Anmeldelse

F

orlaget Rosenkilde er ude med Fiktionens magt, der tager livtag med en lang række populære tv-serier. Antologien, der er redigeret af Mette Rolan Kjærsgaard, udgøres af 22 essays, der forsøger at skildre, hvorledes tv-serierne afspejler faktiske forhold i vores samfund.

Det er ingen en hemmelighed, at tv-serien som format har gennemgået en mediekulturel revolution de senere år. Nu er moderne tv-dramatik med til at sætte dagsordnen, og tv-serier er ikke længere de sorte får i klassen, der står i skyggen af filmen.

Vores ordforråd er blevet udvidet med begreber som det skrækkelige binge watching, føljetonserier og episodeserier, og aldrig tidligere har så mange haft styr på de amerikanske netværk og de serier, der produceres af disse. Tv-serier er blevet fiktionstrendsættere, og den ene triumf afløser denne anden. Ja, selv de smådovne dagbladskritikere herhjemme har fundet ud af, at tv-serier er værd at skrive om – at alle så skriver om de samme serier, ja det er så en anden sag.

Og det er netop også problemet med Fiktionens Magt: Den tager fat i de serier, der til hudløshed er blevet beskrevet, anmeldt, analyseret og diskuteret indlands såvel som udlands. Det er the ususal suspects, der lines op til granskning, og det bliver – i hvert fald for den orienterede læser – kedeligt i længden.

Den eneste tv-serie, der skiller sig mærkbart ud i antologien, er Aaron Spellings Beverly Hills 90210, der kørte over 10 sæsoner fra 1990 til 2000 og affødte 293 episoder samt en række franchise-spin offs som Melrose Place, Models Inc., 90210 og reboot-serien Melrose Place. Det kunne have været interessant, hvis antologien bød på flere tv-serier af denne slags, så det hele ikke endte med at være et sammenkog af det nye og populære.

De 22 essays er for størstedelens vedkommende velskrevne, og der arbejdes med serierne. Det mærkes dog også tydeligt, at et ikke uvæsentligt antal af skribenterne ikke er vant til at skrive om fiktion, da de har baggrund i politiske og erhvervsorienterede studier. Om dette er en kvalitetsmæssig hæmsko for læsningen kommer helt an på den pågældende læsers beset- og -læsthed.

De sprogligt bedste essays er skrevet af Kasper Lundberg, der underkaster Transparent granskning, af Thomas Bjerre, der blandt andet ser nærmere på Mad Men, og af Mette Rolan Kjærsgaard, der tager fat i The Walking Dead og Breaking Bad. Det mærkes, at disse skribenter er fagligt bedre forankret i tv-fiktionens historie, og der gribes ikke til gentagelser, absolutter, hurtige følgeslutninger og deciderede fejlslutninger, som man i nogle af de andre essays støder på.

Der tales tit om den nye kvalitetstradition inden for tv-fiktion. Det er et begreb, jeg har det ret svært med. Dette begreb postulerer, at der ikke tidligere er blevet produceret kvalitetsserier, hvilket igen fortæller noget om, at der er alt for mange skribenter og kritikere, der ikke er tilstrækkeligt dannet inden for tv-fiktionens udviklingshistorie. Eller i hvert fald har et meget snævret interessefelt.

Ikke så få kritikere bliver bevidstløst ved med at fremhæve to serier som værende primus motor for den såkaldte kvalitetstradition: Twin Peaks, der blev født af David Lynch og Mark Frost i 1990, samt mafia-dramaserien og HBO-flagskibet The Sopranos, der blev skabt af David Chase i 1999. Alt hvad der befinder sig før 1990, eller ligger imellem 1990 og 1999, er inferiørt og forbigås med nedslået blik. Enten, fordi man finder det kvalitetsmæssigt betydningsløst eller – og den tanke hælder jeg mest til – fordi man simpelthen er dårligt rustet i tv-historien. Filmhistorien starter heller ikke i 1960, vel?

Der udgives desværre ikke mange bøger herhjemme, der beskæftiger sig med film og tv. Publikummet er givetvis begrænset, og folk vil hellere se end læse. Det er ærgerligt, da det er via den kvalificerede formidling, analysen og fortolkningen af det visuelle, at vi bliver klogere på det, vi bruger så mange timer af vores liv på. Og mere end nogensinde før har vi brug for kvalificerede og veluddannede folk, der evner at bruge jeg ved-kortet overfor jeg synes-kortet i den jungle af mere eller mindre kvalificerede meningsdannere, internettet har fostret. Derfor kunne det også være rart at se flere udgivelser skrevet af folk, som er konkret uddannet inden for det område, de skriver om.

Det kunne være rart, hvis der kom flere bøger, der tog sig kærligt af alle de serier, der ikke er produceret af HBO, AMC, Showtime, Netflix og FX. Det kunne være rart med udgivelser, der tog hånd om den brede genrediversitet, tv-fiktionen udgør. Det kunne være rart med udgivelser, der ikke hev de samme kendinge op af posen igen og igen. Og det kunne være rart med udgivelser, der evnede at skue længere tilbage end 1990. Og sluttelig kunne det være herligt, hvis man forsøgte at efterleve den sandhed, der ligger i aforismen man skal vide, ikke tro! Eller som Harvey Specter (Gabriel Macht) i USA Network-serien Suits siger til personen, der uden baggrund i jura tror, at han kan praktisere som advokat: I appreciate a good single malt. I don’t pretend I can make one. (S1-E5: Bail Out).

1663278_1433308520



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.