Anmeldelse

S

å foreligger Spaniens mest solgte kogebog i mere end 30 år – 1080 opskrifter aka 1080 recetas de cocina – for første gang på dansk.  Kogebogen, der første gang blev udgivet i 1972, er et spansk pendant til den italienske madbibel Sølvskeen, og denne tunge 975-siders kogebogssag indeholder opskrifter fra alle spanske regioner.

Det spanske køkken er mere populært end nogensinde – blandt andet takket være trenden med tapas, der stort set dominerer menukortet på alle caféer herhjemme. Men spansk mad er andet end disse små trendy appetizers, hvilket man vil bemærke, når man sidder med moppedrengen 1080 opskrifter imellem sine hænder. Man kan blandt andet takke køkkenchefen Ferran Adrià fra El Bulli for, at det spanske køkkens ry internationalt er steget stødt.

Rosa Sala Burgaya, der har udgivet bøgerne Rosas spanske køkken og Rosas tapas, er én af årsagerne til, at der herhjemme er kommet fokus på den spanske cuisine. Hun driver sammen med sin mand – fra basen i Odense – en forretning med spanske vine og specialiteter samt et succesrigt cateringfirma.

At den spanske mad har oplevet en renæssance kunne man blandt andet konstatere, da New York Times skrev, at: … det spanske køkken har ry for at være nyskabende og kreativt. Dette blev tidligere ellers kun sagt om det franske køkken.

Så med en allerede grundlagt interesse for det spanske køkken blandt danskerne, tager Lindhardt & Ringhof altså springet fuldt ud og lancerer dén kogebog, der for mange generationer af spaniere har været den vigtigste kilde til opskrifter siden lanceringen af bogens første udgave for mere end 30 år siden.

Simone Ortega anses for at være den største autoritet indenfor det spanske køkken, og hun har skrevet om mad i over 50 år. Sammen med sin datter Inés Ortega, har hun forestået relanceringen af denne klassiske kogebog, der har solgt over 1 million eksemplarer.

Bogens illustrationer udgøres primært af kolorerede tegninger. Indimellem disse tegninger sniger sig dog i ny og næ en række fotografier, der bedst kan betegnes som brunligt 70’er-agtige. Hvis man eksempelvis er i besiddelse af en tidlig udgave af God mad: Let at lave fra Forlaget Danmark, så vil man have en idé om, hvad der menes med dette.

Opskrifterne præsenteres overskueligt, og der er til hver enkelt opskrift knyttet en lang, udførlig beskrivelse af fremgangsmåden. Ligeledes bliver hver opskrift, hvilket naturligvis har udpræget interesse for de sprogkyndige, præsenteret med såvel sit danske som sit spanske navn.

Bogen indeholder 14 opskriftskapitler, der udgøres af følgende:

  • Forretter og appetizere
  • Koldt bord
  • Små fyldte brød, tærter, pier, kroketter, mousser m.m.
  • Saucer
  • Gryderetter og supper
  • Ris, bælgfrugter, kartofler og pasta
  • Grøntsager og svampe
  • Æg, omeletter og souffleer
  • Fisk og skaldyr
  • Kød
  • Fjerkræ
  • Vildt
  • Indmad
  • Desserter

Afslutningsvis byder bogen på flere interessante ting. Blandt andet er der et 26-siders kapitel, hvor 10 berømte, spanske køkkenchefer sammensætter spændende menuer. Ligeledes er der afsnit med vejledning, køkkentips, ordforklaringer og nyttige adresser på spanske restauranter, delikatesseforretninger og forhandlere af spanske fødevarer af høj kvalitet i Danmark. I denne henseende er det underligt, at man ikke har inkluderet adressen og hjemmesiden på Rosa Sala Burgayas spanske forretning og cateringfirma. Det er især underligt, når man tager i betragtning, at hendes bøger (som 1080 opskrifter) er udgivet hos Lindhardt & Ringhof.

1080 opskrifter er ikke en farveprægtig kogebog, der er spækket til randen med lækre fotografier af de realiserede opskrifter. Det er ej heller en udpræget grafisk interessant eller personligt udført kogebog. Men det er en kogebog, der – som du nok har luret – består af 1080 spanske opskrifter, der nok skal kunne holde én optaget i køkkenet i lang tid. Så hvis man er fascineret af Spaniens omfangsrige og multifacetterede køkken, så er Ortegaernes kogebog naturligvis et uundgåeligt must.

Spansk mad

1080 opskrifter



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.