BOGNYT: “Alle himlens fugle”

Den 12. marts udgiver Lindhardt & Ringhof Rakel Haslund-Gjerrilds “Alle himlens fugle”, som af forlaget beskrives som en poetisk dystopi om det sidste menneske i verden. Romanen, der er på 170 sider, er Rakel Haslund-Gjerrild anden skønlitterære bog.

Romanen kan forudbestilles hos SAXO: KLIK!


Det er vigtigt at holde taget tæt og lægge kartoflerne dybt.
Det er vigtigt at samle og salte fisk nok til en hel vinter.
Det er vigtigt ikke at sejle for langt ud på havet.
Det er vigtigt ikke at gå på is. Den er ikke til at stole på.
Det er vigtigt at gemme sig, hvis der kommer et fly.
Det er vigtigt at huske alle ordene.

“Alle himlens fugle” følger en ung kvinde, der er alene tilbage i verden. Noget er sket, og hun har mistet den eneste, hun har kendt, den mystiske Or, som har passet på hende, siden hun var lille. Nu er fuglene på himlen det eneste, der fylder dagene. Dem og den rene og skære overlevelse.

Men uden andre mennesker begynder ordene at forsvinde for hende. Og uden sprog bliver verden stadig sværere at fastholde.

“Alle himlens fugle” er en poetisk roman om ensomhed og længsel, om hav, vind og fugle, og om en verden, der ligner vores, men som mangler alt det, der får den til at være.

Og samtidig er det en udlevelse af et af de værste skrækscenarier, man kan forestille sig: Tænk, hvis du var den eneste – den sidste – overlevende. 

Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) debuterede i 2016 med den anmelderroste novellesamling Øer. Hun er uddannet i Kinastudier og Litteraturvidenskab og oversætter kinesisk litteratur. “Alle himlens fugle” er hendes anden skønlitterære bog.