At være jomfru eller ikke at være jomfru, det er spørgsmålet i “Twilight” og “True Blood”

Vampyrgenren oplever for tiden en veritabel renæssance. Ikke at den nogensinde har været væk. Eller død. Den har altid luret sultent i skyggerne, men lige nu er den mere populær, end den har været i lang tid. Både på film, tv og i litteraturen har vampyren bevist, at den er alt andet end passé. De to mest dominerende vampyrfænomener pt. er Stephenie Meyers “Twilight”-serie og Charlaine Harris’ “True Blood”-serie, der begge har en del tilfælles. Begge romanserier er blevet visuelt realiseret henholdsvis som film- og tv-serie. Begge romanserier er skrevet af amerikanere. Begge romanserier er skrevet af kvinder.  Begge romanserier er dårligt skrevet.

Dog adskiller de sig også fra hinanden. “Twilight” er teen-angst krydret med en solid dosis weltschmertz, og “True Blood” er bloddryppende seksualitet, der ville kunne få en viagraslugende mand med kroniske libidoproblemer til at generere rejsning uden medicinal hjælp. Det er det lødige versus det ulødige.

Sexsultne vampyrer og (fri)villige jomfruer i Charlaine Harris’ libido-romaner.

Hvor seksualiteten af logiske årsager (her ikke mindst religiøse!) forbliver dydigt (bah!) uforløst i Meyers “Twilight”-romaner, dér forløses den nemlig for fuld skrue, med bulder og brag og i bedste romanblads-stil i Harris’ noget mere farverige “True Blood”-bøger.

Harris trækker på knaldromanens overdrevent sprogpatetiske traditioner, når hun i første bind – “Død indtil solnedgang” – forløser den kvindelige hovedkarakters jomfruseksualitet i en kliché-tung forførelses/samleje-scene så campet, så klistret ind i dunsten af tyk softcore-porno, at man ikke kan undlade at tænke, at Danielle Steele – og i højere grad Barbara Cartland – ikke har levet forgæves. Det er virkelig den brogede sovekammer-palet, der her er fundet frem. Det er så dårligt, at man først smiler, så griner og til sidst græder lattertårer over, hvor gennemført ringe en sexscene kan gestaltes.

Men nok herfra. Nu lader jeg Harris tale og fremtryller et to sider langt citat fra første bind, hvor sexnovicen Sookie og den fåmælte vampyr Bill sætter hinanden stævne i dobbeltsengen. It’s hot, it’s steaming hot …

[box_light]

“Åh, Bill,” sagde jeg nervøst da han lagde sig ved siden af mig i sengen, “jeg vil så nødig skuffe dig.”

“Det kan du heller ikke,” hviskede han. Hans øjne betragtede min krop som om den var et glas vand midt i ørkenen. “Jeg er ikke så erfaren,” indrømmede jeg, og man kunne dårligt høre min stemme.

“Det skal du ikke tænke på. Det er jeg.” Hans hænder begyndte at bevæge sig rundt på mig og berøre mig steder hvor jeg aldrig var blevet berørt før. Det gav et sæt i mig af overraskelse, og så åbnede jeg mig for ham.

“Vil det være anderledes end at gøre det med en almindelig fyr?” spurgte jeg. “Åh ja.” Jeg så spørgende på ham. “Det vil være bedre,” sagde han ind i øret på mig, og jeg blev overmandet af en bølge af ophidselse og begejstring. Lidt genert rakte jeg hånden ned for at røre ved ham, og han kom med en meget menneskelig lyd. Efter et øjeblik blev lyden dybere.

“Nu?” sagde jeg, og min stemme skælvede. “Åh ja,” sagde han, og så var han oven på mig. Et øjeblik efter blev han klar over præcis hvor uerfaren jeg var.

“Det skulle du have sagt,” sagde han, men meget blidt. Han holdt med en tydelig kraftanstrengelse inde med bevægelserne. “Nej, du må ikke holde op!” tryglede jeg og følte at jeg ville miste forstanden, at der ville ske noget drastisk hvis han ikke blev ved.

“Jeg har ingen hensigt om at holde op,” lovede han en anelse barsk. “Sookie … det her kommer til at gøre ondt.” Jeg løftede mig op til svar. Han kom med en uartikuleret lyd og pressede sig ind i mig. Jeg hold vejret. Jeg bed mig i læben. Av, av, av.

“Elskede,” sagde Bill. Det havde ingen nogensinde kaldt mig før. “Går det?” Vampyr eller ej, så skælvede han af anstrengelse med at hold igen.

“Det er okay,” sagde jeg tamt. Jeg var ovre den umiddelbare smerte, og modet ville svigte mig hvis vi ikke gik videre. “Nu,” sagde jeg, og så bed jeg ham hårdt i skulderen.

Han gispede, og det gav et ryk i ham, og så begyndte han at bevæge sig for alvor. Først var jeg helt fortumlet, men så kom jeg efter det og fulgte med. Han blev opildnet af min reaktion, og nu kunne jeg mærke at der ventede noget lige om hjørnet, om jeg så må sige – noget meget stort og dejligt. Jeg sagde “Åh, Bill, ja, ja!” og borede mine negle ind i hans hofter, vi var der næsten, vi var der næsten, og vi flyttede en lille smule på os så han fik mulighed for at trykke sig endnu mere direkte imod mig, og næsten før jeg kunne samle mig, fløj jeg, jeg fløj og så hvidt med gyldne striber. Jeg mærkede Bills tænder mod min hals, og jeg sagde “Ja!” Jeg mærkede hans hugtænder trænge ind, men det gjorde kun en smule ondt og på en ophidsende måde, og mens han kom inden i mig, mærkede jeg ham suge af det lille sår. (side 175-177).

[/box_light]

Her kan man i den grad tale om at miste sin mødom på mere end blot én måde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.