Film

8. juni 2017

ANMELDELSE: Wonder Woman (Patty Jenkins, 2017)

Fyrre år er gået siden Carrie Fisher som prinsesse Lea i Star Wars sparkede døren ind til en mandsdomineret filmgenre, og nu er tiden kommet til, at en ny prinsesse gør det samme. Faktisk er timingen så præcis, at man fristes til at spekulere, idet Star Wars havde amerikansk premiere d. 26. maj 1977 og Wonder Woman d. 25. maj 2017.

Superheltinden Wonder Woman, der udspringer af en inspiration fra amazonerne i græsk mytologi, er skabt af den amerikanske psykolog Moulton Marston, som opfandt løgnedetektoren. Men da det apparat ikke var praktisk at bære rundt på, har Wonder Woman en magisk lasso, der, når den er bundet om en person, fremtvinger sandheden. Karakteren, hvis borgerlige navn er Diana Prince, optrådte første gang i tegneserien All Star Comics #8 tilbage i efteråret 1941.

Faktisk fik Wonder Woman allerede i 1974 sin egen film med Cathy Lee Crosby i hovedrollen. Filmen var tiltænkt som pilotafsnit for en kommende tv-serie om superheltinden, der dog ikke blev sat i produktion. I stedet kom Lynda Carter til at svinge den magiske lasso i en anden tv-serie, Wonder Woman, senere kendt som The New Adventures of Wonder Woman (1975–79). Tiden var en anden, hvor verden endnu havde til gode at se, hvad superhelte og superheltinder på film kan gøre og ni år senere ankom endnu en superheltinde fra DC Comics på lærredet.

Her indtog Helen Slater hovedrollen i Supergirl (1984), instrueret af Jeannot Szwarc. Den film forsøgte at bygge videre på den succes, som Supergirls fætter, Kal-El, opnåede i filmen Superman seks år tidligere. Det forsøg fejlede, og filmen måtte lide den tort at blive normineret til en omvendt Oscar, en Razzie Award, for værste skuespiller (Peter O’Toole) og for værste skuespillerinde (Faye Dunaway). Fra 1984 og tyve år frem, lå superheltinderne stille på film, med mindre man strækker definitionen for en superheltinde og inkluderer Tank Girl (1995), Barb Wire (1996) og Witch Blade (2000). Dog har Supergirl siden fået en form for oprejsning via den hæderlige tv-serie af samme navn (2015- ) med en charmerende Melissa Benoist som Kara Zor-El alias Kara Danvers, kendt som Supergirl.

I 2004 blev stilstanden for filmiske superheltinder så brudt med Catwoman. Dog uden en tilknytning til Gotham eller Batman, og karakterens civile navn var ikke længere Selina Kyle, men Patience Phillips. Forud for Catwoman havde gået successer inden for genren, som tæller Batman (1989), Batman Returns (1992), X-Men (2000), Spider-Man (2002) og X-Men 2 (2003). Til at bære titelrollen som Catwoman hyrede man ingen ringere end Oscar-vinderen Halle Berry, der havde modtaget den gyldne statuette for sin præstation i Monster’s Ball (2001).

Catwomen havde et massivt budget på 100 millioner dollars, hvor X-Men fire år tidligere blot havde et budget på 75 millioner dollars. Sejlene var sat, men udover sjusket instruktion og stresset klipning, kammede filmen over med tåbelig dialog og klodsede, åbenlyse referencer til kattelignende adfærd hos superheltinden. Dertil kom en overseksualisering af sin hovedperson, som ville gøre Barb Wire pinlig berørt. Det kræver et særligt talent at reducere en talentfuld skuespillerinde som Halle Berry til en parodi, men instruktøren Pitof og hans hold af manuskriptforfattere, John Rogers, John Brancato og Michael Ferris, klarede opgaven med bravur. Særligt når man tænker på Michelle Pfeiffers fremragende skildring af Catwoman i Tim Burtons Batman Returns. Derfor er Catwoman mest kendt for, udover at være den værste superheltefilm, at Halle Berry mødte op for at modtage sin Razzie Award for filmen, hvor hun i sin takketale omtalte Catwoman som en shitty movie.

Der skulle dog kun gå ét år før en superheltinde igen var at finde i en film. Budgettet var mere beskedent, men Elektra (2005), i skikkelse af Jennifer Garner, udbyggede et filmisk univers med superhelte fra Marvel, der startede i Daredevil (2003). Garner gjorde sit bedste trods et selvhøjtideligt manuskript, som forplantede sig til en meget ujævn film, hvis dialog og plot faldt igennem samme år, hvor Christopher Nolan bragte Batman ud af sin dvale med Batman Begins. En dvale, der nærmere var en koma for Nattens Ridder, og som Joel Schumacher var hovedarkitekten bag via Batman Forever (1995) og senere nådesstødet, Batman & Robin (1997).

Nuvel, siden Nolan sluttede sin fremragende trilogi om Batman i 2012, har DC Comics udvidet deres repertoire for at følge efter Marvels Cinematic Universe (MCU) og skabt deres eget DC Extended Universe (DCEU). Først med Man of Steel (2013), derefter Batman vs Superman: Dawn of Justice (2016) og (i mindre omfang) Suicide Squad (2016)

I en tid, hvor man forsøger at skabe ny interesse for gamle superhelte igennem kønsskifte og ændring af etnicitet eller seksualitet, i stedet for at bruge sin kreativitet og sine ressourcer på nye superhelte, er tiden kommet til en blockbusterfilm, der iscenesætter den originale superheltinde fra DC Comics, Wonder Woman. Superheltinden optræder i skikkelse af israelske Gal Gadot, som er mest kendt som Gisele Yashar fra The Fast and The Furious-filmserien. Gadots version stiftede vi først bekendtskab med i den meget udskældte Batman vs Superman: Dawn of Justice. I den film kæmper Wonder Woman side om side med Batman og Superman imod Doomsday. For at forstå rammen for Wonder Woman (2017), bør man først have set førstnævnte film, og for at få det fulde udbytte af dén film, bør man se Man of Steel. Jo, DC Comics har i dén grad fået skabt deres eget, fælles filmunivers. Seneste film i filmuniverset, Suicide Squad kan ses alt efter behov og interesse.

Instruktøren bag Wonder Woman er Patty Jenkins. Hun instruerede den roste Monster (2003) om den kvindelige seriemorder Aileen Wuornos, og Jenkins har allieret sig med manuskriptforfatter Allan Heinberg, som dermed får sin filmdebut med Wonder Woman. Heinberg har tidligere skrevet for tv-serier som Sex & the City (1998-2004), Greys hvide verden (2005- ) og senest The Catch (2016-2017).

Tolv år er altså gået siden seneste film med en superheltinde i centrum, men når Catwoman og Elektra er den hidtidige standard, har Jenkins et favorabelt udgangspunkt. Fremtidens konkurrence ser dog anderledes ud, idet Marvel har hyret Oscar-vinder Brie Larson til at spille hovedrollen i Captain Marvel (2019). Den film instrueres af duoen Anna Boden og Ryan Fleck, som i fællesskab tidligere har instrueret Sugar (2008), It’s Kind of a Funny Story (2010) og Mississippi Grind (2015).

Med sig har Jenkins et budget på 149 millioner dollars til at realisere sin vision for Wonder Woman, en film hun havde muligheden for at instruere i 2005, men måtte takke nej til på grund af sin graviditet.

Filmen åbner ved at rammesætte sin karakter i det fælles filmunivers, men slipper ellers hurtigt dé tøjler og vender tilbage til Wonder Womans oprindelse på Themyscira. Øen er hjemsted for amazonerne og deres dronning, Hippolyta, spillet af Connie Nielsen, der er mor til hovedpersonen, Diana. Ved sin side har Hippolyta amazonernes fornemmeste kriger, general Antiope (Robin Wright). Begge skuespillerinde gør det godt som de erfarne krigere, der på hver deres måde søger at beskytte Diana, øens eneste barn, mod Ares. Krigsguden har tidligere været i kamp mod amazonerne, og hans tilbagevenden hviler som en tung skygge over paradisøen, Themyscira. Den ø får da heller ikke lov til at være i fred, da en pilot på flugt, Steven Trevor (Chris Pine) nødlander på øen, og dermed bliver han den første mand, som Diana stifter bekendtskab med. Traditionelt har Wonder Woman haft sin begyndelse i og omkring Anden Verdenskrig, men i filmen er rammen Første Verdenskrig.

Hovedarkitekten bag DCEU, Zack Snyder, har været inde over Wonder Woman som henholdsvis forfatter og producer. Han har tidligere øvet sig med sværd og sandaler i 300 (2006), og han har udforsket, hvordan en superhelt kan påvirke virkelige begivenheder i Watchmen (2007). Den erfaring kommer uden tvivl Wonder Woman til gode, hvor også en inspiration fra Superman (1978) ses. Særligt i dynamikken mellem Diana og piloten Steven Trevor, mens Nolans Batman også er at spore i heltindens konfrontation med menneskehedens mindre pæne aspekter.

Gal Gadot formidler sin karakter med elegant styrke og kejtet naivitet. Gadot fortjener ros for sin præstation sammen med Chris Pine, hvis kækhed, kendt fra hans rolle som Captain James T. Kirk i Star Trek, klædeligt er tonet ned med en sund portion kynisme. De to bærer i høj grad filmen sammen med Trevors kumpaner, der, om end ikke så udfoldet, leverer mindeværdige præstationer.

Wonder Woman er bedst, når filmen viser, hvad der er på spil, frem for at fortælle. Måske på grund af tempoet, hælder Jenkins ofte til at fortælle. Når en superhelt eller superheltinde er så suveræn, som Superman og Wonder Woman er i kraft af deres guddommelige evner, må disse karakterer have deres udfordringer i deres egen mentalitet og andres adfærd, der kolliderer med heltenes verdensbillede. Det aspekt vises i glimt i Wonder Woman, hvilket øger filmens kvalitet. For nok befinder vi os i en superheltefilm, hvor nuancer typisk ofres for at stille skarpere på kampen mellem det gode og det onde, men som Nolan viste med Batman, er det muligt at bringe nuancer ind i genren. Det kan Wonder Woman savne i sit persongalleri, der mangler et kvalificeret modspil til Diana og Steve Trevor. De to generiske skurke, General Ludendorff (Danny Huston) og det gale geni, Doctor Maru alias Doctor Poison (Elena Anaya), som selvfølgelig er tyskere, er blot én forhindring blandt mange.

Fokus i filmen er i stedet lagt på oprindelseshistorien for Wonder Woman, der ikke tidligere er blevet fortalt på film, modsat fx Spider-Man og Batman. Derfor fokuserer filmen på heltindens rejse fra naiv prinsesse i et beskyttet miljø på sin hjem-ø, frem mod at blive den superheltinde, vi kender som Wonder Woman. Det er også en af styrkerne ved filmen, at den fortæller sin egen historie uden nødvendigvis at skulle brug for megen tid til at bygge bro mellem andre film. Noget som kan være frustrerende at være vidne til, og som var et af de helt store problemer ved Avengers: Age of Ultron (2015). Den film havde for travlt med at udstikke retningen for andre film til at holde fokus på sin egen fortælling om, hvordan superheltegruppen håndterede truslen Ultron. Samme kritik kan rettes mod Batman vs Superman: Dawn of Justice.

I løbet af sine 141 minutter formår Wonder Woman desværre ikke at styre udenom en del genreklichéer. Heldigvis er de klichéer ikke beskæmmende for helhedsindtrykket, og det ér svært at undgå klichéer på dette tidspunkt i filmhistorien, hvor der udkommer et sted mellem fire og seks superheltefilm om året.

Billedsiden i Wonder Woman er smuk; fra idylliske Themyscira til krigshærgede Belgien. Samtidig viger amazonen Diana ikke tilbage i actionscenerne, der er flot og kreativt eksekveret med både sværd, skjold og ikke mindst lasso. Filmen har en lettere tone end de tidligere film i DCEU, Man of Steel og Batman vs Superman: Dawn of Justice, og de komiske elementer føles ikke forceret, hvilket var et af kendetegnene i den klodsede og rodede Suicide Squad.

Resultatet føles som en vellykket hybrid med de bedste elementer fra Superman anno 1978 og Man of Steel fra 2013, og den balancerer mellem håbet om en bedre verden og den verden, som vi nu engang befolker.

Året er nu 2017, og markerer desværre det afsluttende kapitel for prinsesse Leia i The Last Jedi, hvorimod historien om prinsesse Diana af Themyscira kun lige er begyndt. Wonder Woman er et nyt håb for superheltinder på film.

 

This slideshow requires JavaScript.

Wonder Woman - Anmeldelse - Fiktion & Kultur - Gal Gadot - 2



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *