Anmeldelse

A

BBA er et palindrom. Det samme ord forfra og bagfra. Nemt og overskueligt. Ingen slinger i valsen, eller discoen for den sags skyld. Sådan forholder det sig imidlertid ikke i Carl Magnus Palms udlægning af ABBAs historie. Han skildrer virkeligt og med personlige vinkler de glade discodage og gruppens fire medlemmer. Agnetha, Björn, Benny og Anni-Frid får endelig lov til at stå for sig selv.

ABBA – Historien om supergruppen er udgivet i Danmark som en lækker coffee table book og indeholder flotte billeder. Men mange får nok kaffen galt i halsen, når de ser Björn og Bennys stramme buksedragter, der viser mere end godt er. Kan man dog komme sig over de farvestrålende klædedragter, er det første skridt til at komme bag om facaden på fænomenet ABBA og ind til personlighederne og musikken bag.

Palm fortæller om opvækst og ungdom, de første møder og sangskriverier og de spirende forhold mellem henholdsvis Björn og Agnetha og Benny og Anni-Frid. Det er god læsning. Når musikviden og musikhistorie blandes ind i kapitlerne, bliver det spændende for den musikkyndige læser. Bands, hits og slagere danner god baggrund og giver det musikalske startskud til gruppens storslåede karriere. Fra 60ernes amerikanske folkemusik, til slagere, pop og svensktopsange – sangskriverparret Benny Andersson og Björn Ulvaeus har været gennem hele repertoiret med deres bands Hep stars! og Hootenanny Singers.

ABBA var ikke en succeshistorie i første omgang. Hver for sig havde alle fire medlemmer indspillet og udgivet musik, været på hitlisterne og tourneret landet tyndt. Anni-Frid nok med det største personlige offer, i og med at hun forlod mand og to børn for at leve sit eget liv. Benny var den med størst succes, Hep Stars! nød godt af 60ernes pop/folkemusik/rock bølge, men gassen gik af pigtrådsballonen og skattefar krævede sit, efter det søde musikerliv havde haft overtaget i de glade midt 60ere. Agnetha havde haft hits og udgivet albums med eget materiale, alt sammen pæne svenske melodier, Björn dyrkede tilværelsen i Hootenanny Singers som rendyrket svensk clean cut singlefyr. Hårdt arbejde og flere fejlslåede forsøg lå bag dem alle, da de steg til tops på discohimlen i 1972 efter deres optræden i Melodi Grand Prix med nummeret Ring Ring. De vandt ikke juryens stemmer eller konkurrencen, men folket havde taget dem til sig. De var ikke længere Agnetha, Björn, Benny og Anni-Frid. ABBA var en realitet.

To år senere i 1974 vinder ABBA det internationale Melodi Grand Prix med Waterloo. Succesen er herefter på sit højeste. Men på en måde møder de fire også deres eget Waterloo. Palm fortæller med sin udgivelse historien om fire individer, der sættes under mediernes søgelys, hvis liv forandres og hvis personlige relationer lider under det. Det er en vemodig fortælling midt i rampelysets glans. Men det er også en fortælling om en revolutionær tid inden for musik og samfund.

Palms bog er i den grad læseværdig. Den giver indblik og information om en svunden tid og en svunden musikalsk genre. Men mest af alt afdækker den fænomenet ABBA, og afliver myterne omkring deres indbyrdes forhold og spekulationerne vedrørende en genforening. ABBA lever videre i folks musikalske bevidsthed, på de skrå brædder og nu også på film. Fænomenet dør aldrig. Men for Agnetha, Björn, Benny og Anni-Frid er æraen overstået. Det eneste ,vi som publikum kan gøre, er at sige ”Thank you for the music.”

ABBA2

ABBA



Om skribenten

Dorthe Gertsen
Info følger snarest!