Anmeldelse

V

i nærmer os med syvmileskridt decembers bjældeklang og julesang. Måneden, der står i hyggens og (ikke mindst) gastronomiens tegn. Anne Hjernøe har i den forbindelse netop udgivet en lille pamfletkogebog, der med sine 24 kapitler fungerer som en kulinarisk julekalender. Bogen hedder da også Annes julekalender: 24 dage fyldt med lækker mad og er ude fra Politikens Forlag.

Julen ér mad! God mad, lækker mad og traditionsrig mad. Flæskesteg, andesteg, rødkål risengrød, æbleskiver, gløgg, marcipankonfekt og meget andet lækkert står på menuen i et ikke ubetydeligt antal danske hjem i julemåneden. Men julen er ikke kun den klassiske, traditionsbundne mad. Det er også det eksotiske, stærke, aromatiske og krydrede, hvilket mange af Hjernøes opskrifter vidner om.

Her finder man sukat, stjerneanis, chili, ingefær, garam masala og tranbær repræsenteret i retter som Chokolade panforte, Julesnaps med tørret citrus og stjerneanis, Chilimarmelade, Chai med garammasala, kanel og kardemomme og Tranebærmarmelade med ristede pekannødder. Der er altså gode muligheder for at udfordre sine dvaske smagsløg i julemånederne, hvis man har Hjernøes lille julekogebog ved hånden.

En af de opskrifter, jeg glæder mig til at afprøve, er Hjernøes variation over den klassiske rødvinsgløgg. Hun har i sin udgave – Varm æblegløgg – erstattet den billige rødvin eller (gløggmikstur) med gode, friske råvarer … og cubansk rom!

De 24 opskrifter på lækre juleretter er krydret med ditto 24 præsentationer af nogle af de vigtigste smagsgivere, krydderierne og citrusfrugterne, som man ikke kan undvære i sit (jule)køkken. I disse små præsentationer fortæller Anne Hjernøe levende og med vid om disses oprindelse og anvendelsesmuligheder. Så det er ikke kun opskrifterne, man får, det er også indsigt i, hvor de mange herlige ting kommer fra.

Bogen er muligvis ikke den mest korpulente kogebog, men der er masser af inspiration at hente i den. Og så har kvantitet og kvalitet jo som bekendt ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, hvilket bogen også beviser.

Det er en hyggelig julekogebog spækket med lækre opskrifter, personlige madanekdoter og masser af juleatmosfære. Og, som Hjernøe skriver i sit forord, så: er her (…) opskrifter til mange gode stunder, og samtidig får man tips og idéer til, hvordan man kan bruge mange af julens gode råvarer og krydderier.

Hvis man vil spæde Annes julekalender op med en pendantudgivelse, der også tager hånd om julen og alle dens herlige, gastronomiske frembringelser, så skal Camilla Plums Jul, der også er udgivet af Politikens Forlag, være anbefalet. Her får man også – sammen med opskrifterne – masser af viden om, hvor julens krydderier kommer fra. Plums bog er i øvrigt anmeldt her: KLIK

Anne Hjernøe

Annes julekalender



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.