Max: Fury Road (2015) og Dunkirk (2017). Dertil kommer de fremragende tv-serier Peaky Blinders (2014–2017) og Taboo (2017- ). Rollen som Eddie Brocks kæreste, Anne Weying, spilles af Michelle Williams. Hun har tidligere været med i blandt andet Brokeback Mountain (2005) I’m Not There (2007) Shutter Island (2010), Oz the Great and Powerful (2013) Manchester by the Sea (2016) og senest The Greatest Showman (2017) med Hugh “Wolverine” Jackman.

Filmens skurk er det videnskabelige geni Carlton Drake (Riz Ahmed). Ahmed gjorde sig bemærket med sin fine præstation i Nightcrawler (2014), hvor 2016 var et specielt år for skuespilleren med roller i både Jason Bourne, Rogue One og den intense tv-serie The Night Of.

Venom har en kold åbning med et rumskib, der styrter ned, men rumskibets last er alt andet end almindelig… Her lægger filmen grunden til et plot i stil med en klassisk horrorfilm. Desværre haster den videre til hovedpersonen, hvis liv hurtigt ændrer sig og det er et tema for Venom. Filmen har alt for travlt med at fortælle sin historie uden at etablere karakterne. Dette forcerede hastværk bidrager også til at fremhæve filmens skiftende tone mellem at være en gyser af den kitschede slags, en form for ”buddy” komedie eller blot en klassisk superheltefilm. Personlighedsspaltningen kan være tilsigtet, da titelkarakteren lider af det samme, men som filmoplevelse er det frustrerende. Filmens centrum Tom Hardy, der med lige dele mut håbløshed og karismatisk vildskab, tilfører noget helt særligt til Eddie Brock og Venom, og det er også hans fortjeneste, at filmen i glimt viser, hvad den kunne have været … nemlig en moderne udgave af Dr Jekyll og Mr Hyde. Desværre kæmper Hardy imod et forceret manuskript og en generisk skurk i uambitiøse actionsekvenser, noget som er uforståeligt, når filmen har Venom i centrum med sine unikke kræfter. I den sammenhæng er computereffekterne hæderlige uden at være prangende, når det drejer sig om at fremvise symbioten som et organisk væsen. Det gør det dog ikke bedre, når Venom er et sort væsen, der i filmen typisk er aktiv om natten. kameraarbejdet fungerer fint, og musikkens bombastiske tilsnit er til stede, men ingen af delene hænger ved efter rulleteksterne.

Overfor Hardy føles Ahmed som det forkerte valg til en skurk med videnskabelige bevægegrunde, og han fremstår mere kedelig end skræmmende. Williams derimod får hverken nok skærmtid eller dybde, hvorfor hun virker mere som et plotelement end som en egentlig karakter. Den oplevelse gennemsyrer filmen, og Venom føles som et produkt, ikke en film. På den vis er filmen beslægtet med The Amazing Spider-Man (2012) og The Amazing Spider-Man 2 (2014). De to film har et tilsvarende dygtigt hold af skuespillere, men de flyttes rundt alt efter, hvad plottet har behov for.

Som superheltefilm er Venom et skridt tilbage i genrens udviklingstrin, og filmen vækker minder om Green Lantern (2011), der med sit budget på 200 millioner dollars og Martin Campbell bag kameraet, hverken lever op til forlæggets potentiale eller den standard, som er sat for superhelten på film. Vi er nået til et punkt i filmhistorien, hvor der udkommer seks film om året (2016, 2017 og 2018) alene for superhelte fra Marvel og DC Comics, hvis filmrettigheder er spredt ud hos 20th Century Fox, Sony, Warner Brothers og ikke mindst Marvel Studios.

Venom står tilbage som en til tider underholdende film med en veloplagt Tom Hardy, der dog hæmmes af et mangelfuldt, forhastet manuskript. Det burde have været en film, der var så meget mere end et knips med fingrene.