Anmeldelse

K

aren Blixens Babettes gæstebud blev første gang trykt i det amerikanske magasin Ladies Home Journal i 1950, hvorefter bogen udkom på dansk i 1952 under Blixens pseudonym Isak Dinesen. Efterfølgende blev den genoversat af Blixen selv, og i 1958 blev den indlemmet i novellesamlingen Skæbne-Anekdoter.

Nu genudsender Gyldendal altså den lille fortælling om Babettes skæbne endnu en gang, hvilket kun kan være til glæde for alle dem, der endnu har historien til gode.

Geografisk befinder vi os i den stille og gudfrygtige nordnorske by Berlevåg i de tidlige 1870’ere, hvor provestedøtrene Martine og Philippa – som de barmhjertige samaritanere de er – tager en flygtende kvinde til sig. Denne kvinde – Babette – er flygtet fra den blodige franske opstand, Pariserkommunen, hvor hun repræsenterede den borgerlige opstand som “communard” og ildspåsætter. I løbet af 14 år kokkerer Babette sørgelige måltider for de to søstre, der lever i noget nær asketisk enkelthed, hvor religionen og nærheden til Gud er det eneste, der fylder i deres hverdag. Den asketiske sparsommelighed sættes dog på en prøve, da Babette vælger at arrangere en udsøgt, delikat mindemiddag på 100-årsdagen for fødslen af provestedøtrenes fader. Dette bliver en kulinarisk oplevelse, som de 12 indbudte aldrig har oplevet magen til – det bliver et noget nær guddommeligt traktement!

Babettes gæstebud står som en fuldendt perle, hvis mættede symbolsprog vidner om en forfatter, der var i besiddelse af fantastiske fortælleevner, og det er da også absolut med rette, at hun gav sig selv prædikatet “storyteller”.  Med et udsøgt sprog omformulerede hun dansk litteratur og placerede Danmark på det litterære verdenskort. En placering, der blandt andet bemærkes af Ernest Hemingway, der i sit erindringsværk Der er ingen ende på Paris skriver, at Karen Blixen har (…) skrevet den måske bedste bog om Afrika, jeg nogensinde har læst. At det ikke er tomme ord bevises af, at Hemingway, da han modtager Nobelprisen i 1954 siger, at han mener, at prisen skulle være gået til baronessen – en stor gestus af en stor mand!

Babettes gæstebud er en udsøgt beretning om individets position i livet, om skæbnens magt og menneskets skrøbelighed. Den viser, hvor vigtigt det æstetiske, kunsten, er for mennesket, og hvorledes man ender i en noget nær forarmet situation, hvis man barrikaderer sig for det smukke, det skønne og det sanselige. I en grå hverdag i en stillestående norsk by gør Babette sit indtog og forandrer for en stund indbyggernes liv. Hendes glæde ved livet og madkunsten eksploderer i det mindemåltid, hun stabler på benene, og efterlader de indbudte med følelsen af at have været deltagere i noget exceptionelt.

Blixens sproglige nuancer er vidunderlige, og fortællingen om den franske mesterkok Babette fortjener at blive læst og genlæst igen og igen. Hendes sans for symbolik, i dette tilfælde religiøs symbolik, gør denne lille perle til en fortælling, man med fordel og udbytte kan granske under den analytiske lup – et sandt mesterværk! I øvrigt blev fortællingen filmatiseret af Gabriel Axel i 1987, der ved Oscaruddelingen i 1988 indbragte ham den gyldne mandsling i kategorien “Bedste udenlandske film”. Denne kunne man jo eventuelt se efter endt læsning af Blixens fortælling.

Karen Blixen (5)

Babettes gæstebud



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.