Anmeldelse

For et par år siden skrev Bo Tao Michaëlis, en af vores største krimieksperter herhjemme, at krimien var ved at dræbe sig selv. Det stod at læse i et essay, der blev bragt i Bogens Verden. Han mente på daværende tidspunkt, at forlagene udgiver for mange dårlige krimier. Dårlige krimier, der hænger som en tung skygge over al den gode krimilitteratur, der også bliver udgivet … men som ikke bliver tildelt samme opmærksomhed.

Og ja, der udgives – også i dag – rigtig meget skidt. Derfor er det ekstra dejligt, når man støder på en krimidebutant, der kan noget med genren og som samtidig er ferm med sproget. En sådan debutant er svenske Martin Olczak, hvis første krimi, Akademimordene, netop er udkommet på forlaget Rosenkilde & Bahnhof.

Martin Olczak er, i hvert fald herhjemme, et relativt ubeskrevet blad. Han er født i 1973, bor i Stockholm og er i Sverige primært kendt som forfatter til en lang række børnebøger, der er illustreret af hans samlever, Anna Sandler. Han er også manuskriptforfatter, og han har blandt andet skrevet en julekalender for den svenske tv-kanal SVT.

Men lad os, frem for at dvæle mere ved Olczaks biografi, vende næsen mod den krimigåde, der fungerer som omdrejningspunkt for den netop i dag udgivne Akademimordene.

Medlemmerne af Det Svenske Akademi er i fare, og vi er ikke mange sider inde i romanen, førend det første akademimedlem møder sin banemand i et midnatsmørkt Stockholm, der med dis og tåge vækker mindelser om et gotisk tableau, der kunne være taget ud af en Edgar Allan Poe-fortælling. Ja, man sender også en tanke i retning af George Cukors film noir-mesterværk Gaslight (1944) med Ingrid Bergman og Charles Boyer i hovedrollerne.

Bang, du er død!  Med en kugle placeret midt i pandebrasken udånder det første offer, og historien er sat i bevægelse. Som en bold, der ruller ned ad en bakke, vinder plottet hele tiden momentum, og læseren holdes fanget i universet med hjertet i halsen og pulsen galopperende som en ustyrlig hingst. Hvis man er så dumdristig at tage bogen med sig i seng, så vil den holde én fanget til langt ud på de små timer.

Den skarpsindige Claudia Rodriguez, der er betjent hos Rejseholdet, deducerer sig hurtigt frem til, at litteraturen spiller en ikke helt uvæsentlig rolle i opklaringen af mordene, og sammen med antikvaren og ekskæresten Leo Dorfman, der er litteraturkyndig ud til fingerspidserne, optrevler de på bedste makkerparvis den morgåde, der har forbindelser til Det Svenske Akademis arkiver i Gamla Stan.

Claudia Rodriguez skriver sig i øvrigt flot ind i det panteon af kvindelige opdagere, som nyere krimifiktion byder på. Hun er – som  også Stieg Larssons Lisbeth Salander – en ener, der ikke altid kommer godt overens med autoriteterne. It’s my way or the highway, lyder devisen. Og så håndterer hun også en motorcykel på overbevisende facon. Hun er en kvinde med en skarp hjerne og ben i næsen, og hun har – såvel som Dorfman – været en fryd at stifte bekendtskab med.

Akademimordene er en dygtigt konstrueret pageturner, der ikke blot emmer af elementær spænding, men som også på ferm vis inkluderer referencer til en lang række af litteraturens største mesterværker. I den henseende skal det også bemærkes, at hvert kapitel indledes med en præsentation af en nobelpristager i litteratur, samt det Svenske Akademis begrundelse for at tildele omtalte forfatter nobelprisen. Dette fine træk virker ansporende på ens lyst til at (gen)læse de forfattere, der indleder hvert af de 25 kapitler, romanen udgøres af.

Romanen kan med stort udbytte og ditto læseglæde sluges af den almene krimilæser, af krimikenderen såvel som af litteraten. Og hvis Akademimordene ikke viser sig at være første bind i en serie, så bliver denne anmelder i hvert fald grumme skuffet – for Rodriguez og Dorfman er et makkerpar, man gerne vil møde igen.

Hvis man efter endt læsning gerne vil have mere af lignende skuffe, så skal svenske Lars Bill Lundholms krimier om den halte kriminalkommissær Axel Hake være anbefalet. Lundholms krimier leverer ikke blot veludtænkte krimigåder, men giver også læseren meget smukke beskrivelser af Stockholm.

Slutteligt må jeg dog smide lidt malurt i bægeret, da jeg ingenlunde er begejstret for det cover, Akademimordene er blevet pakket ind i. Det matcher ikke den fine aura af mystik, krimien byder på, og coveret er, i undertegnedes optik, en rodet og uæstetisk affære. Men som et klassisk bonmot dikterer: Man skal ikke dømme en bog på dens cover.

martin_olczak

Martin Olczak

Akademimordene



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.